Det Europæiske Fattigdomsår er godt i gang. Formålet er at bekæmpe fattigdommen – ’Stop fattigdommen nu’, lyder et motto helt berettiget. Men set i et historisk og internationalt perspektiv er der så godt som ingen fattigdom i Danmark i dag, så hvad er egentlig fattigdom i Danmark anno 2010? Og giver det overhovedet mening at tale om fattigdom i dag?

Jeg har arbejdet med socialt udsatte mennesker i over 40 år. Først som leder af Mariatjenesten i Istedgadekvarteret og de seneste 30 år som forstander for Kofoeds Skole. Jeg møder dagligt mennesker, som lever et armodspræget liv, så jeg er ikke i tvivl om, at elendigheden findes, også den ekstreme. Ja, elendigheden og lidelsen findes i Danmark, det samme gør social eksklusion. Men jeg har også lært, at forholdene er komplekse.

Derfor værdsætter jeg også, at såvel Det Europæiske Fattigdomsår som debatten om fattigdom er med til at gøre opmærksom på, at fattigdom og social eksklusion er et stort og voksende problem i Danmark. Mange fagfolk på området vil nok være enige, men blandt almindelige danskere fornemmer jeg en vis tøven: Er fattigdommen virkelig kommet tilbage? Hvordan skal udviklingen forstås? Jeg fornemmer også en vis tøven lidt i retning af: »Spis nu lige brød til«, når fattigdomsbegreberne tages i brug om dagens Danmark.

Fattigdom i dag
Dette forhold gør det ikke mindre vigtigt, at debatten er saglig og konstruktiv. At vi får tydeliggjort, at hvis det skal give mening at tale om fattigdom i Danmark i dag, så skal vi væk fra de tungt ladede forestillinger om forhutlede mennesker, der sulter. Vi møder ganske vist forarmede mennesker i gadebilledet – hjemløse og tiggere. Men der er heldigvis ganske få hjemløse i Danmark i den klassiske og absolutte forstand, at man er nødt til at sove udendørs.

Det altdominerende fattigdomsproblem i Danmark i dag er en langt mere kompleks sammenblanding af sociale og samfundsmæssige faktorer, og det primære problem er, at mange personer og grupper er ekskluderet af fællesskabet.

Der er imidlertid gået politisk spin i debatten om fattigdom. Politikere kommer med initiativer og vinkler på emnet – tydeligt præget af, om man er regeringsbærende eller i opposition. Debatten har i stor stil drejet sig om, hvorvidt vi skal have en fattigdomsgrænse, og i så fald, hvor skal den gå? Vægten har været på de økonomiske aspekter og konsekvenser af tiltag som kontanthjælpsloft, starthjælp, 300-timers regel osv. At disse initiativer kan have nok så alvorlige konsekvenser for et menneskes liv, en der ingen tvivl om.

Men der er samtidigt en fare for, at fattigdomsbegrebet mister rationel og saglig mening, når det bruges i flæng i en ofte diffus betydning. Vi risikerer, at opmærksomheden fjernes fra de reelle bagvedliggende samfundsmæssige og menneskelige problemer, som forårsager fattigdom. Det er sagen om social eksklusion af store befolkningsgrupper i dagens Danmark alt for alvorlig til.

Hvis vi reelt skal kunne sætte handling bag ordene og hjælpe de mennesker, som er påvirket af fattigdom, er det vigtigt, at vi når frem til en klar forståelse af det multifacetterede begreb, som fattigdom i dagens Danmark er.

Så hvad er fattigdom i dag? Der tales om absolut fattigdom, relativ fattigdom, psykosocialt og sociokulturelt betinget fattigdom og om Den Ny Fattigdom. De forskellige betydninger handler alle om, at menneskers liv og tilværelse udfolder sig under omstændigheder, som ingen ville ønske for sig selv eller sine nærmeste.

Nogle debattører lægger vægt på den materielle side af sagen, som i den oprindelige, absolutte forståelse af ordet: Fattigdom er mangel på de nødvendigste ting til livets opretholdelse, som for eksempel at have tag over hovedet og råd til et varmt måltid mad.

Oftere opblødes begrebet ganske meget og er fokuseret på det relative. En permanent lavindkomstsituation, hvor det er svært at erhverve det, der anses for normal livsførelse i Danmark. Hyppigt brugte eksempler herpå er manglende mulighed for at lade sine børn deltage i fritidsaktiviteter og ferier uden for hjemmet, besiddelse af mobiltelefon osv. Den relative fattigdom er dermed primært et ulighedsbegreb og handler om psykosociale faktorer. Det er relationelt, ikke materielt i sit væsen.

