fakta

Søren Juul er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

I dette europæiske fattigdomsår er diskussionen om fattigdom blevet et varmt emne i den politiske debat mellem regeringen og oppositionen: Har vi fattige i Danmark? Hvad vil det sige at være fattig? Skal vi have en officiel fattigdomsgrænse? Drejer den moderne fattigdom sig om andet og mere end økonomiske afsavn? Vil en snæver fokusering på økonomisk fattigdom i virkeligheden bortlede opmærksomheden fra eksistentielle problemer og uretfærdigheder, der handler om meget andet end den økonomiske fordeling?

Mange undersøgelser peger på, at økonomisk fattigdom har været et stigende problem gennem de seneste ti år, hvor en ’noget for noget’-tænkning og en kontraktliggørelse af forholdet mellem stat og borger har fortrængt de omfordelings- og omsorgsprincipper, som velfærdsstaten byggede på i sin guldalder (perioden fra omkring 1962-1976). Det har blandt andet udmøntet sig i en stærk arbejdsmarkedsfiksering i store dele af socialpolitikken, hvor retten til forsørgelse i stigende grad er blevet afløst af pligten til at arbejde.

Arbejde italesættes i den politiske retorik nærmest som selve livets mening, som noget, der både er forudsætningen for, at velfærdssamfundet kan opretholdes, og sundt for den enkelte. Denne diskurs er så dominerende, at den kun undtagelsesvis imødegås. Den viser sig f.eks., når Inger Støjberg udtaler, »at én arbejdsløs er én for meget«, og når beskæftigelseslovgivningen understreger, at medarbejderne i socialforvaltninger og jobcentre altid skal vælge den korteste vej til beskæftigelse og sanktionere hårdt og konsekvent over for borgere, der vægrer sig ved at påtage sig et rimeligt arbejde.

LÆS OGSÅSKRIV: Hvornår er man fattig i Danmark?

Den førte beskæftigelsespolitik bygger på en snæver homo economicus-etik, der forstår mennesket som drevet af økonomiske motiver alene og i overensstemmelse hermed opfatter arbejdsløsheden som et ’viljesproblem’, der kun kan imødegås gennem økonomiske tilskyndelser. Derfor har regeringens social- og beskæftigelsespolitik i høj grad drejet sig om økonomiske incitamenter, om lavere ydelser til de grupper, der nok ikke vil påtage sig et arbejde, hvis de økonomiske incitamenter er små.

Det gælder navnlig indvandrere og flygtninge, og de seneste beskæftigelsespolitiske reformer – starthjælpen, kontanthjælpsloftet, 450-/300-timers reglen – har målrettet sigtet på at øge flygtninge og indvandreres incitament til at søge arbejde. Heri ligger regeringens væsentligste ’integrationsindsats’, eftersom arbejde systematisk italesættes som vejen til integration.

Problemet er, at incitamentspolitikken ikke kan påvise nogen synderlig beskæftigelsesfremmende effekt, og at langtfra alle, der har fået deres ydelser beskåret, er kommet i beskæftigelse. Hermed har incitamentspolitikken ført til voksende økonomisk fattigdom, og når regeringen hårdt presset af oppositionen er blevet nødt til at indrømme, at der findes økonomisk fattige i Danmark, er det i høj grad et resultat af dens egen politik.

Økonomisk ulighed
Velfærdspolitikken har historisk sigtet på at eliminere materiel fattigdom og har i så henseende været en kolossal succes. I en tid hvor der skal spares rigtig mange milliarder på de offentlige budgetter, er der god grund til at bekymre sig om voksende økonomiske skillelinjer, som udgør en trussel mod den sociale sammenhængskraft. I det lys kan oppositionens krav om en officiel fattigdomsgrænse, der kan gøre det muligt at måle udviklingen og identificere økonomisk fattigdom, synes velbegrundet.

