Danmark har været styret af en dæmon siden 2001. Befolkningen tier og vånder sig. Politikerne træder varsomt for ikke at skride og falde på Anders Fogh Rasmussens blodige sti. Vi lider under et kollektivt identitetstab.

’Arven fra min far’ hedder den måske mest læste bog om Barack Obama. Det er beretningen om barnet af en hvid mor og sort far, som fandt sin egen identitet, blev USA’s første farvede præsident og tændte et lysende håb i menneskers hjerter overalt på kloden.

Arven fra herkomst og opvækst er et blandingsgods, man ikke ukritisk tager ind. Anders Fogh Rasmussen magtede ikke at finde sin egen identitet. Med arven fra sin far perfektioneret blev han Danmarks statsminister, 2001-2009, spredte et mørke af frygt og forlod et land i chok med en skyld og skam, vi ikke kan bære.

Som nyvalgt statsminister dryssede han fra begyndelsen rundhåndet værdiopgaver ud til sine ministre med stikord fra et diffust sammenrod af ideologier, så han kunne få ro til at regere. Med et væsen så stålsat, at der kunne støbes soldaterhjelme af det, styrede han landet. Han forstod ikke, at værdi i sig selv ikke er et plusord.

I 1930’ernes Tyskland skete der noget, som masserne fandt værdifuldt, og som førte til holocaust. Et begreb, som ikke skal bruges i utide, men det er på tide nu, at vi som land og folk tager det på os, at vi er medansvarlige for den omfattende, systematiske udryddelse af mennesker i Irakkrigen.

Det er tid for ’værdiministrene’ og alle andre politikere at erkende, hvad der skete. Det er tid nu at respektere, hvad vi siden 1864 har vidst og lovgivet efter: Krig er død og ødelæggelse. Man sender helte ud og får vrag hjem.

I de 30 år, han arbejdede manisk for Danmark, var der én, siger skriver én politiker, som sagde det, hun så: Den mand er farlig! Det skete, da han havde tændt en milliard muslimers had mod os. Nødsaget til at gå på arabisk tv for at forklare sig slog han verdensrekord i infantilt billedsprog og reddede os nogle få millioner af de enorme summer, vi stadig mangler i eksportindtægt.

Marianne Jelved tog konsekvensen og måtte gå som radikal partileder, da hun fastholdt, at hun aldrig ville være med til at pege på AFR som statsminister.

Arven efter Anders Fogh
Et stille, fint fordelt chok gennemsyrer befolkningen og det politiske arbejde. Politikerne træder varsomt for ikke at skride og falde på hans blodige sti. Udvalg nedsættes om borgernes brug af beklædning, mens soldaten uden ben ikke kan få proteser og må klare sig med to blanke stålrør. En partileder melder forbud mod parfume på hospitalerne og siger dagen efter, at tiden er inde til valg, og det gamle arbejderpartis leder taler videre i spindoktorstereotyper og krigstermer om noget, der ikke har med vores liv at gøre.

Arvtageren, Lars Løkke Rasmussen, har fået topti-liste på hjernen af, at vi står på verdens andenplads som terrormål, og erklærer fra mørket, at vi skal være et af verdens ti rigeste lande og på listen over de fem med højeste levealder, mens der fyres hospitalspersonale i stor stil, fordi uansvarlig økonomisk politik har slået bunden ud af statskassen.

I dæmoniens skygge spreder uforstand og dumhed sig som svampemycelium. Uanede mængder af spalteplads og sendetid er ødslet på meninger om den borgerret, den demokratiske styreform hviler på, og som fik sin første lov i England i 1665, i Sverige og Danmark i 1700-tallet før Den Franske Revolution. (Et ord med y på 13 bogstaver).

Nu kan vi ikke mere. Befolkningen tier og vånder sig.

Den syriske tv-instruktør, som under ophold i Danmark var blevet overbevist om, at det med Muhammedtegningerne ikke var en del af det danske samfund, tror, det må skyldes politisk konspiration udefra. Nej, det kommer fra én mands hjem lidt nord for Viborg.

Dem, der har meget, skal have mere, dem, der kun har lidt, skal fratages mere, fremmede med uddannelse, som kunne gøre gavn i deres hjemland, lokkes hertil og bydes velkommen, afmægtige mennesker skal ud herfra, også dem fra Irak. Vores svageste grupper, børn, syge og gamle, må forstå, vi er i krise, og vise tilbageholdenhed, store børn, som ikke kan opføre sig ordentligt, sætter vi i fængsel. Jamen, det er da ikke os, ikke mig, ikke mig ... vi lider under et kollektivt identitetstab.

