Debatten om Det Kgl. Teater har nu raset i et stykke tid. Der er en række faktorer, som udløste debatten: nyheden om faldende publikumstal i 2009, diskussionen om Det Kgl. Teaters ret til at spille musicals som ’My Fair Lady’ samt teaterledelsens – vores – udmeldinger om, at bevillingerne ikke slår til i forhold til de bygninger såvel som forventninger, Det Kgl. Teater er udstyret med.

Debatten er da også kommet til at handle om mange forskellige ting på én gang, og det er jo på mange måder godt nok. En debat om, hvad vi skal med vores nationalscene, er en god og positiv ting, og vi kan kun hilse det velkomment i en tid, hvor det kan være svært at trænge igennem med budskaber og debat om kunst, der ikke involverer et element af amatørkonkurrence og udstemning.

At vi, der har fået det privilegium at sidde i Det Kgl. Teaters direktion, skal kigges kritisk i kortene, er også helt i orden, ja, mere end det. Sådan skal det være. Så lad os starte med at hilse debatten velkommen: Den er tiltrængt.

Alligevel er der nogle elementer af debatten, som vi må reagere på. For det er, som om det på det seneste har bidt sig fast i debatten som et faktum, at Det Kgl. Teater er i dyb kunstnerisk krise. Senest skrev Information i sin leder 7. april, at »Det Kgl. Teater befinder sig i en kunstnerisk krise af langt værre dimensioner« (end diskussionen om musicals), og Politikens leder 10. april taler om »den dybe krise på Det Kgl. Teater, som ikke har et offensivt bud på, hvad forskellen er på public service-teater og alt andet teater«.

Hvad er det for en kunstnerisk krise, der er tale om? Hvornår kom den ind i debatten?

Det er ikke den oplevelse, man har inde på teatret, hvor vi har solister, operakor, balletkorps og orkester, der måske er på et højere niveau end nogensinde før eller i alle fald i lang tid. Og det er svært at genkende det billede efter et 2009, hvor også anmelderne fra de selvsamme aviser gennemgående roste os for et virkeligt højt niveau.

Anmeldelser udtrykker ikke sandheden – men alligevel: De tre kunstarters tilsammen 19 premierer på de store scener i 2009 scorede i gennemsnit omkring 4,5 stjerner ud af seks mulige i de tre store dagblade, og de tre kunstarter bød alle på ekstreme topscorere som ’B for Balanchine’, ’Richard III’ og ’Ariadne på Naxos’ – tre forestillinger, der vel faktisk er ret gode bud på ’public service-teater’. Men også ballettens ’Hot Hot Hot’, en stor succesfuld verdenspremiere som operaen ’Livlægens besøg’ eller Frank Castorfs udgave af ’Stuk’ i Skuespilhuset var eksempler på elitære projekter, der lykkedes. Og i 2009 vandt Operaens udgave af ’Ringen’ prisen som året bedste opera på dvd i konkurrence med alle verdens største operahuse. Hvad er det for en krise, vi taler om?

At der også var skuffelser i repertoiret, er ikke alene uundgåeligt, men må også være en del af kravet til nationalscenens risikovillighed. Men at Det Kgl. Teater i 2009 i særlig grad skulle mangle bud på, hvad godt ’public service-teater’ kan være eller skulle være i en dyb kunstnerisk krise – hvor i al verden er den påstand kommet fra, og kan vi bede om at få den underbygget?

Lovbrud at spille musical?
Er det da så, fordi vi mangler forestillinger, der appellerer bredt? Operetter som ’Flagermusen’ og ’Den glade enke’ har trukket masser af mennesker i Operaen, men også en opera som ’Carmen’ trækker i denne sæson 45.000 mennesker i Operaen! Og vi spiller også med glæde og stolthed en musical som ’My Fair Lady’.

Det er ikke nyt, at Det Kgl. Teater spiller operette og musical, og naturligvis både kan og skal vi også kunne spille et fremragende værk som ’My Fair Lady’. Det skal vel ikke være diskvalificerende for værket, at mange mennesker synes, at det er godt?

Naturligvis skal Det Kgl. Teater tænke sig om – og vi skal ikke bruge vores særstilling til at tromle andre. Men samtidig skal kunne spille alle former for teater, så vi appellerer til så mange forskellige former for publikum som muligt. Og vi har et ansvar for også på nationalscenens præmisser at satse og tage ansvar for at skabe nye tolkninger af værker som ’Flagermusen’ eller ’My Fair Lady’.