Alligevel er det måske en lovlig defensiv strategi udelukkende at fokusere på uligheder i den økonomiske fordeling. Har regeringen ikke ret i, at relevante fattigdomsparametre må være i stand til at indfange andet end uligheder i den økonomiske fordeling?

Drejer den moderne fattigdom sig måske allermest om uligheder i, hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu kaldte symbolsk kapital? Handler den med den tyske filosof Axel Honneths terminologi allermest om uligheder i anerkendelseschancer? Er anerkendelse måske endnu mere grundlæggende for et vellykket liv end gode materielle forhold? Hvis det forholder sig sådan, må relevante fattigdomsindikatorer ikke mindst fokusere på det, der gør det vanskeligt for bestemte grupper og individer at opnå anerkendelse.

Min egen og Flora Ghoshs undersøgelse af starthjælpens og kontanthjælpsloftets virkninger (http://www.socwork.net/2008/1/debate/ghoshjuul) underbygger antagelsen om anerkendelsens betydning.

Vel understreger modtagerne af disse ydelser, som det også er fremgået af tidligere undersøgelser, at starthjælpen indebærer store økonomiske problemer. Det allermest fornedrende ved at modtage de lave ydelser er dog ikke den materielle fattigdom, de afføder. Hvad der for alvor krænker starthjælpsmodtagerne, er oplevelsen af mistillid, diskrimination og ringeagt, som fratager dem selvagtelse og selvværd.

Selv om regeringen i sit nye regeringsgrundlag taler om at udvikle »nye operative fattigdomsparametre« og om at »bekæmpe fattigdommen«, er det uklart, hvad den har i tankerne, og det er efter min bedømmelse korrekt, når oppositionen og en række sociale organisationer kritiserer den for at snakke uden om fattigdomsproblemet, som i det senmoderne velfærdssamfund ikke mindst handler om at blive taber i kampen om anerkendelse. Oppositionens ret ensidige fokus på økonomisk fattigdom og en officiel økonomisk fattigdomsgrænse antyder imidlertid, at oppositionen har lige så lidt sans for anerkendelsens eksistentielle betydning som regeringen.

At fokusere på økonomisk fattigdom og de voksende økonomiske uligheder, der er en konsekvens af incitamentspolitikken, er naturligvis en vigtig opgave for oppositionen. Men det er ikke den eneste.

Generøse velfærdsordninger har i betydelig udstrækning gjort det muligt for mennesker at klare skærene, når de rammes af indkomstbortfald, og de sociale tryghedsordninger har historisk gjort Danmark til et af de mest lige og socialt sammenhængende samfund i verden. Mere tvivlsomt er det, om velfærdsstaten har været i stand til at skabe gode anerkendelsesmuligheder for alle. I nogle tilfælde har dens standardiserede ekspertsystemer måske bidraget til at gøre dårligt stillede mennesker endnu mere hjælpeløse og afhængige.

Fattigdom skyldes ikke dovenskab
Derfor er den snævre forståelse af fattigdom som et økonomisk begreb et problem. Mange fattige menneskers vanskeligheder består i dag allermest i, at de ikke kan leve op til det moderne livs krav om funktionsduelighed og succes, at de ikke formår at indordne sig under det strømlinede individsamfunds præstationskrav og derfor afskæres fra den anerkendelse, som er betingelsen for, at de kan udvikle et positivt selvforhold. Et samfund, som ekskluderer sårbare og anderledes mennesker, der ikke er i stand til at bidrage til fællesskabet gennem samfundsnyttigt arbejde, er et fattigt samfund. Fattigdom er i den forstand ikke bare noget, der knytter sig til den enkelte og lader sig måle økonomisk på individniveau. Et samfund, der individualiserer sociale og menneskelige problemer og gør dem til den enkeltes eget ansvar, er kulturelt forarmet.