Så er der Den Ny Fattigdom – den form for fattigdom, som omfatter et langt større antal mennesker. Den handler om social eksklusion i en række dimensioner i forhold til samfundets fællesskaber, herunder ikke mindst arbejdsmarkedet. Den handler om ensomhed og isolation og placerer mennesker ude på sidesporet, i samfundets skraldespand. Denne sociale udstødelse og marginalisering af store befolkningsgrupper er primært sammenhængende med sociokulturelle og psykosociale omstændigheder.

Fællesnævneren
Min personlige forståelse af fattigdom og social eksklusion ligger nærmest Den Ny Fattigdom. I mit arbejde har jeg mødt urimeligt mange af disse mennesker, som er kørt ud på samfundets sidespor. De er holdt i live af velfærdssamfundet – nogenlunde ordentligt og pænt, men med følelsen af et stempel i panden: »Dig er der ikke plads til, du er ingenting værd, og vi har ikke brug for dig«.

Nøden findes i Danmark, men den er ikke primært materiel. Den er multidimensionel. Man kan, lidt firkantet, opdele de socialt udsattes vanskeligheder i tre slags livsproblemer:

Der er den konkrete, materielle nød, hvor man i større eller mindre grad mangler de praktiske ting til livets opretholdelse. Set i en historisk og international målestok er dette problem så godt som ikke eksisterende i vore dages velfærdssamfund.

En anden side er den psykiske, sjælelige nød, der ytrer sig som depressioner, aggressioner, vrangforestillinger, misbrug og lignende problemer, der på alle planer gør livet til et helvede. Dette er ofte forbundet med ensomhed og isolation i de moderne familiemønstre. Endelig er der den åndelige nød, der handler om tilværelsens grundvilkår: Livet og døden, meningen med livet, ansvar og skyld, had og kærlighed, ensomhed og sorg osv.

Den slags problemer føler mange mennesker sig i dag famlende over for. Det skyldes utvivlsomt, at den danske befolkning er blevet fattigere på evnen til at forholde sig til og bearbejde denne livsdimension. Dette er et kulturelt betinget vilkår, der gælder os alle, men i kombination med de øvrige elementer rammer denne fattigdomsdimension specielt hårdt.

Man kan tilsvarende tale om nød og lidelser af 1) samfundsmæssig karakter, 2) mental karakter og 3) eksistentiel karakter.

Fællesnævneren i Den Ny Fattigdom er først og fremmest karakteriseret ved forskellige former for social eksklusion. De forskellige former for menneskelig og samfundsmæssig dårligdom – med hovedvægt på social sårbarhed og udsathed – er alle karakteriseret ved mangel på deltagelse i fællesskabet i en række dimensioner.

Bøtten vendes
Hovedproblemet i dag er altså et andet, end da velfærdssamfundet oprindeligt blev opbygget omkring problemer med lave indtægter og en materiel mangelsituation. Mens fokus dengang var på forsørgelse og på at afhjælpe nød, så er hovedproblemet i dag de mange former for social eksklusion, som findes i samfundet. Det socialpolitiske fokus bør derfor i dag være på integration og inklusion, og det betyder et behov for nye metoder i socialt arbejde.

Mens sociale problemer tidligere var knyttet til ydre, materielle omstændigheder, er problemerne i dag i stigende omfang indvendige. De drejer sig om ensomhed, manglende selvværd, begrænsede evner til at omgås andre mennesker og en generel følelse af utilstrækkelighed.

Marginaliseringsproblemet er ikke længere så meget et spørgsmål om fattigdom i materiel forstand som et spørgsmål om muligheder og incitamenter for udfoldelse. Vi har skabt et samfund uden indre sammenhængskraft. I dag ser vi store grupper, der ikke blot er uden arbejde, men som også mangler kontakt til sociale netværk. Mange mennesker mangler simpelthen nogen, de kan hente støtte fra, og som de kan tale med i kriser.

Moderne velfærdspolitik må derfor især dreje sig om at styrke den enkeltes indre velfærd, dvs. de kvalifikationer, der skal til, for at man kan opbygge netværk og tage ansvaret for sig selv. Men det kræver også, at vi hver især føler ansvar for hinanden i hverdagen. Offentlig hjælp gør det ikke alene.