Hvis vi hele tiden brugte hovedparten af vores kræfter til brede forestillinger, kunne vi forstå anklagen for at misbruge vores stilling til konkurrenceforvridning. Men langt hovedparten af teatrets forestillinger er altså i den smallere afdeling.

Påstanden er, at vi tager Ladyen på plakaten, fordi billetsalget svigter. Men det er et stort værk, der planlægges flere år i forvejen, og beslutningen blev derfor taget, før billetsalget begyndte at falde og vi solgte rekordmange billetter. Vi har rent faktisk lyst til at spille det værk, tro det eller ej. Og vi har lyst til at spille det på Gamle Scene for at vise, hvordan den scene kan være alive and kicking, hvis vi har ressourcerne til at udfylde alle vores huse.

At professor i dramaturgi Jørn Langsted decideret mener, at det skulle være lovbrud at spille musical, er lidt svært at tage alvorligt: dels har vi gjort det før, dels står der blot i loven, at vi skal spille opera, ballet og skuespil – ikke at vi ikke må spille andre ting. Skal vi så også droppe Kapellets symfonikoncerter? Og dels fordi det faktisk udtrykkeligt er nævnt flere steder i den store betænkning om Det Kgl. Teater fra 1979, at vi skal spille musicals.

Vi kritiseres således både for at være for smalle og for brede. Og dermed er krisen måske i virkeligheden ikke så dyb – måske har vi faktisk ramt balancen?

Det er rigtigt, at vi har set et fald i antallet af tilskuere fra rekordåret 2008 til 2009. Det tager vi meget alvorligt, også selv om vi kan se, at faldet med nøjagtig præcision satte ind sammen med finanskrisen i oktober 2008. Ligesom mange stamkunder skriver til os og roser niveauet, men siger, at det ganske enkelt er for besværligt for dem at komme frem og tilbage til Operaen, så de derfor kommer færre gange end tidligere. Måske bør man endelig finde en god løsning på Operaens adgangsforhold, og måske har det også noget med faldet at gøre?

Men naturligvis tænker vi over, om det, vi spiller, er det rigtige. Vi synes bare, at det er vigtigt, at der både er plads til det elitære og det brede – og det er mærkeligt at møde stærk kritik for at miste publikum, når vi samtidig kritiseres at spille for brede forestillinger.

Førende i Europa
Heldigvis kan vi da også konstatere, at vi på trods af faldet i solgte operabilletter stadig sælger langt flere billetter end før Operaens åbning, og at vi sammenlignet med andre byer sælger rigtig mange operabilletter per indbygger. Målt på den måde ligger vi blandt de førende i Europa.

Og at statstilskuddet per billet, som det har været anført i debatten, steg voldsomt fra 2008 til 2009, hænger først og fremmest sammen med, at tal er en taknemmelig størrelse. Det vil nemlig falde markant igen fra 2009 til 2010, da forestillingerne og dermed publikumstal fordeler sig ujævnt hen over årsskifterne – og nogle store forestillinger falder i 2008 og 2010, men ikke i 2009.

Men hvad er det så, nationalscenen burde gøre?

12. marts havde Politiken en artikel, hvor forskellige teaterfolk kritiserer Det Kgl. Teater. Det er folk med meget forskellige dagsordener og uden nogen form for entydigt bud på, hvad det er, der skulle være galt. Det er helt i orden, og der er en del af forslagene og kritikpunkterne, herunder diskussionen om et mere målrettet arbejde med inklusion, som vi bestemt bør tage til os og gøre bedre.

Men det virker mærkeligt, at nationalscenen beskyldes for at være gammeldags og kun spille for ældre, hvide, heteroseksuelle par fra Nordsjælland (– det med de heteroseksuelle er i hvert fald forkert! –), uden at det anføres, at der på teatrets scener netop nu er en mangfoldighed af eksperimenter: skuespillets ’Temporary National Theatre’ og særdeles eksperimenterende Kafka-forestilling ’AFKAK FAKAK FKAKA’. Eller operaens kommende ’Waiting in Nowhere’, en opera om Sandholmlejren skrevet af en bosnisk komponist og en chilensk forfatter til os. Det virker i nogen grad, som om debatten forholder sig til folks idé om Det Kgl. Teater, snarere end om det vi rent faktisk laver.

