Dansk torturbehandling underkendes
Jobcentre stiller per automatik krav om antidepressiv medicin til mennesker med det, der før hed kz-syndrom.
| 36 kommentarer |
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
| AF Ellen Ryg Olsen og Henrik Nielsen |
fakta
PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) – posttraumatisk belastningsreaktion – er en lidelse, som rammer nogle af de mennesker, der har været udsat for voldsomme, rå og ubærlige begivenheder. Begivenheder, der vil påvirke alle, der udsættes for dem, ligegyldigt hvor sunde og raske de end måtte have været før, og de efterlader omkring en tredjedel med invaliderende varige mén.
Lidelsen er præget af en del fælles symptomer, men overgrebenes karakter og
det enkelte menneskes helt specielle historie gør, at der er mange
variationer. Alle er dog mere eller mindre præget af en funktionshæmmende
søvnløshed, der gør det meget vanskeligt at klare et dagligliv på grund af
træthed og øget irritation. Et andet karakteristisk symptom er flashbacks.
Det vil sige genoplevelse af de krænkende, angstvækkende begivenheder
provokeret af situationer, der i sig selv kan være fredelige, men som
medfører associationer til de oprindelige oplevelser.
Nogle mennesker kan få det bedre igen efter måneder eller år, men en stor del
bliver invaliderede i en grad, så personligheden ændres og bliver præget af
mistro, håbløshed og fornemmelsen af en konstant trussel.
Der er ingen medicin, der kan helbrede, men hos visse personer kan en del af
symptomerne lettes af antidepressiv medicin, ligesom en behandling med
antipsykotisk medicin kan være nødvendig, hvis der udvikles
sindssygelignende reaktioner.
Tilstanden er ikke ny; det er kun navnet på diagnosen, der er ny. Symptomerne
på PTSD blev beskrevet i kølvandet på Vietnamkrigen, men før dette var
tilstanden efter Første Verdenskrig kendt som granatchok, og efter Anden
Verdenskrig som kz-syndrom.
Herfra har man også den erfaring, at gode psykosociale forhold kan medvirke
til, at man i første omgang kan komme i gang igen. Men det er også kendt fra
studier af kz-syndromet, at de mennesker, der syntes så godt i gang, ofte
får det sværere og sværere med alderen. ’Filmen knækker’, og de må til sidst
opgive at klare et erhvervsarbejde. De er udsat for en for tidlig, præmatur
aldring eller, som det benævnes i litteraturen, »la sénescence prematuré des
déportés«.
Besættelsestidens ofre havde da mulighed for at supplere deres invalidepension
med en lovgiven erstatning, hvilket gjorde, at de ’kunne betale enhver sit’,
og dette, sammen med den samfundsmæssige anerkendelse af deres ’usynlige’
lidelse, gjorde, at den sociale funktionsevne bedredes markant efter
arbejdsophør. Det er beskrevet i doktorafhandlingen ’Dødelighed og
invaliditet blandt danske modstandsfolk deporteret til nazistiske
koncentrationslejre’ (Nielsen 1986).
I dag har vi hovedsagelig to grupper i Danmark, der lider under symptomerne:
de traumatiserede flygtninge og de traumatiserede soldater.
Men med afgørelsen i nævn og styrelse skal RCT så rette ind og underkaste klienten et behandlingsforløb, som vi ikke har fundet begrundet.
På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, har man efter mange års arbejde fundet frem til, at symptomerne lindres bedst ved et seriøst tværfagligt samarbejde, hvor den monofaglige tilgang har vist sig mindre egnet. De mennesker, der tages i behandling, vil aldrig kunne frigøres for det, de har været udsat for. Men de kan lindres og støttes i at få så normalt et liv som muligt.
Overgrebenes destruktive karakter har for altid prentet sig ind i personen og
medført psykisk mén, men torturen kan også have medført varige fysiske
skader af nerver, muskler og hjernevæv, skader, som giver smerter og
hukommelsestab og er med til at påvirke psyken konstant. Når man humper på
de smertende fødder, der er destrueret ved falanga (en meget
almindelig torturform med slag under fodsålerne), bliver man konstant,
bevidst og ubevidst, mindet om den fornedrelse, som man har været udsat for.
