New York er som en uendelig forelskelse. En by, hvor man, næsten uanset hvor mange gange man har været der og trasket gaderne tynde og taget subwaylinjerne hele vejen til den bitre og næsten altid meget fattige endestation, ikke ved, hvor man skal starte og slutte. Det er hele verden samlet på et overraskende lille sted, og fuldkommen ligesom en nyforelsket aldrig bliver træt af at udforske sin udkårne, er det endeløst fascinerende og altopslugende at gå på opdagelse i New York.

Allerede på vej ind fra lufthavnen begynder pulsen at dunke hurtigere i brystet, man får uro i benene efter at komme ud og opleve, og sanserne synes med ét skarpere end vanligt. Der er et energiniveau, som man næsten fysisk kan fornemme i byen, skabt af dens otte millioner indbyggere, hvoraf en meget stor del har kæmpet for at komme hertil fra hele verden og nu vil have så meget ud af tiden som menneskeligt muligt. Heldigvis varer det hektiske jag ikke ved – ellers ville man jo få hjerteanfald ved at bo der – men uanset hvor lang tid jeg har været der, får jeg regelmæssigt et sug i maven over, hvor fantastisk et privilegium det er at befinde sig i New York.

Det kan være mange ting, som sætter suget i gang; udsigten fra en skyskraber eller Brooklyn Heights, solen, der skinner ned gennem efterårstræerne i Central Parks Sheeps Meadow, hvor folk ligger og slapper af, spiller bold og frisbee (en sport, der synes at være gået af mode alle andre steder end USA) eller fordyber sig i dagens avis eller et magasin med skyskraberne som baggrundstapet. De meterhøje dampe, der står op af gaden og giver den helt særlige Gotham-stemning, de ekstravagante vinduesudstillinger på Fifth Avenue ved juletid eller en ny über trendy bar på Lower East, der myldrer med smarte og håbefulde unge.

For mig startede New York-forelskelsen for alvor i sensommeren 1999, da jeg studerede journalistik på Columbia University i Morningside Heights lige syd for Harlem og lidt nord for Central Park. Inden jeg begyndte, havde jeg været i byen to gange. En gang som teenager med min far i 1980’erne, hvor jeg mest af alt husker at være overvældet og forskræmt. Det var i slutningen af byens dystre år, og opflasket i trygge Danmark med film som ’The Warriors’ og ’Escape New York’ var jeg forvisset om, at man kunne blive sprættet op som en aborre af en stor sort mand, hvis blot man gik lidt forkert eller drejede ned ad den forkerte gade.

Anden gang var som turist et par uger i foråret 1997, denne gang ikke længere skræmt, men stadig totalt overvældet og uden at have fået noget, der bare mindede om en fornemmelse for, hvordan byen hænger sammen. Så om ikke direkte New York-jomfru var jeg dog en meget uerfaren elsker, da jeg flyttede til Manhattan i 1999.

Miraklet på Manhattan
Men det varede ikke længe, for bedre introduktion til New Yorks endeløse krinkelkroge og myriader af etniske mindretal end Columbias Journalistskole findes næppe. Skolens tilgang til journalistik var – og er – meget hands-on, som en snedkerskole, hvor faget primært læres gennem udførelsen, og New York tjener som en lærerig legeplads for journalistspirerne. Hver elev tildeles et lille område af byen, som man skal dække som en slags lokalreporter, og mit område blev Crown Heights i Brooklyn. Et forunderligt sted, hovedsædet for den ultraortodokse jødiske Lubavicher-bevægelse, men også fyldt med latinoer og andre dele af den lavere middelklasse i New York.

Her fik jeg for første gang byens komplicerede dans mellem forskellige traditioner, religioner og etnicitet ind under huden og forstod, hvordan det eksempelvis kan blive anset som ekstrem chikane – nærmest en krigserklæring – når latinoer flytter ind i de lavere etager i et højhus og dermed henviser jøderne til de højere, fordi det betyder en lang og sur trappevandring under sabatten.