Velfærdsstatens pionerer havde blik for, at økonomisk armod ikke uden videre skyldes dovenskab eller manglende vilje hos det enkelte menneske, men de nærede overdreven tiltro til, at økonomisk omfordeling i sig selv ville sikre ’den åndelige velfærd’. Nyliberalismen savner grundlæggende forståelse for fællesskabets betydning.

I Anders Fogh Rasmussens navnkundige bog ’Fra socialstat til minimalstat’ (1993) så forfatteren det som sin moralske pligt at iværksætte et opgør med socialstaten og det »slavesind«, den har fremavlet i befolkningen. Hvad det drejer sig om er ifølge Fogh Rasmussen (der her bygger på den nyliberale filosof Francis Fukuyama) at gøre op med det »lighedsmageri«, som har trykket de monumentale præstationer ned under en dyne af masseproduktion, at afskaffe »den grå fladlandssocialisme« og i stedet at gøre det attraktivt at præstere »det ypperste«.

Til dem, der måtte mene, at der er tale om en provokerende bog fra en ung og fremadstræbende politiker, der mener noget helt andet i dag, er kun at sige, at han selv afviser det. Da han i 2003 i en artikel i Weekendavisen blæste til kulturkamp, var det for de samme værdier, som han argumenterede for i sin tidligere bog. Det har ikke ført til den minimalstat, han talte om i 1993, så langtfra, men det har ført til en ny politisk kultur, der bestemt ikke gør det lettere at være sårbar i Danmark.

Året efter artiklen i Weekendavisen kom i 2004 regeringens principprogram ’Noget for noget’, udgivet og forhandlet i alle ministerierne. Fogh Rasmussen er her godt i gang med at realisere sine visioner. ’Noget for noget’ klinger måske nok lidt af anerkendelse og solidaritet, men er reelt en ansvarliggørelsesstrategi, der drejer sig om at lære borgerne, at der med rettigheder følger pligter, og at der skal være en nøje balance mellem de to sider. Princippet har siden været stærkt fremherskende i den økonomiske og politiske styring, hvor forholdet mellem samfundet og den enkelte borger opfattes som en social kontrakt, der er kommet i ubalance.

Hvad det drejer sig om for regeringen (og store dele af oppositionen) er at genoprette balancen ved at presse marginaliserede og anderledes mennesker til at opfylde deres del af velfærdskontrakten og bidrage til den fælles kasse gennem samfundsnyttigt arbejde.

Fattigdomsåret
Jeg skal understrege, at jeg ikke er modstander af arbejde, og der er formentlig ikke noget, flertallet af de arbejdsledige ønsker højere end at få et anerkendelsesgivende lønarbejde. Desværre er det ikke alle, der er i stand til at klare et arbejde, og jeg kunne ønske, at det europæiske fattigdomsår blev brugt mere offensivt til også at analysere og sætte ind over for de fattigdomsproblemer, der skyldes et umenneskeligt, koldt og strømlinet samfund, som mange psykisk og socialt sårbare mennesker har svært ved at leve i.

Fattigdomsåret kunne være en kærkommen anledning til at diskutere udfordringerne for det nuværende velfærdssamfund, der både drejer sig om at bevare meget af det, der møjsommeligt er bygget op, og om at sikre velfærdsstatslig fornyelse.

Svaret på voksende fattigdomsproblemer er ikke at råbe ’noget for noget’ men heller ikke at bevare velfærdssamfundet, som det er. Tværtimod er der behov for en gennemgribende humanisering af velfærdsprojektet, hvilket ikke mindst er et spørgsmål om nye tænkemåder og institutionelle forandringer.

I Løkke Rasmussen-regeringens nye regeringsgrundlag, hvor regeringen melder ud, at den vil bekæmpe fattigdom og arbejde for, at Danmark skal være blandt de bedste i verden til at skabe »lige muligheder«, er det nye, at regeringen erkender, at der findes fattige i Danmark. Det er i sig selv positivt. Der gives imidlertid meget sparsomme hints om, hvori fattigdomsbekæmpelsen skal bestå. Heller ikke oppositionen er til dato kommet med forslag, der kan betragtes som en egentlig fornyelse, og den velbegrundede bekymring for væksten i den økonomiske fattigdom synes at spærre for diskussionen om velfærdsprojektets innovation.

