Børns vilkår og sårbarhed er politisk varme temaer i en tid, hvor politikere og andre ledende meningsdannere mener, at enhver bør være sin egen lykkes smed.

I denne ånd udsættes også børn for krav om større individuelt ansvar og konkurrencekraft, ligesom de opfordres til at opfatte ulighed som præstationsfremmende snarere end uretfærdig.

Præsterende, ’kompetente børn’ forventes at vise voksent ansvar og effektivitet, mens stadig flere diagnosticerede og ’udsatte’ børn behandles med medicinering og overvågning.

Samtidig er omgangen mellem børn og voksne et varmt emne, der omfatter både forældreskab, folkeskole og børns sårbarhed over for eksempelvis seksuelle overgreb.

Det værdipolitiske fokus på børn skyldes sandsynligvis, at børn udgør en naturlig udfordring for ideologien om, at enhver er sin egen lykkes smed: Børn kan i sagens natur ikke klare sig uden hjælp.

Lykkesmeds-ideologien fornægter betydningen af sociale omgivelser og påstår, at fattigdom udelukkende er et spørgsmål om negativ mentalitet og manglende vilje hos den enkelte.

Men denne påstand modsiges af børns påviselige og helt praktiske afhængighed af opvækstmiljøet.

Derfor er barndommen blevet en varm kartoffel i den værdipolitiske debat om velfærdsstaten og det sociale ansvar: Når et barn karakteriseres ved sin sociale afhængighed, mens den voksne modsat forventes at være sin egen lykkes smed, vil debatten om socialt ansvar hurtigt komme til at handle om grænser for barndom.

Netop grænsen for barndom har tiltrukket sig politisk opmærksomhed i debatten om den kriminelle lavalder. I efteråret talte Dansk Folkeparti om »mere hårdkogte kriminelle« og foreslog at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år.

De blev overtrumfet af Venstres socialordfører, der foreslog helt at afskaffe en lavalder. De konservative mente at »de kriminelle bliver stadig yngre«, og argumenterede sammen med regeringen som helhed for en sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år.

Værdiskred
Disse politiske udmeldinger spejler et værdiskred, hvor et barns handlinger og ansvaret for dem alle tillægges barnet selv. Mens barnet stadig skal være 18 år for at få lov at give sin stemme til kende, må det nu endnu tidligere i livet sone for sine gerninger på voksne præmisser.

Den 14-årige betragtes psykologisk og pædagogisk stadig som et barn, men definitionen af dette barns sociale og moralske status er blevet rykket, og det får konsekvenser i spørgsmål om ansvar.

En kriminel lavalder på 15 år har ellers været gældende siden 1905. Reformatorerne mente dengang, at den ’sorte’ opdragelses fokus på moralsk skyld og soning var nedbrydende, og at yngre børn ikke kunne forventes at forstå konsekvensen af deres handlinger, mens frihedsstraf kunne skade dem yderligere.

Reformatorerne satsede i stedet på socialpolitiske og pædagogiske forbedringer.

Men nu ser det altså ud til, at synet på børn igen er genstand for moralsk oprustning frem for social udvikling. Det barn, der findes ansvarligt for noget kriminelt, bærer nu også en moralsk ’skyld’, der giver det voksne samfund ret til at straffe frem for pligt til at yde socialpædagogisk behandling.

Kravene om personlig konkurrencedygtighed og individuelt ansvar for egen livssituation har bredt sig fra voksenlivet til også at skulle omfatte ’det kompetente barn’ og ’det hårdkogte barn’, der har begået ’voksen kriminalitet’.

Men hvad med de mindre kompetente og endnu ikke særlig hårdkogte børn – dem, der kaldes ’udsatte’? De ligestilles med et hvilket som helst andet offentligt område og skal følge ’omkostningseffektive’, politisk udstukne budgetter, uanset den akutte situation og uanset børnenes formelle retskrav på støtte:

»Børn og unge-området er så styrbart, som kommunalbestyrelsen gør det til«, mente Kommunernes Landsforening sidste år og henviste til stramme budgetter. Udmeldingen er for nylig blevet gentaget af socialministeren.

Med dette udgangspunkt kan det ikke undre, at økonomisk trængte kommuner – f.eks. på Lolland og i Nord- og Sønderjylland – overser ’udsatte’ børn, og dermed henviser dem til selv at kunne sige fra og selv at kunne arbejde sig væk fra de dårlige omgivelser og problemer.

Ansvarsplacering
Sidste år kunne medierne berette, at uledsagede flygtningebørn havnede i varetægtsfængsel i op til 62 dage, og i januar i år dokumenterede Ugeskrift for Læger, at hovedparten af de afviste irakiske asylansøgeres børn havde psykiske problemer.

Integrationsministeren fralagde sig ansvaret, og henviste til flygtningebørnenes egne forældrene som eneansvarlige: »Den usikkerhed, forældrene skaber, belaster selvfølgelig børnene. Derfor er det synd for børnene, men det ændrer ikke forældrenes ansvar«, mente hun.