Eller hvordan det kan skabe særlige naboproblemer at være sofer, en jødisk skriver, der selv garver de skind, han skriver på, nede i kælderen med den dertilhørende ramme lugt. En grænseoverskridende blanding af nyt og gammelt, hvor soferen det ene øjeblik gravalvorligt forklarer, hvor svært det i vore dage er at få gode gåsefjer til at skrive med, og man det næste øjeblik sidder på vej tilbage til Manhattan i subwayen med en punker med et søm gennem øret på den ene side og en tildækket muslimsk kvinde på den anden.

New Yorks mirakel, og det evigt forbløffende og imponerende ved byen, er, hvordan alle verdens stammer og et babelstårn af forskellige sprog, alfabeter og dialekter formår at fungere – eller i det mindste ikke flå hovedet af hinanden – dag efter dag, nat efter nat og år efter år, lige siden den engelske opdagelsesrejsende Henry Hudson i 1609 for første gang sejlede op langs Manhattan, og hollænderne et par årtier senere købte øen, som de indfødte kaldte Mannahatta, for varer og tingeltangel til en værdi af omkring 60 gylden. Et røverkøb af dimensioner.

Bedre argument for den multietniske fremtid findes ikke, og danske mørkemænd, som tror, at tilstedeværelsen af fremmede fugle og eksotiske klædedragter betyder, at man mister sin egen identitet, burde tvangsindlægges til et længere besøg i New York.

Starte dagen på Upper West med de veluddannede velstående jøder, nappe en dim sum i Chinatown, hvor man skal være heldig, hvis en eneste tjener eller gæst taler engelsk, smutte videre ud til Brighton Beach, hvor russerne og ukrainerne slår deres folder og runde af med en gang svedig sydstatsmad i Harlem. Overlappet mellem de forskellige verdner er ikke-eksisterende, men de lever og trives tydeligvis glimrende inden for det samme lille område.

Uskyldig optimisme
Men selv om kriminaliteten i New York er faldet dramatisk siden de stygge dage i 70’erne og 80’erne, går det naturligvis ikke altid lige fredsommeligt for sig, og kommer man bare lidt uden for den privilegerede verden i det nedre Manhattan, er tilværelsen stadig barsk og brutal. I Jamaica i Queens, et område man normalt kun passerer gennem på vej til JFK-lufthavnen, tilbringer jeg i begyndelsen af år 2000 en weekend sammen med en argentinsk journaliststuderende med at følge op på et brutalt mord, hvor sønnen tæskede sin stedfar ihjel.

I Bronx dykker jeg ned i de lokale albaneres flirt med Kosovo-oprørsbevægelsen KLA og afpresningen af de forretningsdrivende i området til at støtte kampen for et stor-Albanien, og i Harlem bruger jeg eftermiddage på et center for voldsramte kvinder, der fortæller om den onde spiral mellem vold, fattigdom og kriminalitet – og hvor svært det er at bryde ud af den.

New York er ikke sjov at være fattig i, og selv om de generøse danske fonde sikrer, at det ikke bliver min skæbne, er det en umådelig dyr by ved årtusindskiftet, hvor dollarkursen ligger på næsten 9 kr. og et helt almindeligt glas vin – der af uransagelige grunde altid har været overraskende dyrt i USA – let koster 100 kr. Godt for leveren, mindre godt for bankkontoen, der dog får et tiltrængt løft, da jeg efter Columbia – og en sommer i Danmark – får job hos Reuters, der dengang lå ved Wall Street et par stenkast fra World Trade Center.

Det er techboblen og Bill Clintons sidste dage og inden 11. september-angrebet, der en gang for alle knuser illusionen om, at historien er slut og hele verden alligevel ikke er klar til at synge salmer og grille snobrød omkring det fælles lejrbål. Der er en nærmest uskyldig optimisme over metropolen, der i mangel af andre problemer primært er optaget af Y2K, truslen mod computerne i forbindelse med årtusindskiftet, der aldrig materialiserede sig.

Vanskeligt at opretholde antiamerikanismen
Min kæreste og jeg er i mellemtiden selv rykket ned i West Village i en mikroskopisk, men umådelig bekostelig lejlighed, hvor soveværelset er så lille, at vi må smide sengen ud og nøjes med madrassen. Til gengæld er der træer og fuglesang uden for vinduet, og selv om 6th Avenue er mindre end 100 meter væk, er der så stille på vejen, at man kunne tro, at man befandt sig i hestevognens tid.