På RCT arbejder vi i grupper, hvori der indgår psyko- og fysioterapeuter,
læger og socialrådgivere, der samarbejder med klienten og hans/hendes
familie. I det terapeutiske forløb arbejdes der blandt andet med en
erkendelse af oplevelsens betydning for krop og sjæl på en måde, så
klienterne, i de gode forløb, bliver bedre til at mestre deres liv. Denne
terapi bliver, hvis det findes begrundet, støttet medicinsk, ligesom der af
og til gives medicinsk smertelindrende behandling sammen med fysioterapien,
hvor der i øvrigt arbejdes med aktive styrkende øvelser, ergonomi og
smertemestring. Familieterapeuten tager sig af samspillet i familien, hvor
børnene altid er stærkt påvirkede af forældrenes lidelser, selv om
forældrene ofte gør sig meget umage med at beskytte børnene. I dette
samarbejde kan der opstå en ny og konstruktiv forståelse, således at
familiemedlemmerne på samme tid får en bedre erkendelse af hinanden og får
styrke til også at sætte hinanden fri.
Der kan ydes hjælp til den enkeltes kamp for overlevelse i et stedse mere
fjendtligt samfund. Der optræder med starthjælpens indførelse en rå
fattigdom, der kræver betydelig assistance fra socialrådgiveren, for at
familien kan klare sig på et nogenlunde anstændigt niveau. Det lindrer
lidelsen, når uroen for overlevelsen kan erstattes af hjælp til at komme i
gang med uddannelse og arbejde, eventuelt under hensyntagende forhold. Der
er dog situationer, hvor lidelsen er så kronisk invaliderende, at
førtidspensionering ender med at blive den rigtige løsning. Alle disse
tiltag kan ikke udføres, medmindre der er et godt samarbejde med
socialforvaltningen.
For at fremme dette samarbejde inviteres der til netværksmøder, hvor
repræsentanter for jobcentre og familieafsnit, skolelærere og
børnehavepædagoger mødes med faderen og moderen og behandlere fra RCT for at
planlægge det videre forløb. Disse møder iværksættes ved starten af et
behandlingsforløb, under og ved afslutningen. Ved alle sessionerne er der
erfarne tolke, der formidler forløbene.
Der er dog tilfælde, hvor samarbejdet med det offentlige går helt skævt, og
det er desværre ofte jobcentrene, det drejer sig om.
De kom ind med nogle instrumenter anrettet på en metalbakke, ligesom hos tandlægen, og så fik jeg indsprøjtninger, og det gentog sig dag efter dag
Citat fra klient på RCT
Der er i den senere tid kommet flere sager retur. Det siges direkte fra
jobcentret, at de ikke vil gå videre med en sag, før en klient er blevet sat
i behandling med antidepressiv medicin.
Og her hjælper ingen kære mor, ligegyldigt hvor højt op i systemet man anker,
og ligegyldigt hvor mange gange man siger, at den medicinsk-psykiatriske
behandling ikke er fundet begrundet, og/eller at den har været forsøgt, men
uden held.
Sprogbrugen bliver lidt mindre direkte på vej opad i systemet, men beskeden er
den samme: Se så at få den klient sat i behandling hos psykiater med
antidepressiv medicin. Fra jobcentret hedder det direkte: »Du skal i
behandling med antidepressiv medicin«. Fra socialcentret hedder det: »Du
skal ses af psykiater med henblik på behandling med antidepressiv medicin«.
Fra Beskæftigelsesankenævnet hedder det: »Det findes væsentligt, at
patienten vurderes af speciallæge i psykiatri, specielt med henblik på
vurdering af behandlingsmuligheder ...«. En udvalgt sag blev sendt til Den
Sociale Ankestyrelse, da vi på RCT mente, at det havde en betydning ud over
den enkelte sag at få fastslået, hvor ansvaret for en behandling lå: i
forvaltningen eller i den behandlende institution. Ankestyrelsen afslog at
tage sig af sagen, da de gav Beskæftigelsesankenævnet ret!
RCT København er et af tre specialcentre fordelt ud over landet, som af
Sundhedsstyrelsen har fået godkendelse til at varetage højt specialiserede
funktioner vedrørende behandling af særlig komplicerede traumatiserede
flygtninge. RCT er det ældste og mest erfarne, og specielt for dette center
er det ovenfor skitserede tværfaglige behandlingsarbejde helt centralt. Det
er denne rehabiliteringstilgang, der er RCT’s adelsmærke.
