S. Plakaten fortæller historien. Middelklassen - det arbejdende folk, der er hjernen, hjertet og næven i det danske samfund - frygter ikke fremskridtet, frygter ikke udviklingen og den verden, vi er en del af.

fakta

Nick Hækkerup er næstformand for Socialdemokraterne.

Jeg faldt over en plakat den anden dag, en socialdemokratisk valgplakat fra 1950. ’Arbejde og tryghed, stem på liste A’, står der med flotte røde bogstaver i toppen af plakaten. Det tegnede billede nedenunder forestiller en sommereftermiddag, en vej med små rækkehuse. Mor står med den mindste på armen uden for huset. Far er lige kommet hjem fra arbejde og svinger den anden lille pige op i luften. Jakkesættet er sort, det samme er læderskoene, skjorten gul og slipset rødt, hatten ved at falde af. Den store pige hiver ham i bæltet, og knægten kommer stolt løbende efter med fars taske i hænderne.

Plakaten er billedet på arbejderklassens drømme og værdier for et halvt århundrede siden. Vi har skiftet ordet arbejderklasse ud med middelklasse, men drømmene og værdierne er de samme som dengang.

Socialdemokraternes vision har altid været drømmene og værdierne for det arbejdende folk i Danmark. Alle dem, der står op hver morgen og afleverer børnene (ikke længere i mors arme, men i børnehaven), arbejder hårdt og er stolte af de resultater. de skaber. Stolte af de faglige resultater på arbejdspladsen, der er tilfredsstillende i sig selv. Men også stolte af de muligheder, arbejdsindkomsten skaber for familien og en selv.

Vi taler ikke længere om arbejderklassen i Danmark. Ordet lyder af gamle dages industrisamfund. Men vi er stadig en nation af mennesker, der arbejder. Lønmodtagere kalder vi det nogle gange med et lidt teknokratisk ord. Men lad os bare kalde det middelklassen, i mangel på et bedre ord. Socialdemokraternes projekt er i dag middelklassen, på samme måde som det for et halvt århundrede siden var arbejderklassen.

Det minder plakaten fra 1950 mig om. Og den minder mig om, hvor meget denne middelklasse må føle sig svigtet i dag, efter otte år med Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative ved magten.

For sandheden er, at det borgerlige flertal hverken repræsenterer faderen eller moderen, der kommer hjem fra arbejde til børnene. Det borgerlige flertal, der har regeret Danmark siden 2001, har gjort det på grundlag af nogle værdier, som i virkeligheden ligger middelklassen meget fjernt.

Efter snart ni år står det klart, at sigtet for det borgerlige flertals anstrengelser aldrig var middelklassen og middelklassens værdier.

I første omgang var det noget, der mindede om bestikkelse – de seneste år minder det stadig mere om bedrag. For den økonomiske politik, der har været ført under Fogh og Løkke, har ikke sikret den danske middelklasse, men tværtimod udsat den for større risiko end middelklassen i andre lande. De seneste skattelettelser kommer i al overvejende grad de allermest velstående til gavn – ikke den brede middelklasse. Og endelig: Den velfærd, middelklassen er så helt afhængig af bare fungerer i det daglige – skoler, børnehaver, sygehuse, plejehjem – har været under konstant nedslidning.

Frygtsomheden i underklassen
I erkendelse af middelklassens ønske om et stærkt samfund med ordentlig velfærd og en fair fordeling af goderne har regeringen under Fogh og Løkke i stadig større grad fortiet og fordrejet sandheden om udviklingen i vores samfund.

Hårdnakket har man hævdet, at der ville være råd til både skattelettelser og bedre velfærd. I dag er det klart for enhver, at det ikke passer. Besparelserne vælter ned over kernevelfærden.

Vedholdende har man fastholdt, at skattelettelserne ville være retfærdigt fordelt. Alligevel kan vi nu se, at størstedelen af pengene havner i lommerne på de ti procent rigeste danskere.

I stedet for at varetage middelklassens interesser har det borgerlige flertal – Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti – dannet en alliance mellem hvad jeg vil tillade mig at kalde underklassen og overklassen. Det borgerlige flertal har ikke været optaget af at fremme middelklassens grundlæggende værdi om retfærdighed. I stedet har man været styret af underklassens frygtsomhed og overklassens grådighed.