Og når Trevor Davies i samme artikel anfører, at Det Kgl. Teater hører til de dyreste nationalscener i Europa, så må vi i alle fald protestere. Det er ganske enkelt usandt. Hvis vi skulle komme i nærheden af de budgetter, Wiener Staatsoper eller Burg Theater, La Scala, Covent Garden eller Pariser Operaen har per forestilling, så lover vi, at I aldrig skal høre brok fra os igen!

Når man anfører, at Det Kgl. Teater får meget mere i tilskud end alle de andre teatre i Danmark, er det en mærkelig debat. Ja, naturligvis. Men der er heller ikke andre teatre i Danmark med eget symfoniorkester, balletkorps og fuldt operakor. Vi har fået fantastiske rammer til at udfolde det kunstneriske potentiale, som er til stede, men det koster penge at have en nationalscene, der kan gøre sig på internationalt niveau.

Investering i fremtiden
Vi føler os ikke kaldet til at kræve de andres tilskud sat ned – vi tror tværtimod på, at en investering i et samlet stærkt teater- og kulturliv er en investering i fremtiden. En investering i et stærkt, kreativt samfund med gode kulturelle tilbud og en stærk kunstnerisk infrastruktur, der gør Danmark til et attraktivt sted for mennesker såvel som virksomheder at opholde sig. Hvorfor prøver vi i branchen at kræve pengene taget fra hinanden? Mere teater avler mere teater, et stærkt kongeligt teater og en stærk teater-’underskov’ er ikke konkurrenter, men hinandens forudsætninger.

Derfor er det naturligvis også en dårlig idé, når Jørn Langsted foreslår nationalscenen opløst, så man i stedet kan lade andre teatre være nationalscene et par år ad gangen – alt efter hvor de gode ideer er. En internationalt stærk nationalscene kræver langsigtet arbejde med talent, med tradition og udvikling og kræver store og dyre fysiske rammer – Det Kgl. Kapel var ikke blevet det fantastiske orkester, det er i dag, uden et langsigtet, intenst arbejde med kvalitet. Selv om det naturligvis er mere i tidens stemning, at tingene skal gå hurtigt, og at det langsigtede er kedeligt.

Men vi kan også berolige Jørn Langsted: De kunstneriske chefer er kun ansat for tre-fire år ad gangen, så savner man visioner, eller finder man mere spændende visioner et andet sted, så kan man uden problemer skifte os ud uden at ødelægge hele den fantastiske institution, Det Kgl. Teater er.

Det Kgl. Teaters problem er ikke, at vi har fået fremragende nye rammer om den kunstneriske udfoldelse, og der er ingen tvivl om, at både Operaen og Skuespilhuset har bidraget til et væsentligt kvalitetsløft af teatrets forestillinger og dermed til, at vi nu kan tiltrække bedre internationale kunstnere som Frank Castorf eller Anna Netrebko.

Vi skal hverken lukke Gamle Scene eller – som Politiken foreslår – levere Operaen tilbage. Tværtimod synes vi faktisk, vi burde være stolte af at have en så stærk og fremtidssikret kulturel infrastruktur i København med nyt operahus, skuespilhus, koncerthus, nationalbibliotek, museum for moderne kunst, udbygget Statens Museum etc.

Svaret er naturligvis ikke at lukke husene, men at sikre, at de midler, der er forudsætningen for husenes optimale drift, er til rådighed, så det høje kvalitetsniveau kan sikres og udbygges til glæde for hele dansk teaterliv.

Tillad os derfor at sige, at vi på Det Kgl. Teater er utroligt stolte af både vores bygninger, vores kunstnere og vores kunstneriske niveau. Lad os få en debat om, hvad nationalscenens rolle skal være. Men lad os komme dybere end en omgang medieselvsving, der ikke for alvor interesserer sig for, hvad der reelt sker på teatret, eller hvilke ressourcer der skal til, hvis man virkelig på sigt vil holde fast i visionen fra den politiske fireårsaftale fra 2004-2008, perioden med åbningen af Operaen og Skuespilhuset: at vi skal op og være blandt de ypperste i Europa.