Jeg, som i gamle dage svang pennens sværd for Rushdies skyld, vil nu – får jeg sommetider at vide – ikke løfte en finger for Kurt Westergaard.

Hvem i dette land går ikke ind for Kurt Westergaards ytringsfrihed? Den er alles ytringsfrihed. Men jeg kan se forskelle på Westergaard og Rushdie. ’De sataniske vers’ var ikke et bestillingsarbejde, men et stykke befriende humoristisk helligbrøde mod den sakrosankte profet, begået af en frygtløs og livsbekræftende forfatter. Romanen er en påvisning af tabuer og dogmer – herunder kvindeundertrykkelse.

Westergaards tegning, som identificerer islam og terror, var bestilt og betalt af en avis til en af dens kampagner.

Den eneste fællesnævner, der eksisterer mellem ’De sataniske vers’ og Jyllands-Postens Muhammedtegning nr. 1, består i begges indlysende ret til at blive trykt. Bladets ret til at bringe tegningen, ja hvilken som helst tegning for den sags skyld, er præcis den samme som Rushdies og hans forlæggeres ret til at udgive romanen.

LÆS OGSÅSeidenfaden genanmelder 'De Sataniske Vers'

Begge parter, forfatter og tegner, er mål for infame dødstrusler/mordforsøg, de er begge kunstnere, der er truet på livet. De er kort sagt personligt i samme horrible situation og har krav på den samme effektive beskyttelse og vores umiddelbare medfølelse. Og hvis der findes en slags bladtegnernes PEN, så ville intet være naturligere, end at der ved en passende lejlighed blev arrangeret en solidaritetsdemonstration under sloganet ’Vi er alle Kurt Westergaard!’.

Det var dengang
Dengang, da Danmark fik besøg af Rushdie i 1992, og det var Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, der styrede butikken, var den nye religiøse trussel mod ytringsfriheden mildest talt ikke noget, regeringen lod sig mærke med. Indtil Murens fald var der ellers ikke blevet lagt nogen dæmper på anklagerne mod Sovjet for at knægte både den ene og den anden frihed, hvilket alt sammen var særdeles velbegrundet. Det var snarere venstrefløjen, der havde problemer med at melde utvetydigt fra.

Men da det sovjetiske kapitel i verdenshistorien var forbi, indtrådte den mest udsøgte påpasselighed hos regeringen. Præstestyret i Iran havde udstedt en såkaldt fatwa/dødsdom over en britisk-indisk forfatter (i 1989). Det var oven i købet mere, end hvad man gjorde i Sovjet, hvor man ’nøjedes med’ at sende dem i lejr eller eksportere dem til Vesten. Det internationale forfattersamfund var på den anden ende.

Men nej! Den danske regering kunne pludselig ikke få munden på gled. Vi i Dansk PEN fik besøg af Salman Rushdie, ikke kun for at lufte ham og muntre ham op, men for at hænge et undertrykkende regime ud med vores aktion. Regeringen så sammenbidt den anden vej eller lod udadtil, som om den fatwa-ramte ikke fandtes – af hensyn til sit ’stille diplomati’. Få uger efter tog den norske kulturminister imod Rushdie i Oslo.

Ja, det VAR dengang. I dag? I dag kan man nærmest ikke røre sig for ytringsfrihed på Christiansborg.

Dansk Folkeparti og dets støttepartier i regeringen er ved at falde over deres egne ben for at stå vagt om ytringsfriheden, raslende med sværd og skjold. Og Ayaan Hirsi Ali blev for ikke længe siden trykket til eksstatsminister Foghs knagende bryst.

I 1989 havde den efterhånden rablende Glistrup og den unge strammer Pia Kjærsgaard selvfølgelig nok at gøre med at bekrige hinanden, men jeg erindrer ikke, at nogen af dem heller havde et pip at sige i anledning af ayatollahernes drastiske måde at herske over verdenslitteraturen på. Den slags kom først, efter at ’muhamedanerne’ var blevet flere.