Underklassen er den betegnelse, forfatteren Lars Olsen – lidt uskønt, men desværre meget præcist – kalder den femtedel af samfundet, der har færrest økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer. Det er i vidt omfang mennesker, der forståeligt nok repræsenterer en udbredt frygtsomhed over for de forandringer, der sker i vores samfund. Udviklingen, som vi kalder det, har det med at ramme underklassen i form af ringere levevilkår, færre muligheder og større utryghed. Arbejdspladser forsvinder, boligområder lades i stikken. Der opstår et forpint udkants-Danmark. Udviklingen under det borgerlige flertal har betydet ringere levevilkår og mindre indflydelse på egen tilværelse. Der er nok af gode grund til, at disse mennesker føler afmagt. Deres frygtsomhed er et problem for vores land og udviklingen af vores samfund.

Det borgerlige flertal, anført af Dansk Folkeparti, har været dygtige til at tale til underklassens frygt for udviklingen og ikke mindst sætte denne udvikling i relation til problemerne med indvandrere og muslimer.

Frygtsomheden i underklassen har været en væsentlig del af drivkraften i det borgerlige flertal. I stedet for at afmontere frygten ved at få integrationen til at fungere, og i stedet for at gøre mennesker i stand til at klare sig selv har det borgerlige flertal næret underklassens bekymringer og sørget for hele tiden at skabe nye konflikter og på ny udstille truslen fra indvandrere og muslimer. Som socialdemokrat ser jeg det som en af mit partis vigtigste opgaver at give mennesker med få ressourcer en vej ind i middelklassen, ud af frygtsomheden.

Og mit ærinde er ikke at afskrive hele debatten om indvandrere og muslimer som et taktisk anliggende for det borgerlige flertal for at holde på magten. På nogle områder er der sket nødvendige fremskridt. Jeg vil blot understrege, at debatten og VKO’s politik aldrig har haft middelklassen og middelklassens værdier som udgangspunkt.

Grådigheden trives
Det borgerlige flertal har støttet sig til underklassens frygtsomhed på den ene side, og overklassens grådighed på den anden side.

Overklassen er den tiendedel af den danske befolkning, der sidder på toppen af samfundet og har ekstremt gode muligheder for at indrette sig, som de vil. Jeg taler i denne forbindelse om forfatter Rune Lykkebergs økonomiske overklasse. Ikke den kulturelle overklasse (smagsdommerne), som Anders Fogh Rasmussen dedikerede sin politiske karriere til at kvæle.

Hvor velmenende og gode mennesker der end findes i overklassen, er det i høj grad her, grådigheden trives: Den opfattelse, at dem, der i forvejen har mest, også skal have mere. Og det er her, man møder den opfattelse, at mennesker, der er kommet på afveje, er eneansvarlige for egen skæbne.

Vi har altid haft en overklasse i Danmark, i form af ekstremt velhavende mennesker og mere eller mindre aristokratiske familier. I de seneste år under VKO er de suppleret af folk som direktionen i Roskilde Bank, der forlod butikken med millioner i tasken, før banken gik konkurs, fordi ledelsen grådigt og umoralsk lånte småsparernes penge ud til tvivlsomme forretningsdrivende. Er sandheden ikke, at den grådighed har været bærende for VKO? Stein Bagger er på en måde personificeringen af firehjulstrækkeren på gule plader, købt uden om afgifterne for at slippe for at bidrage mere end allerhøjest nødvendigt til fællesskabet, en alt for stor bil, der siger ’Mig først’ og får miljøet til at hyperventilere.

Det borgerlige flertal ser overklassen som dem, der bærer det danske samfund. Det er dem – ikke den brede almindelige befolkning – der driver Danmark fremad og skaber velstanden. Derfor skylder vi dem som samfund tak. Og følgelig har alt, hvad regeringen har foretaget sig på det økonomi- og skattepolitiske område, været drevet af ønsket om at gøre livet nemmere for denne overklasse.

Vi er havnet i en dyb økonomisk krise. Det er vi ikke mindst, fordi det borgerlige flertal har været drevet af overklassens grådighed. Det er ikke middelklassens mere jordnære interesse i en sund og stabil økonomisk udvikling, der har drevet det borgerlige flertal, men derimod ideen om, at grådighed er godt for et samfund, for når det regner med guld på de stinkende rige, drypper det også på resten af samfundet. Det ved vi nu er en illusion. Og det er middelklassen, der er blevet snydt.

Retfærdighed skal til
Plakaten fortæller historien. Middelklassen – det arbejdende folk, der er hjernen, hjertet og næven i det danske samfund – frygter ikke fremskridtet, frygter ikke udviklingen og den verden, vi er en del af.