Det var altså familiernes egen skyld, og ministeren ville ikke skride ind for at lette børnenes lidelser.

Børnene var henvist til fortsat at dele familiens kollektive ansvar for at være flygtninge, hvilket de altså i ministerens optik bare kunne holde op med at være, hvis de ville. Dette berettigede den hårde behandling af børnene.

Andre eksempler på, at børns ansvar og status i øjeblikket rydder forsider og fylder politiske programmer, har været madpakkesagen og debatten om bekæmpelse af sexmisbrug.

Det gennemgående tema i alle disse eksempler er ansvarsplaceringen, når det gælder børns tarv: Er det et individuelt ansvar, der påhviler forældrene og børnene selv, eller har andre voksne i samfundet og statens myndigheder et direkte medansvar?

Værdikampen om barndommen bidrager til usikkerheden om forældreroller og -ansvar. Forældreskab omtales i stigende grad som et livsstilsprojekt, hvor forholdet mellem voksen og barn tillægges moralsk betydning og afspejles i opdragelses-coaching og reality-programmer om utilstrækkelige, unge mødre.

Samtidig kommer det frem, at selvskadende adfærd, selvmord, selvmordsforsøg og misbrug blandt børn efter alt at dømme er i vækst.

Gennem massemedierne og voksengenerationens eklatant manglende blufærdighedsfilter konfronteres nutidens børn til overmål med voksenlivets realiteter og populærkultur.

Efter årtiers censureret-opbyggelige og opdragende børne-tv i stribede trøjer præsenteres børnene nu for et utal af kommercielt struttende reklamespots med konkurrencer, selviscenesættelse, vold og sex.

Der rapporteres om, at børn går tidligere i puberteten, seksualiseres stadig tidligere og klæder sig mere voksent og seksualiseret.

Alt imens børnenes bare maver og drukkultur debatteres som moralsk forfald, defineres skolegangen som effektiviseringsprojekt. Regeringen ønsker danske elever »op i den internationale superliga« og pålægger børnene mere ansvar for egen læring.

Derimod blander regeringen sig ikke i det konkurrence- og forbrugspres, der præger børnenes fritidsliv og får stadig flere børn til at påtage sig lønarbejde.

Værdikampens arena
Et dansk børneliv anno 2010 handler i høj grad om varemærker og dyre kommunikations- og underholdningsprodukter. Den, der ikke har råd til computer, spilkonsoller, mobil eller nyt tøj, handicappes socialt.

Mens børnearbejde andre steder i den globale økonomi handler om familiens overlevelse, drives dansk børnearbejde vel mest af det enkelte barns behov for at være på forbrugsmæssig omgangshøjde.

Det bør derfor heller ikke undre, at mange børn vælger helt at forlade skolen efter den obligatoriske grunduddannelse for herefter at kunne hellige sig lønarbejdet og forbrugerlivet i fulde drag.

Mens det tidligere var et privilegium at have råd til en uproduktiv og beskyttet barndom med lærdom og leg, er det i dag en smule moralsk mistænkeligt og taberagtigt, hvis et barn går i lediggang og uforbrugerisk nøjes med at lege, gå i skole og lade sig underholde.

Lønarbejde og en fritid med kontrolleret foreningsliv betragtes som normal dansk børneadfærd.

Børnearbejde, effektiv skolegang og kriminel lavalder er ikke nye temaer i samfundsdebatten, selv om det er en god stund siden, de sidst var varme emner. Vi skal over hundrede år tilbage i tiden, til en periode da børnearbejde og hård afstraffelse af børn var almindelige, men så småt blev udsat for kritik.

I 1866 indførte regeringen i Danmark straffrihed for børn under 10 år, og i 1873 blev det forbudt for børn under 10 år at arbejde på fabrik. Herefter fulgte årtiers gradvise reformer på børneområdet, så en regeringskommission i 1952 kunne erklære, at børn skulle mødes med personlig tillid og venlighed.

Revselsesretten i skolen blev fjernet i 1967 og i hjemmene i 1997, og udviklingen er gået mod stadig større beskyttelse af børnene. Efterhånden som samfundets velstand er vokset og velfærdstænkningen er blevet stadig mere udbredt, er også barndommen blevet forlænget, blandt andet med længere skolepligt.

Nu ser det ud til at denne udvikling er ved at stoppe – eller måske vende.

Det aktuelle pres på børn og den værdipolitiske ’genforhandling’ af barndommen giver anledning til at se nærmere på den periode, hvor de store børnereformer i sin tid blev diskuteret og gennemført.

Forbuddet mod fabriksarbejde for mindreårige børn blev indført i en tid, der også var præget af debat om barndommens grænser og barnets karakter – i litteraturen, lovgivningen og i den nye psykologiske videnskab.

Også dengang fungerede barnet som moralsk samfundsbarometer og barndommen som arena for en værdikamp om samfundets grundlæggende værdier.

Oliver Twist
Dette kom tydeligt til udtryk i det britiske victorianske samfund (der på børnebeskyttelsesområdet gennemgik en nogenlunde parallel udvikling med Danmark), og hvorfra vi har mange litterære vidnesbyrd.