»Den tapre skrædder, der slog et slag for verdensfreden«, sidder nu som Nato-generalsekretær i Bryssel i et personligt identitetstab som tilhørende den embedsmandsstand, han som skatteminister, 1988-1993, mødte med en så gennemført foragt og brutalitet, at ’idioterne’ måtte dolke ham.

I Bryssel forvalter han beslutninger, i stor udstrækning truffet af den amerikanske præsident ud fra den arv, han fik efter sin far. AFR’s arv fra sin hænger vi på, indtil vi erklærer, at vi ikke vil vedgå arv og gæld, herunder det dæmonisk indesluttede, som kun kan ophæves ved sprog og kommunikation.

Dommen over Irak
Det gøres ved en gennemgribende analyse punkt for punkt af de tilstande, der herskede under hans terrorregime (ikke mit ord), med udgangspunkt i Skatteministeriet, hvor embedsmændene blev behandlet som umulige børn, der skulle holde mund, og som så deres leder som en stiktosset og hysterisk mand, der gjorde folk så bange, at de ikke turde advare ham, når han tog fejl.

En chef uden banal ledelseskompetence, som stampede rasende i gulvet og råbte: »Jeg vil ikke. Jeg vil ikke«.

Hastesagen i Danmark i dag er en forfatningsdomstol, så vi aldrig igen skal have at vide, at vi som borgere ingen retslig interesse har i, hvilken politik der føres i vores land. (Jævnfør Højesterets afgørelse 17.3. om, at sagsøgerne om Irakkrigen ikke er søgsmålsberettigede). Som jeg læser grundloven, skete der brud på to af dens bestemmelser, da vi gik i angrebskrig.

Det har nylig været hævdet, at Tony Blair fik personlig, økonomisk vinding af Storbritanniens deltagelse i Irak i krigen. Noget lignende er efter mit bedste skøn utænkeligt i tilfældet AFR. Nok betegnes han som en modbydelig strateg, et dumt svin, som nådesløs, uhørt brutal, uhyggelig og blottet for skrupler (stikord fra fem embedsmænd i Skatteministeriet).

Men banal svindler, nej, jeg tror aldrig, han har taget en krone af kassen. Det er hans ærinde for alvorligt til.

USA var fra barn hans store forbillede. Raceurolighederne forstyrrede billedet en tid, men han fortrængte, at det er ulighedernes land. Efter mange års slid og slæb i politik fik drengen det klap på hovedet, han higede efter, af far-substitutten, George W. Bush.

Den lille dreng
I grunden tror jeg, AFR er bundreel.

Historien om barnet af en mor, der var gårdsmandsdatter, og en far, der var husmandssøn, beretningen om drengen, hvis begavelse ikke rakte til at bearbejde arven, og som ikke magtede at inkorporere de egenskaber, der skal til for at blive eller fremstå som et helt menneske, kunne i kortform begynde her:

I en periode i 1967 græd en 11-årig dreng sig i søvn hver aften på sit værelse på forældrenes gård i Jylland af fortvivlelse over, hvad der skulle blive af ham og familien, da gården var i svær økonomisk krise.

Som ældst af tre drenge havde han eget værelse på loftet og bar arbejdsbyrder og ansvar på sine skuldre som en voksen mand. Fra tiårsalderen kom ingen for at lege mere, han skulle altid fodre, malke, muge, tærske og læsse roer. Men lige lidt hjalp det. Ulykkerne ramlede ned.
Tegning:  Per Marquard Otzen
Renten var steget, sommeren havde været alt for tør, høsten blev katastrofalt ringe, og den nyindkøbte svinebesætning blev syg med dysenteri og tarmbrand. Sygdommen bredte sig til den oprindelige besætning. I sommervarmen gik far, mor og de tre drenge og bar døde dyr ud, spulede, skurede, skrubbede, desinficerede og kalkede svinehuset.

Gården blev sat til salg. Drengen Anders tog det tungest af dem alle. Faren kunne blive murerarbejdsmand, sagde han, brødrene tænkte, de kunne tilbyde deres arbejdskraft andre stedet og tjene mange penge. For Anders var det en tragedie. Hele hans tilværelse brasede sammen, ingen talte med ham om det.

Hvad følte han, den 11-årige dreng, når han lå i mørket alene og græd? Hvordan gik ulykken ind på hans sanser? Hvad skulle der til for at løse problemerne? Svaret lå ligefor: »Magt og penge«. Hvad skulle der til for aldrig igen at rammes af så stor en smerte? I det ubeviste har svaret været: »Du må ikke mærke«.

Spejlets blinde vinkel
Gårdens krise blev afhjulpet, familien blev boende og knoklede løs. Som voksne var ingen af børnene knyttet til hjemmet, slet ikke Anders, de andre kom hjem en gang imellem, det gjorde han ikke. Som et genfærd af det barn, han engang var, som tænkte klart og følte dybt, stred han videre i livet.

Den smerte, et barn engang følte, genererer og regenererer i særlige tilfælde brændstof til skabende eller ødelæggende kraft. For de fleste går tryghed og glæden i det lange løb lige op med smerten, så det sårede barn kan forvalte barndommens samlede pulje til et nuanceret voksenliv mellem de to yderpunkter.

Polerne spejler hinanden. Talent, disciplin og høj arbejdsmoral, ærgerrighed og en vis ydmyghed havde AFR tilfælles med den skabende kunstner foruden en ild, der brænder til et livs satsning.

I spejlets blinde vinkel findes kunstnerens mentale gehør og latente tvivl, i modpolen er de fraværende. Det gjorde ham dygtigere end de fleste og farligere end nogen.

I hans regeringstid mødte pressen sin overmand og opgav til dels rollen som den fjerde statsmagt. Imponeret af flid og en kolossal arbejdsevne bar man sag efter sag over med ham, når han havde dummet sig. En stort set samlet presse roste ham, når han holdt op med at lave ulykker (Irakkrigen). Det er næsten mere, end der kommer et højt elsket barn til del.

At blive danske verdensborgere igen
At frembringe noget, som føles smukt og sandt, kan hos kunstneren i små, lykkelige øjeblikke få glæden til at stå som en søjle gennem kroppen med en tak til ... altets skaber.

Hvornår indtraf AFR’s lykkelige øjeblikke? Måske har han dem til gode endnu. Den aften i november 2001, da han blev statsminister, var det mere frygteligt end interessant at se det stumme drama i de glasblå øjne fæstnet til kameraets linse, mere skræmmende end morsomt at se tandsættet blottet mellem læberne i en grimasse som Charlie Chaplins, når nøden er størst og hjælpen ude af sigte.

Hvad var han bange for? Opgaven, byrderne eller for at forbryde sig mod ånden efter en farfar, der hældede til de radikale og socialdemokraterne eller faren, den rendyrkede Venstremand. Tallene havde vist ham den vej, han måtte gå for at få magt – ikke kun af navn.

Lort er kagen, er guldet, sådan var det i gamle dage på landet, lort berigede jorderne og sikrer god høst. Møddingen lå midt på gårdspladsen, så man kunne holde øje fra alle sider, at ingen stjal fra den.

Lort er ikke stuerent, det stinker og svider i øjnene. Hvad ingen før havde kunnet få sig selv til, gjorde drengen fra landet uden at blinke: Skovlede et racistisk anlagt partis mandater på sin trillebør og kørte dem ind i Statsministeriet.

Så rankede han sig og lod sin nybygning, døbt VOK, glide af tørdokken, rankede sig yderligere og rettede det glasblå blik mod horisonten for at se skibet ligge flot. Alt som fartøjet nåede længere ud og magsvejr blev uvejr med brodsøer og trussel om underdrejning og forlis, drog han med sine og landets sidste energier ud i den vide verden, fandt sin redningskrans og kaldte sin nyerhvervede stilling: »En anerkendelse af Danmark for det, vi har gjort, og det, vi står for«.

Hvad har vi gjort? Hvad står vi for? Ved vi det? Gider vi overhovedet beskæftige os med det? Hvad rager trængslerne efter en uansvarlig økonomisk politik os, så længe der postes milliarder ud til krig, mens man ikke vil kræve de nødvendige skatter ind fra dem, der har nok, til at opretholde og genskabe almindelig anstændighed.

AFR’s systemskifte blev en effektiv, total manipulation af folk og land. Partierne fægter kraftløst hid og did uden kontur og profil. End ikke, måske i særdeleshed ikke, det parti, på hvis vegne han handlede, ved, hvor det står.

Så godt og grundigt er der rodet rundt i ideologi, politisk holdning og særkende, at de fleste formentlig er ligeglade med, hvor det ender, når blot vi får et hold af politikere, som forstår identitetstabet alvorligt, vil omgås begrebet værdi med varsomhed og hjælper os til at blive danske verdensborgere igen.