Og så blev ytringsfriheden ellers et tema. Som om hele landet havde fået mundkurv på. Som om vi ikke snakkede mere end nogensinde, især om islam. Ytringsfriheden blev kidnappet og brugt som våben i en anden kamp, nemlig som et flammesværd i en kampagne, som fundamentalt er rettet imod en mindretalskultur, der har etableret sig i Danmark, og til værn om noget, der til lejligheden pumpes op under navn af danske værdier. Et enkelt markant symbol på denne forbindelse er Kurt Westergaards optræden på en partikongres i Dansk Folkeparti.

Løn som forskyldt
En anden anneksion, som ytringsfriheden er faldet som offer for i vore dage, er repræsenteret af Jyllands-Postens kulturredaktør. I den ideologiske presse har Flemming Rose fået status som den stærkeste fortaler for den hate speech, der hilses mere og mere velkommen. Efter Muhammedtegningerne ville han som bekendt trykke antisemitiske tegninger – nu han var i gang – efter devisen: ’Hvad er der i vejen med det?’. Meningen var ikke at vise, at antisemitisme er af det onde – hvad der lejlighedsvis kan være en nærliggende journalistisk opgave – men at demonstrere, at den grænseløse adgang til at publicere hvad som helst er et absolut, moralsk gode i sig selv – uanset formålet.

Den dag ingen journalist har lagt så meget som ét snærende bånd på sig selv, og alle har lært, at intet er helligt undtagen pressen, da vil Rose være tilfreds, for da vil der ifølge hans filosofi opstå en retfærdigere og lykkeligere verden. Så vil det menneskelige fremskridt endelig være sikret. I sin tid i Sovjet lærte Rose ikke bare censuren at kende, men også devisen: ’Målet helliger midlet’.

For mig er det en syg, for ikke at sige pervers vision.

Siden Rushdies dage har en markant kulturkritisk linje, som berører ytringsfrihedsspørgsmålet, markeret sig: det, man kalder kulturrelativismen, altså den politisk korrekte respekt for etnicitet og kollektive identiteter som autonome og indbyrdes ligeværdige størrelser. Jeg kan bedst illustrere fænomenet ved at mindes en eftermiddag, jeg tror omkring 2000, da den nigerianske forfatter Wole Soyinka var i København.

Han havde netop turneret mellem amerikanske universiteter og ved flere lejligheder undret sig over en udbredt modvilje blandt unge politisk vakte akademikere mod Rushdie. Han havde optrådt imperialistisk, blasfemisk og ærekrænkende over for islam! Han havde, ifølge de unge amerikanere, bildt sig ind, at den frigjorte, sekulære ’kultur’, han, overløberen, promoverede, havde noget at skulle sige over den religion, han kom fra. Han havde fået løn som forskyldt.

Kulturalismen HAR historisk sine rødder i antiimperialisme og vestlig selvkritik. Som postmoderne metode f.eks. inden for antropologi har den været produktiv ved at understrege, hvordan kultur og identitet altid er produceret under bestemte historiske og politiske betingelser.

Kulturrelativismen har også en pointe i, at menneskerettighederne, til stresspunktet eller ligefrem skamløst, er blevet spændt for den universalistiske vogn, Bush førte sine forebyggende krige med. Men den er lammet i forhold til menneskerettighederne og beskyttelsen af individet over for gruppen.

Politisk korrekthed er et skældsord for noget, der i høj grad kan have sin berettigelse i beskyttelsen af mindretal mod racisme og diskrimination, men den universelle ytringsfriheds sag er dens første offer. F.eks. har den i sin feministiske udgave været pinligt tilbageholdende i sin kritik af kvindefjendske forhold i den muslimske verden (f.eks. æresdrab) »for ikke at bære ved til det fremmedfjendske bål«.

