Medierne skulle gerne udgøre den fjerde statsmagt i det demokratiske samfund. Stå vagt om demokratiet og bide magten i haserne. Men gør de det? Findes den seriøse politiske journalistik på tv? Og med tv tænkes først og fremmest på DR og TV 2.

Der er sket et skred mod det personfikserede. Sagen fortaber sig ofte, og politikere bedømmes på deres fremtoning og evne til at klare sig i en diskussion. Attituden bliver vigtigere end indholdet. Og hvad værre er, tv-stationen i form af studieværterne bliver den reelle afsender og indholdet i programmet. Politikerne reduceres let til statister i showet, og hvem gider det? Og gider vi de politikere, der har lyst til at stille op på de præmisser?

For nylig kunne man på TV 2 se et grelt eksempel på et program, hvor det ikke var til at se, hvem der var afsender, hvad præmissen var – endsige hvilket sigte udsendelsen i det hele taget havde.

Det var Søren Gades patetiske ’farvel’ til politik. Hvorfor skulle den film overhovedet vises? Vi havde set det væsentlige ugen før, da han takkede farvel. Det relevante politiske. Og et par tårer. Hvor var redaktørens overvejelser? Hvorfor blev den film bragt? Var det ud fra væsentlighedskriteriet? Tilførte den nye dimensioner til en alvorlig politisk situation? Et journalistisk spørgsmål kunne have været: ’Hvis du er uskyldig, hvorfor svigter du så de soldater, der ser op til dig og kæmper den krig, dit parti har besluttet?’.

I stedet fik en mediebevidst afgående minister lov til at pakke sine forsider ned i brune kasser i kedsommeligt lange sekvenser, så den letbevægelige del af befolkningen kunne sidde og synes, at han var blevet uretfærdigt behandlet af medierne.

Men det handler om en krigsminister. Vi er i krig. En krig, som flere og flere eksperter sammenligner med Vietnamkrigen; altså et morads, som det er let at forvilde sig ned i, men umuligt at komme op af. Det var måske mere journalistisk relevant at blive ved med at undersøge, hvad det går ud på?

Babypladdersprog
Langt den overvejende journalistiske dækning af krigen i Afghanistan handler i dag om følelser. Vi har i nyhedernes primetime set forsvarsministeren drage derud og drikke kaffe med dem. Vi har set de unge soldaters liv og følelser beskrevet igen og igen. Enkerne. Begravelserne. Invaliderne. Ministeren er på hospitalet og siger hej til de sårede. Han er en god mand.

Men hvor er analyserne? Hvor er facts? Hvad skal det føre til, og hvorfor kører der ikke en sag mod Anders Fogh, der startede krigen, som det er tilfældet med de ansvarlige i en række af de øvrige krigsførende lande? Måske fordi de har tv som f.eks. BBC, hvor voksne mennesker tør tale indhold.

Hvor er journalisterne henne i Danmark? Jo, de er henne og se Søren Gade putte ting i brune flyttekasser for derefter at følge ham til parcelhuset i Holstebro, hvor han fra carporten kunne forkynde, at han skulle spise på sin yndlingsrestaurant!

Der sker en uheldig nedsmeltning af afstanden mellem medie, magthaver og journalist, når den slags makværk bliver sendt. Det er en fare for demokratiet.

For nylig kunne man se en duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. En hård og uforsonlig tone, der er glimrende til tv-klip, og med den altid underholdende, skævt smilende Mogensen som ordstyrer.

LÆS OGSÅDuel var prøve på aggressiv valgkamp

Kort efter sidder samme Mogensen sammen med Michael Kristiansen på TV 2 News og kommenterer det, han lige har været med til at styre. Der blev kvikt og charmerende svaret på spørgsmål som: ’Hvem klarede sig bedst?’. Som om det var DM i stand-up. Det trækker ned, og det nedgør de mennesker, der reelt har magten. Det er to statsministerkandidater, der duellerer på ord i den største økonomiske krise i 40 år. Der er ve og velfærd på spil, og så forholder journalisterne sig til, hvem der klarede sig bedst tilsat respektløst babypladdersprog om ’blå stue’ og ’rød stue’.

Der er sket et skred. For samtidig med at mediet har pillet glorien og autoritetstroen af og på overfladen har taget magten, så har de reduceret sig selv og dermed fjernet den reelle mulighed for at være den fjerde statsmagt.

I stedet for lødig journalistik har vi været vidne til større og større ’tivolisering’ af de stadig færre og færre øer i sendefladen, der er helliget nyheds-, aktualitets- og debatudsendelser.

Man har ladet formen få overhånd over indhold i et – formentlig – prisværdigt forsøg på også at ramme den dårligst uddannede del af befolkningen. Man har lavet nyhedsudsendelser for ’Birthe i Vejle’, som DR så malende beskriver sin primære målgruppe for TV-avisen, på trods af at ’Birthe i Vejle’ er en uddøende race.

Ser man på den seneste opgørelse over danskernes uddannelsesniveau, kan man konstatere en markant udvikling bare fra de 45-49-årige til de 30-34-årige. Mens der blandt de 45-49-årige er 21 procent, der kun har folkeskolens grundskole, er det kun 13 procent af de 30-34-årige.

Faktisk har hele 33 procent af de 30-34-årige i dag en mellemlang videregående uddannelse, en bachelor eller en lang videregående uddannelse, mod kun 25 procent blandt de 45-49-årige.

'Deadline' eller 'De unge mødre'
Man kan altså undre sig over, at mens den danske befolkning bliver mere og mere veluddannet, så udvikler nyheds- og aktualitetsudsendelserne sig mere og mere i retning af rent børnefjernsyn, hvor pattede studieværter med store øjne spørger udsendte kolleger, hvordan de oplevede dette og hint.

Hvad følte du, da du opdagede, du havde en knækket flise i dit bryggers? Hvad følte du, da jorden rystede under det store jordskælv? Prøv at forklare, hvordan du oplevede det?

Hvor er vi ligeglade med, hvordan tv-journalisterne oplevede den ene eller anden tragedie eller begivenhed et par dage efter, at den fandt sted. Det kan de fortælle deres mor om. Vi vil have nyheder, reportager, interview og analyser – for voksne mennesker.

Heldigvis harvi fået en ny kulturminister, Per Stig Møller, der tilsyneladende ikke er til falds for tv’s platte populisme og føleri. Han har bl.a. meldt ud, at han synes, at DR og TV 2 prioriterer deres nyheder for dårligt. Som eksempel nævner han en historie om, at Bandidosmedlemmer skifter til Hells Angels. Det bruger DR som topnyhed og dækker det i 8-10 minutter. Som ministeren siger: »Det brænder i verden, og så prioriterer man en motorcykelbande på den måde«. Tak, hr. minister.

Birthe fra Vejle er en vulgær fiktion, en tivolisering – opfundet af marketingfolk, som de har fået ikke blot de kommercielle kanaler til at rende efter, men også Danmarks Radio. Mantraet er, at det er det, som folk vil have. Hvor har de det fra? Der er dog immervæk – ifølge Gallups TV Meter Seertal – stadig langt flere, der ser DR 2’s Deadline kl. 22.30, end der er folk, der ser ’De unge mødre’.

Det er dog måske blot et spørgsmål om tid, efter at også Deadline og senest Debatten er blevet ramt af tivoliseringen med studieværter, som kun er optaget af sig selv – og nu med morgen-tv-sofa og heppekor. Debatten tivoliseret om til Skolernes Idrætsdag.

Eller hvad skal man sige til følgende eksempel, hvor TVA’s journalister rendte rundt med to sodavand til de politiske ledere på Christiansborg – på den ene stod der Lars Løkke, på den anden stod der Anders Fogh – for at høre, hvem de mente der var mest ’brus’ i! Brus i! Det er det politiske niveau på Danmarks fremmeste public service-kanal i dag!

Farligt for demokratiet
Erhard Jakobsen mente, at radio og tv i 70’erne var styret af røde lejesvende. I dag er de elektroniske medier styret af marketingfolk – og af deres lejesvende. Alt drejer sig om seertal – og seertal. Ikke bare for de kommercielle kanaler, men også for DR. Man har været så bange for at miste seere, at man har set Birthe’r fra Vejle – læs: smådumme husmødre, der styrter ned til Bilka, hver gang de ser en reklame for vaskepulver i tv – overalt.

Men Danmark er ikke befolket af Maren’er i Kæret eller Birthe’r fra Vejle. Som nævnt skal man snart lede længe efter folk, der kun har gået i skole i 7 eller 9 år. Danskerne er skolelærere, gymnasielærere, selvstændige erhvervsdrivende, jurister, pædagoger, læger, cand.merc.er, håndværkere osv. – vi vil ikke spises af med pattefjernsyn, når vi åbner for nyhederne.

I øjeblikket er det helt gratis for de seertalsfikserede redaktører at påstå, at det er ’det’, som folk vil have. Der laves ganske vist daglig undersøgelser af, hvad hvor mange mennesker ser minut for minut. Problemet er, at man ikke kan måle på noget, der stort set er gratis eller i hvert fald sælges i store pakker.