Jeg er til dels enig med den nye socialminister, Benedikte Kiær, når hun i Politiken 3. marts udtaler, at »fattigdom ikke kan måles, men kan opleves«. Men i så fald er det nødvendigt at lytte til, hvad det er, der krænker dårligt stillede mennesker (herunder mange etniske minoriteter) og tage deres krænkelsesoplevelser alvorligt.

Det største problem for mange dårligt stillede mennesker er i dag, at de føler sig nedværdiget, stigmatiseret og usynliggjort i mødet med velfærdsstatens institutioner og ikke oplever, at der er rettigheder, der beskytter dem. Det fører til tab af selvværd og selvagtelse og svækker deres deltagelsesmuligheder i samfundet. Grunden til, at unge med indvandrerbaggrund begår bandekriminalitet, er ikke bare, at de kommer fra økonomisk fattige familier. Det gør nogle af dem, men problemerne handler mindst lige så meget om manglende anerkendelsesmuligheder for disse unge.

Mere end offentlige kontantydelser
Fattigdom drejer sig om meget mere end størrelsen på de offentlige kontantydelser. Den største udfordring for velfærdspolitikken er at skabe anerkendelsesmuligheder og hermed identitets- og deltagelseschancer for alle. Det ser jeg som kernen i en solidarisk velfærdspolitik, der drejer sig om at skabe en samfundsmæssig anerkendelsesorden, der giver alle mennesker – også de skæve og de anderledes, der ikke bidrager så meget til den fælles kasse – muligheder for at føle sig betydningsfulde og af værdi for fællesskabet.

Det er vigtigt at bevare den økonomiske tryghed for mennesker, der kommer ud for sociale begivenheder, der gør, at de ikke kan forsørge sig selv. Men det er kun det nødvendige fundament. Hvis anerkendelse af svage og anderledes mennesker er en grundbetingelse for, at disse mennesker kan udvikle et positivt selvforhold, må samfundet så vidt muligt understøtte dem i at forfølge deres visioner om det gode liv.

Eftersom muligheden for at opnå anerkendelse i dag hænger direkte sammen med den samfundsmæssige fordeling af arbejdet, herunder opfattelsen af, hvad der er rigtigt arbejde og værdifuldt arbejde, må en solidarisk velfærdspolitik kæmpe for et arbejdsmarked, der ikke er forbeholdt de mest funktionsduelige. Den bør imidlertid også kæmpe for identitets- og deltagelseschancer uden for arbejdsmarkedet, så også mennesker, der ikke er i stand til at arbejde, kan udvikle en velfungerende identitet.

Fattigdomsdiskussionen burde som noget helt naturligt dreje sig om, hvordan det velfærdsstatslige projekt kan humaniseres, så det giver borgerne – i særdeleshed de svage – bedre betingelser for at udvikle et positivt selvforhold og hermed deltagelsesmuligheder i samfundet. Der er kort sagt behov for en anden politisk og institutionel dømmekraft, som ikke totalt domineres af en økonomisk og administrativ fornuft – en dømmekraft, i hvilken anerkendelsestanken er førstefilosofi.

Hermed siger jeg ikke, at vi kan undvære økonomiske og administrative reguleringsformer, som må indtage en central plads i ethvert moderne samfund. Hvad jeg siger er, at der er tale om kulturel og åndelig fattigdom, hvis disse styringsmedier bliver enerådende og koloniserer etiske hensyn til det enkelte menneske. Så fører det til krænkelsesoplevelser og fattigdom på individniveau og til problemer med den sociale sammenhængskraft.