Populisme. Claudia Bruyant-Langer og Mogens Hansen tager Lars Olsen (billede) og hans bog 'Eliternes triumf' op til debat. - Foto: MIRIAM DALSGAARD

I sin netop udgivne bog, ’Eliternes triumf – da de uddannede klasser tog magten’, skriver Lars Olsen sig ind i en lang populistisk tradition blandt intellektuelle for at udtale sig på vegne af folket. Det er en velkendt genre, både i Danmark og i udlandet, at en bestemt gruppe veluddannede, der selv må siges at tilhøre den såkaldte elite, føler sig kaldet til at udtale sig på folkets og den almindelige danskers vegne.

I modsætning til andre veluddannede har de – i egen forståelse – nemlig et klart blik for, hvordan folket lever og føler, og kan derfor stemple andre veluddannede som en elitær og verdensfjern gruppe, der har sat sig på magten i uddannelsessystemet og hele samfundet.

Det er en særlig version af populismens holdning, som opstiller en modsætning mellem folket og den uddannede elite, underforstået at den veluddannede elite er en samlet gruppe med fælles holdninger. Holdningen er udbredt blandt politikere i hele det politiske spektrum. De udtaler sig med stor forkærlighed på den almindelige danskers vegne – ja, ofte den helt almindelige hårdtarbejdende dansker! Hvem det så end er?

Den uddannede elite er blind, udtaler Lars Olsen i et af de interview, han har givet i forbindelse med udgivelsen af bogen. Ingen tvivl om, at Lars Olsen har fat i nogle væsentlige pointer, når han beskriver den stigende ulighed i samfundet og den stærke ghettoisering inden for vores boligområder. Det kan vi kun være enige med ham i, men enigheden hører op, når det drejer sig om både årsager og løsningsforslag.

LÆS OGSÅDebatbog kopierer amerikansk klassiker

Vi ønsker os også en politik, der giver alle i befolkningen lige muligheder, og som modvirker social marginalisering. Vi går ikke ind for elitestyre, men for et reelt demokrati, hvor alle kan komme til orde, og alle har indflydelse. Bare for at slå det fast med syvtommersøm, for der er masser af demokratiske problemer at tage fat på.

Men lad os i denne sammenhæng tage fat på Lars Olsens og populismens egne blinde pletter.

Hvem er dette meget omtalte folk, som Lars Olsen og andre veluddannede populister så gerne vil tale på vegne af?

Måske har de undladt at stille deres kikkert på skarpt, for de ser åbenbart folket som en stor udefinerlig, lidt sløret størrelse, der blot har et fælles træk, nemlig at de er en del af folket, og at de står i et modsætningsforhold til den uddannede elite.

Er det håndværkerne, kontorfunktionærerne, folkeskolelærerne, kassedamerne, socialrådgiverne, landmændene, sygeplejerskerne, de offentligt ansatte, marketingfolkene, salgskonsulenterne, og hvor er det lige, at de ligner hinanden og har fælles interesser?

Så vidt vi kan forstå, er det alle dem, der ikke har en akademisk uddannelse, for har man det, er man tilsyneladende en verdensfjern elitær person, hvis man da ikke lige er så heldig som Lars Olsen og andre at have set lyset og have et særligt blik for virkeligheden, som vi andre ikke har.

Populismens blinde pletter
Ifølge en populistisk tankegang har det såkaldte folk bedre sans for virkeligheden end den uddannede elite og har derfor større ret til at udtale sig om denne. At uddannelse kan give indsigt, også i virkeligheden, er åbenbart ikke noget, der tæller, ligesom det på forhånd er udelukket, at man vil arbejde for, at så mange som overhovedet muligt får mulighed for at få adgang til uddannelse – selv om det er et af de vigtigste demokratiske projekter overhovedet.

En anden af populismens blinde pletter er netop synet på uddannelsessystemet. Ikke mindst Lars Olsen, ofte sekunderet af borgerlige politikere som tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, har gjort det til en særlig disciplin at stirre sig blind på det moderne uddannelsessystem, som de finder for akademisk. Den uddannede elite har erobret uddannelsessystemet, som så bliver verdensfjernt og ikke indrettet til den almindelige dansker (som vi igen spørger, hvem er?). At beskylde nogen for at være akademisk er et andet af populismens argumentationskneb. Man behøver ikke at gå ind i en diskussion, men kan blot nøjes med at konstatere, at noget er akademisk, så er det affejet som noget verdensfjernt sludder.

Populismens projekt er og har altid været elitært, selv om den har hævdet det modsatte. For i populismens verden skal folket eller den såkaldt almindelige dansker jo ikke beskæftige sig med det vanskeligt tilgængelige og teoretiske. Det har man jo den helt særlige elite, der taler på vegne af folket, til. I modsætning hertil vil vi gerne slå et slag for tidssvarende uddannelse til alle og dermed reelt give alle mulighed for at få den uddannelse, der også giver adgang til magtens sprog. Hvis dette skal lykkes, hvilken form skal fremtidens uddannelse så have?

Ingen kan vel i dag benægte, at vi lever i et videnssamfund, hvor kravene til uddannelse er kraftigt forøget, herunder også det teoretiske element i alle former for uddannelser – faglige, gymnasiale, professionsuddannelser mm. Viden er i dag en så flygtig størrelse, at det er nødvendigt at få en uddannelse, som sætter en i stand til hele tiden at tilegne sig ny viden. Det kræver indsigt i fagenes metoder, og det kræver, at man hele tiden kritisk kan forholde sig til den praksis, man udøver i de forskellige erhverv.

I videnssamfundet er viden den vigtigste ressource og produktivkraft, hvorfor det er afgørende, at alle lærer at konstruere, håndtere og forholde sig kritisk til viden. Det er disse helt nødvendige kompetencer, der i bl.a. gymnasiet og i mange professionsuddannelser ligger bag det meget rimelige krav om, at man ikke blot skal have viden inden for sit fag, men at man skal forholde sig til, hvordan man skaber viden. Disse kompetencer er en forudsætning for et ressourcestærkt videnssamfund.

Hvis man ikke indretter uddannelsessystemet efter dette, er der en ting, der er helt sikker: De, der ikke besidder disse kompetencer, bliver taberne på arbejdsmarkedet.

Dermed bliver Lars Olsens og ligesindedes projekt om at mindske de teoretiske og metodiske krav i uddannelsessystemet i virkeligheden et projekt, som fortsat vil skabe tabere på arbejdsmarkedet. De tider, hvor man med lidt praktisk uddannelse kan klare sig på arbejdsmarkedet, er definitivt forbi.

Men det er ikke blot i forhold til arbejdsmarkedets krav, at man må fastholde de teoretiske krav til uddannelserne. Det er mindst lige så vigtigt i et demokratisk perspektiv.

Viden er magt er en gammel sandhed, og magten har sit eget sprog. Derfor er det naturligvis vigtigt, at alle får mulighed for at stifte bekendtskab med magtens sprog, og i et moderne globaliseret samfund er dette bl.a. forbundet med, at man kan forholde sig til sit fag og den viden, der er indeholdt i faget. I forhold til f.eks. professionsuddannelser vil det således være en oplagt ide at styrke forskningstilknytningen til uddannelserne, så man får denne dimension med i uddannelserne.

Gymnasiet som slagmark
En af slagmarkerne for diskussionen om kravene til uddannelse er gymnasiet. Her stilles der bl.a. krav om elementær videnskabsteori, hvilket blot er en anden måde at formulere kravet om, at man kan forholde sig til den viden, man bliver præsenteret for.

Det er for verdensfjernt og akademisk og dermed med til at skabe endnu større ulighed i uddannelsessystemet, lyder kritikken. Tværtimod – siger vi: Fjerner man videnskabsteorien fra gymnasiet, fratager man eleverne muligheden for at lære de kompetencer, der er nødvendige i videregående uddannelser og på arbejdsmarkedet.

De mister adgangen til magtens sprog – og dét øger da om noget den sociale ulighed! For andre skal nok forstå at benytte sig af den magt, der ligger i viden og uddannelse.

Der er os bekendt heller ikke nogen, der vil fjerne differentialregningen i matematik, den økonomiske teori i samfundsfag eller den klassiske litteratur fra gymnasiet, fordi det er for svært og akademisk. Det er jo netop nøglen til, at flere kan få adgang til viden, der både giver kompetencer, oplevelser og indflydelse.

Gymnasiet er elevernes sidste almendannende undervisning, inden de med deres studentereksamen modtager adgangsbilletten til videregående uddannelser.

Gymnasiet skal give smagsprøver på mange fagområder, så eleverne kan blive bevidste om, hvorvidt de ønsker at tage en længere videregående uddannelse og i så fald hvilken. Med en videregående uddannelse vælger eleverne at specialisere sig inden for et specifikt område, men forinden udgør studentertiden det tidspunkt, hvor eleverne ved lidt om flest ting – heriblandt videnskabsteori.

Det almendannende gymnasium lærer eleverne forskellene på buddhisme og hinduisme i religion, fortolkninger af Iliaden i oldtidskundskab og formler, de skal bruge til at løse andengradsligninger i matematik.

Det kan godt ske, at de kommer til at bruge noget af deres viden i Bezzerwizzer frem for i deres videregående uddannelser, men alle emner tjener et væsentligt almendannende formål og gør eleven i stand til at til- eller fravælge en specifik videregående uddannelse.