Middelklassen møder dagen og verden med oprejst pande og vilje til at tage ansvar for sin egen tilværelse, skabe et endnu bedre liv for sig selv, for familien. Få råd til et større og bedre hus. En nyere, sikrere, renere bil. En længere ferie, der kan give endnu større oplevelser.

Middelklassen har aldrig været en del af eller kunnet se sig selv i det frygtsomhedsprojekt, der har været det borgerlige flertals.

En grundlæggende opfattelse af, at der skal være retfærdighed til, er bærende for middelklassens livssyn. En retfærdighed, der har meget svært ved at se logikken i at forfølge nogle mennesker, fordi de ikke vil spise svinekød, men som på den anden side ikke vil acceptere et menneskesyn, hvor kvinder er mindre værd end mænd.

Og middelklassen er alt andet end grådig. Altid er det det arbejdende folk, der velvilligt har betalt sin del af de skattefinansierede udgifter. Ikke uden at kræve fornuftig forvaltning af pengene, men hele tiden i den ånd: at det fælles bedste i mange henseender også giver den enkelte de fleste muligheder og den største frihed. Et stærkt fællesskab giver et bedre liv.

Middelklassen er stræbsom og ved, at det kræver hårdt arbejde og vilje at komme frem i verden. Middelklassen knokler for at give deres børn en bedre uddannelse end deres egen, endnu flere muligheder end dem selv.

Det er middelklassen, der med sin arbejdsomhed og sunde moral bærer det danske samfund. Det er middelklassen, ikke de borgerliges overklasse, der skaber velstand, flytter Danmark fremad, arbejder vores samfund gennem kriser.

Middelklassen har – også dengang den var arbejderklasse – stræbt efter det, der synes uopnåeligt og reserveret de privilegerede få. Og gennem hårdt arbejde gjort det til allemandseje.

Moderne socialister
Middelklassen er ikke bange for, at mennesker tjener penge. Men også når det handler om velstand, er retfærdighed en bærende værdi for middelklassen. Den vil ikke være med til skattelettelser, der forgylder dem, der i forvejen har mest. Det er ikke retfærdigt. Middelklassen vil ikke være med til at svigte de fælles værdier, som skoler, sygehuse, plejehjem, for at tilfredsstille et kortsigtet ønske om mere forbrug. Middelklassen er med andre ord moderne socialister.

Kort sagt: Det borgerlige flertal har glemt middelklassens værdier. Det borgerlige flertal har ført en politik, der svigter den store danske middelklasse.

Det er i dag som for halvtreds år siden Socialdemokratiets opgave og ansvar at sætte det arbejdende folks interesser først. Der er ikke andre til at gøre det.

Det bliver en socialdemokratisk ledet regering, der kan indrette dansk økonomi, så den igen tjener middelklassens interesser. Det er arbejde, der skaber blivende rigdom, ikke spekulationsbobler. Vores politik vil ikke handle om at gøre enkelte danskere så rige som muligt så hurtigt som muligt. Vores politik handler om at investere i arbejdspladser. Om at genopbygge velfærdssamfundets grundpiller: sygehusene, skolerne, den kollektive trafik. Vores politik handler om at skabe langtidsholdbar vækst: investere i grøn teknologi og sikre en mere økonomisk og miljørigtig udnyttelse af vores energi her i landet.

Og det bliver en socialdemokratisk ledet regering, der igen skal give vores land håb og mod på verden omkring os. Og samle hele befolkningen – også minoriteterne – om at skabe et stærkere og tryggere samfund.

Vores land står på skuldrene af det arbejdende folk, på skuldrene af middelklassen. Den har forandret sig gennem tiderne, fra flyttemand Olsen i Huset på Christianshavn, over Nanna og hendes far, til Nikolaj og Julie – fra plakaten med faderen fra 1950 og til billedet af partiformand Helle Thorning-Schmidt i dag. Men værdierne er de samme.

Løftet til middelklassen er ikke, at alting bliver meget nemmere, eller at I kan forvente gaver fra staten. Det er ikke meningen med det hele. Det er heller ikke det, middelklassen eller vores samfund er gjort af.

Løftet til middelklassen er, at en socialdemokratisk ledet regering vil tage udgangspunkt i jeres værdier, for de er vores værdier. Vi vil have et samfund, der er mindre frygtsomt og mindre grådigt. Vi vil have et samfund, der er mere retfærdigt.