Tag f.eks. de trykte medier, hvor metroXpress i dag er Danmarks største og mest læste dagblad. Men det er jo ikke det samme som at sige, at det er sådan, danskerne vil have deres avis. For der er jo ingen, der ved, hvordan det vil se ud, hvis folk skulle betale 20-25 kroner om dagen for den, som man skal for andre dagblade. Hvem ved, måske ville oplaget falde til et rundt nul.

På samme måde med tv. Hvem ved, hvor mange der ville se f.eks. ’Singleliv’ eller ’Spis hjemme hos’, hvis det f.eks. kostede 250 kroner om måneden.

Vil man vide noget, så må man se på, hvad folk er villige til at tage pungen op af lommen for. Bliver vi i den trykte verden, kan vi se, at Ekstra Bladet på 20 år er gået fra et oplag på ca. 250.000 til omkring 70.000, i takt med at det har forvandlet sig fra en bidsk og kritisk samfundsrevser til et eller andet Se og Hør-agtigt. Her har læserne stemt med pengepungen.

Den samme oplagsudvikling har B.T. været igennem. I dag er det faktisk sådan, at der er flere, der køber Dagbladet Børsen, end der er folk, som køber B.T. Og der er tre gange så mange, der hver dag er villige til at betale pæne beløb for de landsdækkende seriøse morgenaviser, end der er folk, der køber B.T. og Ekstra Bladet.

Det er altså ikke så entydigt, som ’de’ vil have os til at tro, når de siger, at folk bare vil have underholdning, og at vi er ligeglade med f.eks. seriøs nyhedsdækning.

Fokusforskydningen og tivoliseringen er farlig for demokratiet, for selvom de gør politikerne til Lille Lars og Helle, og får det til at se ud, som om ’så betyder det jo heller ikke mere, og de er jo ligesom os andre’, så ligger magten, hvor den ligger, og hvem holder øje med det?

Hvorfor er vi ikke optaget af, hvad den krig i Afghanistan skal føre til? Og kan et stammesamfund som Afghanistan overhovedet blive demokratisk i vestlig forstand med en korrupt præsident, der har købt sig til magten? Ingen har vundet i Afghanistan siden Alexander Den Store. Briterne gav op, og russerne fik bank og røg ned i forsøget og måtte droppe kommunismen af samme årsag.

Hvor er den folkelige debat? Hvor er DR og TV 2? Der bruges timer på burkaforbud og et forældremøde på Nørrebro, hvor nogle kvinder, der tillader sig at diskutere mobning, får massiv tv-dækning. Proportioner – og lidt voksenfjernsyn, tak.

Ny kulturminister
Men måske er der et lille håb forude bl.a. repræsenteret ved den nye kulturminister, der tilsyneladende har pondus til at tale parnasset imod med udsagn som: »... jeg synes, at det er o.k. med amatørfjernsyn – men fylder det ikke lige lovlig meget i sendefladen i øjeblikket?«.

Det er på tide, at der er nogen, der – som barnet i ’Kejserens nye klæder’ – tør sige til alle marketingfolkenes medløbere på redaktionerne: ’Jamen, I har jo slet ikke noget tøj på’.

Vi ved godt, at det er de unge, der er de købedygtige. Men det betyder jo ikke, at alle udsendelser skal være skåret over den samme ’stand-up – fuck you’-læst. Ikke et ondt ord om ’Paradise Hotel’, men det betyder jo ikke, at alle udsendelser skal være ’Paradise Hotel’. Der er trods alt også folk i andre aldersgrupper, der både betaler licens og af og til køber deres vaskepulver i Bilka eller Kvickly.

Et andet lyspunkt kunne være den seneste omvæltning i Danmarks Radio. I hvert fald er DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, på MediaWatch.dk citeret for, at han på flere punkter er enig i kulturminister Per Stig Møllers kritik af, at nyhederne mangler væsentlighed, og han erkender, at der har været for meget fokus på »ofre, konflikt og drama«.

LÆS OGSÅPortræt: Per Stig er manden med modpolerne

Nu skal nyhederne væk fra nichetankegangen og samle alle danskerne, siger Ulrik Haagerup.

Det fremgår ikke særlig klart, hvad han mener med det. Men lad os håbe, at det er et definitivt farvel til Birthe fra Vejle og goddag til en nyhedsdækning, der tager udgangspunkt i, at danskerne er en veluddannet befolkning, der er i stand til at sidde stille i en halv time og tilegne sig helt almindelig information, hvor politikerne får lov til at forholde sig til Lars Løkkes og Anders Foghs politik – og ikke til, hvordan de er som sodavand.