Men med afgørelsen i nævn og styrelse skal RCT så rette ind og underkaste
klienten et behandlingsforløb, som vi ikke har fundet begrundet.
Den aktuelle sag drejer sig om en velbegavet kvinde midt i 40’erne, der som
helt ung var udsat for overfald, fængsling og tortur. En del af torturen var
tvangsmedicinering. Hun har gennem alle årerne i Danmark forsøgt at etablere
sig på arbejdsmarkedet, men har efter mange forgæves forsøg, inklusive
flere arbejdsprøveforløb, måttet opgive og søge førtidspension. Hun har
måttet opgive, fordi hun, til trods for behandling hos psykolog og til trods
for forsøg på medicinsk behandling og samtaleterapi, til stadighed plages af
nogle af kardinalsymptomerne på PTSD, nemlig søvnbesvær og flashbacks,
ligesom hun har pådraget sig en varig ændring af personligheden med angst,
mistro og håbløshed. Dertil kommer betydelige fysiske besværligheder
forårsaget af bajonetsår i lysken, hvor kar og nerver til benet blev
ødelagt. Hun halter diskret og har svært ved at gå og stå i længere tid. På
grund af arret i lysken belastes ryggen skævt, og det medfører en konstant
smerte i ryg og nakke. Ud over dette humper hun på medtagne falangafødder.
Kvinden vil gerne fortælle sin historie, da hun er træt af at blive mistroet,
og da hun, ligesom besættelsestidens ofre, gerne vil anerkendes og ses som
en person, der fortjener respekt i sit forsøg på at overleve og klare sig og
sin familie, på trods af hvad hun har været udsat for. Her følger hendes
historie:
»Jeg blev såret under demonstrationen og tabte så meget blod, at jeg blev mere
eller mindre bevidstløs. Der var en, der rev sin skjorte af og bandt den
fast om det område, som blodet kom fra, og forsøgte at løbe væk med mig over
skulderen, men han blev slået ned. Så blev jeg sammen med en masse andre
smidt op på ladet af en pickup. Jeg blev hældt af på et hospital, hvor såret
blev tilset af en læge, som sagde god for, at det blev nødtørftigt rimpet
sammen af en sygeplejerske, og derefter blev jeg kørt videre til en slags
fængselsbygning. Der blev jeg anbragt i et lille, mørkt, rundt rum, hvor jeg
hverken kunne stå oprejst eller ligge udstrakt, og hvor der ikke var
mulighed for at forrette sin nødtørft.
Alle centre, nævn og styrelse er grundigt informerede om forløbet, og alligevel insisteres der magtfuldkomment på, at RCT skal følge det offentliges anvisninger, og at klienten skal underkaste sig den behandling, de finder for god
De kom ind med nogle instrumenter anrettet på en metalbakke, ligesom hos
tandlægen, og så fik jeg indsprøjtninger, og det gentog sig dag efter dag.
Når jeg fik de indsprøjtninger, mærkede jeg en brændende varme, det var
ligesom en elektrisk strøm, og jeg blev helt stiv, stiv i kæberne og stiv i
fingrene, og jeg begyndte at svede, og sveden løb som koldt isvand ned over
mit ansigt.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg blev flyttet til et andet rum,
måske fem dage. I det nye rum var vinduerne dækket til, men jeg kunne stå
oprejst, og min madras kunne lige være der. Rummet var forsynet med et hul i
jorden, som jeg havde meget svært ved at anvende, da jeg ikke kunne stå
ordentligt på grund af mit sår, der nu var svulmet op til en stor rund,
meget smertende kugle, der sad og pressede inde under de sting, de havde
rimpet det sammen med.
I rummet var der efterladt mange personlige ting, tøj, sko og andet, og der
var skrevet datoer, hilsener og telefonnumre på væggene. Jeg var alene, men
jeg kunne høre andre fanger skrige og bede for sig, og om natten hørte jeg,
hvordan de skreg og græd efterfulgt af skud og stilhed. Det lød lidt som en
båndoptagelse; det var, som om de afspillede den for at skræmme mig.
I denne her afdeling fik jeg også indsprøjtninger. Når jeg spurgte hvorfor,
svarede de, at det havde jeg ikke nogen ret til at spørge om, det var dem,
der bestemte, hvad der skulle ske med mig. Andre gange råbte de bare hold
kæft og slog mig i hovedet, så mine tænder lige siden har føltes skæve i
munden på mig.
