Tidligere startede beretningerne fra hovedbestyrelsen til SF’s landsmøder billedlig talt i en satellit i verdensrummet. Herfra tog den sig en tur omkring kloden, og undervejs blev den politiske og revolutionære situation i verdens brændpunkter og supermagter tilbørligt analyseret.

Til sidst landede den i det lille land Danmark, hvor den tog sig tid til at karakterisere de ikke særlig ophidsende økonomiske og politiske forhold.

I dag er det omvendt.

Nu er hovedbestyrelsens beretning kortere, Danmark fylder det meste, og verden udenfor bliver kun inddraget i forhold til dens betydning for Danmark.

Herfra vor verden går.

Et lignende skifte afspejler sig i SF’s to partiprogrammer. En afgørende sætning i SF’s princip- og perspektivprogram fra 2003 lyder: »Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen«. Programmet er skrevet i marxistiske grundbegreber i den revolutionsromantiske tradition og er meget ordrigt.

Den parallelle sætning i SF’s reformprogram fra 2009 lyder: »SF vil med dette reformprogram præge samfundets udvikling i en socialistisk retning«. Programmet er kortere, konkret, handlingsorienteret og med solidt udgangspunkt i den danske virkelighed. Ordet socialisme forekommer kun denne ene gang.

Den officielle forklaring på forskellen er, at reformprogrammet er et handlingsprogram i 12-15 års perspektiv. Reelt er der tale om et opgør med den marxistisk-intellektuelle analysetradition til fordel for fælles, bæredygtige og danske værdier. Der er med andre ord sket en vægtforskydning fra socialistisk til folkeparti.

Imellem de to programmer og beretningstyper ligger, hvad jeg vil kalde ’Villy-omvæltningen’ fra 2005, da Villy Søvndal blev formand. Villy-omvæltningen skulle slutte striben af valgnederlag frem til 2005. Den skulle bringe partiet væk fra det 68-agtige, støvede og røde look til noget yngre og moderne, som kunne hamle op med de borgerliges tiltrækning på især de yngre vælgere. Det betød en særlig markedsføring af formanden og personificering af partiet, som man jo kender fra andre partier.

Visuelt betød det, at på første landsmøde efter Villys formandsvalg var de røde faner erstattet af fotostater af formanden i politisk sympatiske situationer. Det vakte kritik og tale om persondyrkelse.

På næste landsmøde blev de røde faner genindført, og fotostaterne er ikke set siden. Succesen var hjemme ved folketingsvalget i 2007 med fordobling af mandattallet til 23. Tilsyneladende er det et resultat af partiets ændrede image, men jeg mener der ligger mere permanente og afgørende ændringer bag.

Venstrefløjsvælgere har ændret grundlæggende opfattelse af, hvad socialisme er og ikke er. De har lært, hvad socialisme ikke er ved sammenbruddet og opløsningen af de kommunistiske regimer i Østeuropa. Samme lære er uddraget af ændringen af Kina og Vietnam til autoritære kapitaliststater. Hertil kommer erkendelsen af, at socialisme/kommunisme i Cuba og Nordkorea er garanti for fattigdom og undertrykkelse. I stedet må fokus rettes mod de skandinaviske lande som noget, der kan ligne socialisme.

Hvad skal man kalde et land som Danmark, hvor de offentlige fællesudgifter svinger mellem 55 og 60 procent af bruttonationalproduktet og fordeles efter fireårsplaner kaldet overslagsår, uanset om regeringen er rød eller borgerlig? Det ligner vel socialistisk planøkonomi.

På den anden side: De fleste skatter til finansiering af den fælles velfærd opkræves hos de to tredjedele af arbejdsstyrken, der arbejder i den privatejede sektor, som bestyrer langt størstedelen af produktionsapparatet. Så Danmark er altså et kapitalistisk land, vil en traditionel marxistisk analyse sige. I mangel af bedre udtryk kalder vi det blandingsøkonomi.

Venstrefløjspartierne har ganske vist forsøgt på at gøre danskerne mere korrekt socialistiske ved at foreslå ØD- og VD-ordninger byggende på lønmodtagerandele af ejerskabet til virksomhederne. Forslagene herom har fået en trang skæbne, for danskerne er ikke så optaget af fælles ejerskab, som socialistiske partier kunne ønske.

I stedet har danskerne helt jordnært via arbejdsgivere og fagbevægelse opbygget store pensionsfonde, som gennem aktiekøb praktiserer medejerskab til danske og udenlandske virksomheder. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er praktisk socialisme eller indøvelse af lønmodtagerorganisationerne i kapitalistisk tankegang.

Det er altså ikke i tanker om fælleseje og nationaliseringer, at venstrefløjens fortsatte mulighed for succes ligger. Hvad der virkelig tæller, er forsvaret for den fælles velfærd. Det ses klart i vælgerundersøgelser fra 90’erne og frem.