Der er en gammel speak easy – en af de ulovlige barer fra forbudstiden, nu en super trendy café – nede ad vejen, det er også her det eksterne shot fra ’Venner’ er optaget, der er et stenkast fra det hus, stjernefotografen Annie Leibovitz formøbler sin formue på, og overalt ånder alt penge og overskud.

Det er desværre ikke tilfældet hos Reuters, der er en typisk amerikansk arbejdsplads, hvor man sidder i et kolossalt kontorlokale uden naturligt lys. Fuldkommen uforklarligt, særligt fordi højhuset, jeg sidder i, ligger lige ud til floden og kunne være pragtfuldt, men nu er skidenbrunt og halvmørkt dagen igennem. Men arbejdet er lærerigt, og der er noget utrolig herligt over skifteholdsmodellen, hvor man har fri, når man har fri, og der ikke er så meget andet at bekymre sig om, end hvor man skal spise, og hvad man bør se og opleve.

Bedre bliver det ikke for en rastløs sjæl på 30 år, og det er med bøjet hjerte, at jeg og min kæreste vender tilbage til Danmark. Planen er at rykke tilbage til New York så hurtigt som muligt – noget næsten alle, der flytter derfra, sikkert sværger, når flyet letter og skylinen fortoner sig – men som ofte kommer livet i vejen, og det er først i slutningen af 2009, at vi atter pakker flyttekasserne ud på Manhattan. I mellemtiden er der kommet en baby med i købet, og det bliver derfor et noget anderledes New York, vi vender tilbage til.

Man kan ikke bade i den samme flod to gange, og det gælder i høj grad også det evigt foranderlige Gotham. Pejlemærket World Trade Center er forsvundet og afløst af et hæsligt krater, dollaren til gengæld faldet til næsten det halve og boligmarkedet crashet, så de skønneste lejligheder pludselig er inden for rækkevidde af vores budget. Vi kan få både plads, udsigt og god beliggenhed. Og modsat hvad man kunne tro, er New York en fremragende by at have en baby i. Downtown er ganske vist lige lovlig hektisk, men oppe i byen er der optimale forhold. Vi indretter os på Upper West Side, tre blokke fra Central Park og den mindre kendte, men ultra charmerende Riverside Park, der løber langs Hudsonfloden fra 59.ende gade, og hvor der altid blæser en forfriskende brise, og luften det meste af tiden virker friskere end i København.

De brede fortove er umådeligt velegnede til barnevogne, taxiernes bagagerum overraskende rummelige til at have alt udstyret, og efterårsvejret uforligneligt skønt. Hele eftermiddage går i Central Park, og igen og igen bliver man slået af, hvor utroligt rart der er i USA. Hvor vred man end kan være på supermagten og dens udenrigspolitik på afstand, er det vanskeligt at opretholde antiamerikanismen, når man rent faktisk er der og selv tusser rundt i Guds eget land og nyder livet og amerikanernes overrumplende åbenhed og venlighed.

Endeløse fristelser
Har man penge er livet i New York – og USA som sådan – helt umådelig bekvemmeligt, alt kan ordnes for en ofte ganske lille sum. Fra mani-pedi behandlinger til 21 dollar til levering af alverdens fantastiske retter og endeløse muligheder for internetshopping med ’free overnight shipping’ og fuld returret er alt indrettet, så man ikke behøver gøre noget som helst selv, og i virkeligheden kan leve et helt liv i sin lejlighed.

Det ville naturligvis være en forbrydelse i New York, men efter for første gang at have fået udsigt og baby tilbringer jeg langt mere tid med at beskue byen fra en sikker afstand i 21. sals højde. Og lidt som når man flyver og lægger an til landing, giver det et helt andet og meget mere fredeligt perspektiv. Herfra er støjen og det menneskelige mylder forstummet og afløst af en endeløs, pulserende bevægelse af biler, tog og skibe, der bringer folk rundt i New Yorks store legeme. Et endeløst fascinerende syn, men mindst lige så vigtigt er det naturligvis selv at komme ned på gaden og lege med.

Ganske som et demokrati er New York en by for dem, som deltager, hvor det, man får tilbage, afhænger af, hvor meget man selv giver, men hvor mulighederne og fristelserne bare er næsten endeløse.