På Kofoeds Skole forsøger vi at tage kampen op med dette problem gennem individuelt tilrettelagte forløb til arbejdsledige og socialt udsatte, som har brug for støtte til at udvikle sig fagligt, socialt og personligt. På skolen kan eleverne følge et stort udbud af undervisning, værkstedsfag og projekter.

Vi tilbyder også rådgivning, praktisk hjælp og ikke mindst socialt samvær, som vi anser for helt centralt for menneskers selvværd og udvikling. Vi ser mange mennesker blomstre op her, men vi kunne godt ønske os bedre muligheder for, at de kan fortsætte deres udvikling uden for skolen. For eksempel i form af et mere rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked.

Det drejer sig i bund og grund om at forhindre, at vi fortsat har delt befolkningen op i et aktivt A-hold og et passivt B-hold, som er sat ud på sidesporet. Mennesker, som har været udstødte, er som regel ikke særlig effektive eller veluddannede, men de kan gøre nytte. Der var, inden finanskrisen kom, en tydelig ændring på vej mod større åbenhed for de knap så produktive.

Men nu er bøtten vendt, de svage ryger ud i kulden igen. Det mærker vi tydeligt i hverdagen på Kofoeds Skole, hvor det i øjeblikket strømmer til med mennesker, som af den ene eller anden årsag er hægtet af det produktive samfundssystem. De sulter absolut ikke, men mange har fået den udstødtes stempel på sig, og det er ødelæggende for den sunde selvfølelse. Tab af kontakt med arbejdsmarkedet er lig med tab af plads i samfundet.

Når folk tvinges til at lade være med at udnytte deres evner og anlæg, mister de den sidste rest af identitetsfornemmelse, og selvrespekten ryger sig en tur. Alkohol- og stofmisbrug, kriminalitet og vold, passivitet, depressioner og flugt fra problemerne er synlige symptomer på denne situation, hvor årsag og virkning ikke altid klart kan skilles.

Den diffuse fattigdom
I Danmark er op mod hver femte i den arbejdsføre alder uden for arbejdsmarkedet. Det er især indvandrere, langvarige kontanthjælpsmodtagere, langvarigt sygemeldte, førtidspensionister og en del efterlønsmodtagere, som ikke længere er med på det egentlige samfundshold. Disse mennesker ville have det meget bedre, hvis de fik lov at arbejde i et eller andet omfang og være med i det pulserende, skabende samfund med den identitet, det giver. For alle har brug for at føle, at de er noget værd, og at nogen har brug dem.

Fattigdomsdebatten og kampen mod fattigdom er yderst reel. Men det bekymrer mig, at den – ud over det gode formål – i høj grad handler om ord. Hvordan går det til, at et så tungt og nærmest ubærligt begreb som fattigdom får denne i nogen grad retoriske status i debatten? Måske skyldes det aktiveringen af de ubevidste tunge og skræmmende forestillinger, som selve ordet ’fattigdom’ frembringer i de dybere og styrende lag af vores sind. De fleste er jo enige om, at rigtig gammeldags materiel fattigdom stort set ikke findes i Danmark mere.

Det er fint, hvis Det Europæiske Fattigdomsår kan være med til at sætte fokus på de få, som vitterligt lever fattigt, for eksempel på gaden. Men i forsøget på at hjælpe dem skal vi ikke glemme den store gruppe af mennesker, som reelt er ekskluderet fra arbejdsmarkedet, og dermed udelukket fra at kunne forsørge sig selv. De mennesker møder vi på Kofoeds Skole.

Mange lever i isolation og ensomhed. Langt de fleste vil gerne ud af den passive forsørgelse på dagpenge eller kontanthjælp og har krav på, at vi holder døren åben og hjælper dem til igen at blive en del af fællesskabet. Vi skal ikke glemme de mange, fordi vi kun har øje for de få.

Hovedopgaven er derfor nu integration og inklusion. Der er behov for nye fokuspunkter i det sociale arbejde – ikke en tilbagevenden til et fattigdomsbegreb, der anvendes diffust og i sin centrale betydning er så godt som tømt for mening i dagens Danmark. Vi skal alle føle et ansvar for hinanden i hverdagen og sammen sikre, at de, som et blevet kørt ud på sidesporet af et strømlinet samfund, atter får mulighed for at blive en del af fællesskabet.