Den borgerlige regerings overtagelse af magten i 2001 skete på baggrund af lanceringen af de to kendte stop: udlændingestop og skattestop. Det sidste endda med løfte om forbedret velfærd.

Opbakningen til disse stop viser, at der er en politisk grænse for, hvad danskerne vil acceptere af indvandring, og at grænsen for skattetryk nok går omkring de 50 procent.

Begge stop har fået de afgørende midtervælgere til at stemme borgerligt siden 2001. Mange af disse vælgere samt tidligere socialdemokrater stemmer nu SF eller truer med det, for skattestoppet har udviklet sig til et velfærdsstop, hvad der jo ikke lå i den oprindelige kontrakt. SF skal bruges til at rette op på velfærden og til at presse Socialdemokraterne samme vej.

Det samme gælder dog ikke udlændingestoppet, som vælgermæssigt ligger ret fast. Men politisk arbejde for den fælles lokale velfærd var ikke nogen vindersag i partiet, da jeg blev SF-medlem i Århus i 1972. Det var lidt nørdet at interessere sig for kommunalpolitik og gå ind i en kommunalpolitisk baggrundsgruppe.

De toneangivende partimedlemmer placerede sig i marxistisk inspirerede arbejdsgrupper mest bestående af studerende, men helst med deltagelse af en rigtig arbejder, som fik en slags helgenstatus. Her skrev man ordrige udkast til programmer for revolutionær magtovertagelse i verden og Danmark i tæt konkurrence med andre venstrefløjsgrupperinger – og med bitre stridigheder om nuancerne.

Men SF’s kommunalpolitiske succes fra 1986 viste, at folk med ambitioner sagtens kunne vælge kommunalpolitik som politisk karrierevej i stedet for en fagforenings- eller landspolitisk karriere. Netop Villy Søvndal var skoleeksemplet med sine succesvalg i 89 og 93 i Kolding med op mod 25 pct. af stemmerne og sit efterfølgende valg til Folketinget i 1994.

I næsten enhver SF-partiforening blev den lokale kommunalpolitik det afgørende omdrejningspunkt for aktiviteten og ambitionerne. Hvad har denne fundering i den konkrete lokale politik så lært SF? Jo, den har lært partiet at søge magten, for vælgere foretrækker hænder, der arbejder og risikerer snavs frem for rene hænder i skødet – eller hængekøjen! Jeg mindes stadig med en vis undren, at jeg i SF-Århus i 70’erne var med til at argumentere for, at vi ikke skulle tage imod en rådmandspost, hvis vi fik chancen – det var for beskidt!

Op mod 2005 oplevede SF et stadig større skisma mellem sin kommunale resultatorientering og sin landspolitiske markeringspolitik. Markeringspolitikken gav ikke vælgermæssig bonus – tværtimod. Fra 1988 til 2005 var der en samlet tilbagegang fra 27 til 11 mandater. Det motiverede til, at Holger K. Nielsen forlod formandsposten. Valget af Villy Søvndal markerede partiets opbakning til, at den lokalt og regionalt udviklede resultat- og magtorientering også blev gjort til landspolitisk strategi.

SF skulle tiltrække flere vælgere og komme i regering, og det krævede en mere moderne tilgang til politik. De mange ordrige programmer og udtalelser blev afløst af kortere og mere konkrete udspil, og Villys mere selvsikre og humoristiske ledelses- og mediestil kom til at spille op mod Pia Kjærsgaards og Anders Foghs hidtidige dominans på dette område.

Det gav respons i meningsmålingerne. Villys underspillede accept af populariteten og stadige pegen på Helle Thorning som statsministerkandidat kom til at stå i kontrast til Marianne Jelveds reaktion, da vælgerpopulariteten i 2005 fik hende til at ophøje sig selv til statsministerkandidat. Med SF’s valgresultat på 23 mandater i 2007 er det historisk set tredje gang, at partiet har en vælgermæssig optur. I 1966 var man med 20 mandater tæt på regeringsdannelse sammen med Jens Otto Krag. Anden gang var i 1987, da den hidtidige rekord på 27 mandater blev sat. Men de radikale foretrak Schlüter frem for Anker trods S, SF og R-flertal.

Efter begge disse valg fulgte ret hurtigt vælgermæssige nedture. Man kan tolke SF’s to første opture sådan, at mange venstresocialdemokrater brugte SF til at fortælle højresocialdemokraterne, at nu skulle partiets kurs justeres mod venstre. Når justeringen så var sket i vælgernes øjne, vendte de tilbage til det store trygge Socialdemokrati, som det skete i 1971 og 1990.

Den store opgave for SF er at sikre, at den nuværende fremgang ikke ender med at være en lignende midlertidig optur. Kravet er, at man etablerer sig mandatmæssigt solidt ved siden af Socialdemokraterne og er naturligt førstevalg i en centrum-venstre-regeringsdannelse. Dvs. lige så naturligt som Venstre og Konservative plejer at finde hinanden som kernen i en borgerlig regering. Eller som Socialdemokratiet og de radikale fandt sammen i første halvdel i 1900-tallet.