Mest kendt er måske Charles Dickens’ ’Oliver Twist’, der er en tidlig victoriansk fortælling om det uskyldige barn, der må gå så grueligt meget ondt igennem, men som formår at bevare både sin uskyld og sin godhed intakt.

Victoriatiden var – ligesom vor egen tid – præget af en ambivalens i behandlingen af børn. På den ene side bød man et utal af børn at arbejde på fabrikker og med hårdt arbejde i landbrug og kulminer, men på den anden side indførte man i Storbritannien i 1880 en lov, der forbød vold mod børn (denne lov blev ganske vist først indført, efter at man havde indført en dyrebeskyttelseslov).

Denne dobbelthed i synet på børn fandt sin analogi i kunstens beskrivelser af barnet og barndommen.

I 1898 – 60 år efter Oliver Twist – skrev den engelsk-amerikanske forfatter Henry James en gotisk historie om en præstedatter, der blev ansat som guvernante på et engelsk gods.

Titlen på romanen er ’Skruen strammes’, og handlingen er på gotisk maner henlagt til et fjernt beliggende gods og har en ung, forholdsvis uerfaren kvinde i centrum.

Hun lader sig charmere af godsets to yndige børn, som hun har påtaget sig at opdrage. Samtidig begynder hun at se spøgelser og mener, at de står i forbindelse med børnene.

I sit forsøg på at redde børnene fra de onde spøgelser bedriver hun en form for eksorcisme, der ender med at koste det ene barn livet.

Få litterære tekster har kaldt på så heftige reaktioner som Henry James’ roman, der er blevet beskrevet som »den mest håbløse, onde fortælling, vi nogen sinde har læst i historien«.

Samtidens avisanmeldere mente, at de blev gjort delagtige »i en skændselsgerning mod den menneskelige uskylds helligste og sødeste kilde« og derved var med til »at demoralisere børns rene og tillidsfulde natur«.

Det ’skandaløse’ ved James’ lille roman var altså netop, at han lod læseren i tvivl til det sidste: Var det guvernanten, der var bindegal, eller var det faktisk børnene, der var onde?

I romanen overbevises den voksne guvernante i stigende grad om børnenes forbrydelser, jo mere uskyldige og artige de fremtræder.

Samtidens læserforargelse kunne tyde på, at James havde ramt plet. Guvernanten spejlede den voksne, victorianske læsers velkendte moralske tvivl i mødet med børn:

Var de uskyldsrene som Oliver Twist, eller varslede deres umiddelbare utæmmethed en moralsk anløbenhed? Fortællingen afslørede et dramatisk sammenstød mellem tidens sentimentale forestillinger om det uskyldige barn, som avisanmeldelsen forsøger at beskytte, og nogle lige så tidstypiske forestillinger om barnet som ’fordærvet’ og ’skyldigt’.

Også i victoriatiden foregik en værdikamp omkring ansvar og moral i forholdet til børn.

Gotisk barndom
Tilsvarende problemstillinger spøger – ikke længere på guvernantens gods – men i vor egen samtids værdipolitiske debat om børn og barndom. Ambivalensen går igen i det aktuelle syn på barnet som både sårbart, selvstyrende kompetent og ’hårdkogt’.

Disse victorianske modsætninger rumsterer også i nutidens danske værdikamp om definitionen af det barn, der skal udsættes for de mange målbeskrivelser, præstationsidealer og styringstiltag, der regulerer et dansk børneliv.

Måske er det med baggrund i de victorianske modsætningers genkomst, at tvetydige, gotiske fortællinger om ’gode’ og ’onde’ børn har så stor appel hos børn og unge lige nu.

Gotikken har de senere år fået et stærkt comeback med serier som ’Harry Potter’ og ’Tusmørke/Twilight’ samt et helt arsenal af goth- og emo-film, tekster og orkestre.

Disse voldsomt populære kulturfænomener leverer i dag dystre øjenskygger, sorte slængkapper, melankoli, kampe mellem godt og ondt samt unheimlich tvetydighed til en hel generation.

Nutidens børn kan måske bedre spejle sig i ligblege, melankolske hekse og vampyrer i indre, moralsk kamp end i forrige generationers ungdomsbøger om kække drengedetektiver og friske hestepiger, for hvem definitionerne af både moral og barndom var utvetydigt klare.

Genkomsten af ’det gotiske barn’ og ungdomskulturens optagethed af gotiske dobbeltheder og historier om grusom barndom kan måske skyldes, at også børnene bemærker, at barndommen er blevet en usikker størrelse.

Genkomsten af både dyster ungdomsgotik og barndommens moralske tyngde er et sammenfald, som næppe er tilfældig mode.

Barndommen er blevet en definitorisk kampplads om ikke alene ’gode’ og ’onde’ forældre og ’kompetente’ eller ’udsatte’ børn – men også om hele samfundets fælles ansvar for sine svageste – og mest gådefulde – medlemmer: børnene.