Mange lejre, ingen politikere
I spørgsmål OM ytringsfriheden er jeg kort sagt enig med de nye hardlinere i deres kritik af den kulturrelativistiske position. Og dens afvisning af både oplysnings- og menneskeretsprojektet.

Man kan VÆRE tilhænger af den skole, der mener, at den islamiske verden eller visse dele af den (for det gælder vel ikke den i Asien) handler desperat ud fra den overhaledes position. Eller man kan tro på, at vi er ved at blive slugt med hud og hår af en mellemøstlig overmagt, der har lagt sine gøgeunger i vores europæiske rede.

Men uanset hvor man lægger sit lod, så har vi et problem. Det består i, at religionen kræver sin ret i en grad, vi ikke havde drømt om ville blive tilfældet, så længe det ateistiske Sovjetunionen var hovedfjenden.

I det kølvand ser vi en let vakt fremmedangst blive udnyttet politisk med forrykninger i samfundets grundvold til følge, som kan blive helt uoverskuelige. Men jeg tror ikke, at den bedste fremtid beredes af hverken et korstog eller en blåøjet tilbageholdenhed. Lejrtænkningen, opdelingen af folk i krystere og helte, er den største hindring.

Den nuancerede synsvinkel og den differentierede betragtning er dømt ude. Begrebet dialog er latterliggjort, forhånet og spottet. Dialog udråbes som de fejes skinløsning, og München-forliget med Hitler i 1938 og dets appeasement-politik bringes i smigrende erindring. Men ytringsfrihedens nye korsriddere – og det er karakteristisk – etablerer end ikke kontakt med det eksisterende udbud af dissidenter eller kritikere i den muslimske verden, som lige siden Rushdie-sagens tid med stor personlig risiko har vovet et øje for små og store fremskridt.

Hvornår har de haft besøg af den marokkanske forfatter Tahar Ben Jalou? Som samtalepartnere i ind- og udland foretrækker ridderne af den bogstavelige ytringsfrihed til hver en tid folk som eksempelvis den tyske kommentator Henryk Broder og den hollandske politiker Geert Wilders, der er nøjagtig lige så hardcore som de selv. Sig mig, hvem I omgås, og jeg skal … Da PEN i første halvdel af 90’erne kaldte til arabisk-danske konferencer om kløften mellem ’os’ og ’dem’, var der folk med fra mange lejre, men ingen politikere.

Afventer fejltrin
Disse års politiske klima har for mange mennesker, herunder undertegnede, medført en spaltet fornemmelse, som består i på den ene side som en selvfølge at stå fast på ytringsfrihedens universelle princip som altid og på den anden side at tage afstand fra det forsvar for den, som dens nye forfægtere fører, fordi det – i sin lidenskabelighed, snarere end indignation – mere ligner et angreb end et forsvar.

I en på en gang kompleks og fastlåst situation som den herskende er der ingen vej frem uden forsøg på at flytte på elementerne, blande dem og skabe bevægelse. Trykkefrihedsselskabet har mig bekendt ikke noget produkt at prale af andet end gift.

Hvad PEN angår, mindes jeg, hvordan vi engang fik israelere og palæstinensere til at sidde ved bord sammen, hvilket faktisk indtil da havde været umuligt. Det løste måske ikke nogen konflikt, men der er også andre, mere nøjsomme mål med dialog, bl.a. at civilsamfundene får berøring med hinanden, og at et første frø til gensidig forståelse – måske – bliver sået.

Dialog er ikke latterlig, men den er selvfølgelig risikabel. Risikabelt er det derimod ikke at forskanse sig i sin falanks og lade sig hylde af sine korstogsfæller.

Det er ikke krysteragtigt at finde eller opfinde nogle fordringsløse frirum, hvor der kan føles på tænderne og tales – og ske noget. Det er frem for alt nødvendigt. At undlade det har man kun selv glæde af, mens man afventer modstanderens næste fejltrin – for så at juble og føle sig bekræftet, når skaderne sker.