For at det skal kunne lade sig gøre, må vælgerne føle sig lige så sikre på at have andel i magtudøvelsen ved at stemme SF som ved at stemme socialdemokratisk eller radikalt. Her har aftalerne med Socialdemokraterne om fælles udlændingepolitik og skatte- og udgiftspolitik vist vejen, og det samme gælder deltagelsen i forsvarsforlig.

En afgørende markering af modenhed er, at SF nu stemmer ja til finansloven, selv om man ikke har fået sine ændringsforslag igennem og ikke kan lide regeringen – forudsat at regeringen har sit eget flertal på plads. Det er jo ret beset selvmodsigende, at et parti, der går stærkt ind for offentlig velfærd, i sidste ende stemmer nej til at udbetale penge til kommuner, offentligt ansatte og modtagere af indkomstoverførsler.

En sidste afgørende stabiliseringsfaktor er rekrutteringen af de nye vælgere. Grundlæggende har SF’s sikre vælgere været 68’erne. Valgforskerne har kortlagt dem til at være født mellem 1945 og 1960, altså de 50-65-årige typisk med tilknytning til den offentlige sektor. Det er generationen fra ungdomsoprøret, som ved 2007-valget stadig var de mindst borgerlige årgange. De har været de rødeste årgange siden 70’erne.

Men nu er 68’ernes børn ved at komme til. Vælgeranalyserne siger, at de 20-35-årige er bærende i SF’s fremgang, typisk unge i de større byer. 68’erne har vist, at generationsbevidsthed politisk set kan bære igennem over 30-40 år. Generationstilhørsforhold er nu mere dannende for gruppeidentitet end tidligere. SF kan med 50 år på bagen nu høste vælgere på samme vis, som endnu ældre partier længe har gjort, nemlig ved at kernevælgerforældregenerationen selv opdrager de nye vælgere.

Valgforskningen siger, at generelt stemmer halvdelen af børnene som forældrene. 68’erne var generationen, som protesterede mod Vietnamkrigen og kapitalismen. De pressede på for at udvide den ’gode’ offentlige sektor på bekostning af det ’onde’ erhvervsliv. Alt sammen under megen marxistisk analyseren og mange gode sange.

Det lykkedes faktisk. Succesen kan aflæses i, at da Glistrup med Fremskridtspartiet kom til i 1973, var skattetrykket 40 procent. Med Anders Fogh Rasmussen som skatteminister omkring 1990 var det over 50 procent. Det lykkedes nemlig 68’erne typisk som børnefamilier at presse kommunerne – og Schlüterregeringen gav lov – til mere lokal velfærd. For regeringens tøjler på kommunerne var løsere dengang. Den offentlige sektor opfattedes som mere decentral og ikke som en samlet regeringsstyret koncern som i dag. Den nye generation er nu godt på vej ind i SF’s organisation og ind på de parlamentariske poster.

Hvad tilfører den så partiet? Jeg vil sige ungdommeligt gåpåmod og en tiltrængt kontant indstilling til politik som et spil om magten med mindre tilbøjelighed til lange tekster og debatter for debattens skyld. En vigtig ting er, at generationsafløsningen sker fredeligt, for der er ikke tale om egentlige politiske forskelle, højst stilforskelle. Processen gøres meget nemmere af, at afløsningen sker i en tid med politisk fremgang for SF. For nu kan de unge komme til uden at skulle slås med de ældre om positionerne – der er plads til begge parter.

Skoleeksemplet er, at med fordoblingen af mandattallet til 2 ved europaparlamentsvalget i 2009 blev der både plads til veteranen Margrete Auken og debutanten Emilie Turunen. Den historiske modsætning hertil var 68’ernes indtog i SF i løbet af 70’erne. Her var man internt oppe mod typisk ældre arbejderårgange. I Folketinget var de ældre repræsenteret ved en gruppe kaldet ’de fem’, som gik ind for indkomstpolitik, en højrefløjsafvigelse, som SF altid har lagt afstand til.

Generationsopgøret blev hårdt og bittert både på grund af de politiske forskelle, og fordi det foregik i en periode, hvor SF gik tilbage og nåede sit bundniveau på 7 mandater i 1977. Opgøret endte med de unges, 68-generationens, sejr. De ældre højrevendte blev stemt ud af medlemmerne med bl.a. partilisten som våben. Det turde man ikke overlade til vælgerne. 68’ernes centrale magtbase var hovedbestyrelsen, som fra da af blev partiets magtcentrum mellem landsmøderne. Afklaringen gav i løbet af 80’erne fremgang fra de 7 frem til 21-27 mandater. Af dette forløb kan man lære, at åbenlys politisk strid og magtkamp i et parti aldrig har været en kvalitet i vælgernes øjne.