VidenskabsteorI udgør ét af de nødvendige almendannende undervisningsområder i gymnasiet, og at påstå (som Lars Olsen gør), at elever, der vælger ikke-akademiske videregående uddannelser, ikke har behov for uddannelse i videnskabsteori, er det samme som at sige, at alle gymnasieelever, der påtænker at blive humaniorastuderende, ikke har behov for fagene kemi og fysik, mens lovende musikere ikke behøver anden undervisning end musikundervisning – og dét stemmer jo ikke overens med gymnasiets formål: »… uddannelsen til studentereksamen [indgår] i et samlet gymnasialt system, som er studieforberedende og almendannende«. (Lov om uddannelse til studentereksamen, kapitel 1, paragraf 2).

For hvis man fjerner almendannende elementer som videnskabsteori, hvad er der så tilbage af den gymnasiale uddannelse?

Så kunne elever lige så godt vælge en specifik kort eller lang videregående uddannelse efter folkeskolen, men det er eleverne jo ikke i stand til på pågældende tidspunkt! Den logiske konklusion er klar: Det almendannende gymnasium er i den grad nødvendigt, og videnskabsteori er mindst lige så nødvendigt som andre fag!

Og så til debattens omdrejningspunkt: Fører akademisering til ulighed eller ej? Nej, påstår vi, men måske man også kunne stille spørgsmålet: Hvad er det for en ulighed, vi taler om?

Mangfoldighed er vigtig
I en nordisk socialdemokratisk velfærdsstat som vores ligger det implicit, at ulighed er negativt, men der er trods alt forskel på chancelighed og resultatlighed. Det er velfærdsstatens ansvar at skabe chancelighed, men det er ikke velfærdsstatens ansvar at skabe resultatlighed. Således skal alle have mulighed for at lære at forstå det videnskabsteoretiske sprog, magtens sprog, i gymnasiet, men det er ikke gymnasiets opgave at sikre, at alle elever kan snakke magtens sprog lige godt, når de bliver studenter. Der må gerne være en forskel, vi må gerne være forskellige, og en succesfuld stat skal endda stræbe efter at blive mangfoldig. Men hvad er i grunden forskellen på begreberne ulighed, forskellighed og mangfoldighed?

Ulighed er en manglende ligestilling i retslig, politisk eller social henseende. Undervisning i videnskabsteori tilbydes (i overensstemmelse med chancelighed) alle elever.

Der er altså ikke manglende ligestilling, hvorfor det moderne akademiske gymnasium ikke medfører ulighed. Tværtimod giver det moderne gymnasium mulighed for at tilegne sig de nødvendige kompetencer. Det er fint nok – som bl.a. Lars Olsen gør – at pege på forhold, der kan skabe større chanceulighed, men det er netop et tidssvarende uddannelsessystem, der lever op til fremtidens krav, der skaber forudsætninger for den høje grad af lighed, der præger det danske samfund.

Forskellighed betyder, at man adskiller sig fra hinanden. Undervisning i videnskabsteori mindsker forskelligheden blandt eleverne, idet elever fra boglige såvel som ikke-boglige hjem rustes til at anskue virkeligheden i en videnskabsteoretisk optik, de rustes til at tale magtens sprog.

Mangfoldighed betyder at indeholde mange forskellige aspekter og at være varieret i sit indhold, og videnskabsteori gør netop gymnasieeleverne mangfoldige.

Med videnskabsteori lærer eleverne, at der er flere tilgange og dermed flere svar på ét spørgsmål. Alle elever skal lære at forholde sig kritisk til den viden, de får præsenteret og kunne vurdere, hvad deres viden kan bruges til. Det er såmænd blot det, et elementært kendskab til videnskabsteori udstyrer eleverne med – og som er nødvendig, uanset hvilken uddannelse man vælger. Konklusionen er klar: Et kendskab til videnskabsteori skaber ikke ulighed, men mangfoldighed.

I et internationalt aspekt er mangfoldighed ligeledes uvurderligt vigtigt, og det er Loven om uddannelse til studentereksamen enig i: »Eleverne skal derigennem opnå … forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv« (kapitel 1, paragraf 2, stk. 5).

Danmark er så lille et land, at vi ikke kan klare os selv. Traditionelt set er Danmark et handelsland – det er jo ikke et tilfælde, at A.P. Møller-koncernen udgør så stor en del af det danske erhvervsliv. Elitært eller ej, så bliver man i det internationale miljø belønnet for bl.a. at mestre det akademiske videnskabsteoretiske sprog, magtens sprog. Danmarks evne til at tale magtens sprog er en forudsætning for, at Danmarks synspunkter i internationalt regi kan opfattes på lige fod med andre landes synspunkter – evnen til at mestre magtens sprog er altså afgørende for, om Danmark kan beholde en plads på verdenskortet.

Altså: Videnskabsteori og akademisering skaber mangfoldighed, hvilket er nødvendigt for, at Danmark er ligestillet med andre lande i det internationale system – således udgør national mangfoldighed forudsætningen for international lighed.