De nye indsprøjtninger havde den virkning, at hele kroppen begyndte at ryste,
armene, benene, hovedet, hele kroppen. Jeg kunne ikke styre det. Ansigtet
blev stift og savlet løb mig ud af munden. I alt i 25 dage var jeg holdt
fangen, før min far fik mig ud ved at betale både den ene og den anden. Da
han så mig, måtte han vende sig om og kaste op. Jeg var ikke blevet vasket i
25 dage, jeg havde stadig det samme blodige tøj på, og jeg var stiv,
rystende og savlende. Han kunne aldrig siden holde ud at se på mig.
Min far fik imidlertid skaffet de penge, der skulle til, for at jeg kunne
blive opereret, en operation, der var nødvendig for at redde min førlighed.
Operationen tog 6 timer og endte med at lykkes, så godt som det nu kunne
lade sig gøre
Da jeg kom til Danmark, blev jeg i første omgang behandlet med samtaler hos en
psykolog, og min egen læge forsøgte flere gange at behandle mig med
antidepressiv medicin, men jeg fik så mange bivirkninger, ligegyldigt
hvilket præparat hun brugte, så hun gik over til at behandle mig med
samtaler. Hun henviste mig også til hospitalet, for at se om det var muligt
at behandle de smerter, jeg havde i benene og i ryggen og nakken og
skuldrene. Men jeg blev ved med at have det skidt, både fysisk og psykisk,
så overlægen på en af specialafdelingerne henviste mig til RCT, hvor vi nu
er ved at planlægge et behandlingsforløb, men det vil de ikke acceptere på
jobcentret. De vil have, at jeg skal tage den medicin, som jeg har prøvet
flere gange, og som jeg ikke kan tåle. Jeg forstår det ikke. Kan de virkelig
tvinge mig?«.
Specialcentret for behandling af særligt komplicerede traumatiserede
flygtninge, RCT, har iværksat et behandlingsforløb for den torturramte
kvinde. Et forløb, som vi har fundet velbegrundet, men som jobcenter,
socialcenter, Beskæftigelsesankenævn og Ankestyrelsen ikke vil acceptere.
Det kræves tværtimod, at vi skal iværksætte en behandling, som vi ikke alene
finder ubegrundet, men også uforenelig med god praksis. Alle centre, nævn og
styrelse er grundigt informerede om forløbet, og alligevel insisteres der
magtfuldkomment på, at RCT skal følge det offentliges anvisninger, og at
klienten skal underkaste sig den behandling, de finder for god.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Læge i Homs: Alle venter på at dø
Syrisk læge fortæller om lemlæstelse, magtesløshed og total mangel på kirurgisk udstyr.
22-årig erklærer sig skyldig i grønlandsk massakre
En ung mand erkender, at det er ham, som står bag et tredobbelt drab og et firedobbelt drabsforsøg i Grønland.
Euro-ministre tvivler på græsk reformplan
Tysk finansminister tvivler på, at den græske plan er barsk nok til at udløse ...
Fuckfinger-popstjerne laver ny kæmpe-succes
M.I.A.?s nye video er på blot fem dage er blevet set over seks mio. gange.
Ny teori: Blodsugende fluer giver zebraen striber
Zebraen har udviklet striber for at holde bidende insekter på afstand. Det viser et...
Ny film følger Prinsesse Dianas død
Naomi Watts skal spille den ulykkelige britiske prinsesse med den triste skæbne, der...
Forsvarsministeren: Jeg stoler på forsvarets top - men er ikke tossegod
Ministeren ser frem til undersøgelsen af fangesagen.
Vinteren koster 44 livet i Algeriet
Sne og ekstreme kuldegrader i Nordafrika, og myndigheder uden et nødberedskab, koster...
Trodsig psykolog: »Jeg skal kunne se mig selv i øjnene«
Psykolog Merete Lindholm står fast på, at hendes tavshedspligt vejer tungere end...
Klublisten:
Her er seks gode fester
i weekenden
ibyen anbefaler
- 27. jan. 2012 KL. 10.48 Biografen Mission Impossible 4 – Ghost Protocol
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|






















God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR