Dyrevelfærden halter. Koteletten har kødsår, tykstegen tyndskid, og Brugsens slagtersvende får ris. Dyrene lider ude i staldende, og det er et kendt faktum for de fleste, selv om de samme fleste formentlig ikke har nogen fornemmelse af, hvor ekstreme lidelser der egentlig er tale om.

Svinene ligger mit hjerte nærmest, så lad mig starte med dem. Det er intelligente og lærenemme dyr, med store veludviklede hjerner. I naturen opholder de sig helst i skoven, hvor de dagen lang roder med trynerne i jorden for at finde lækkerier at fylde maverne med.

Sogrisen er en dygtig redebygger, der med en simpel balle halm eller to til rådighed kan bruge et helt par dage på at møfle rundt og lave den lækreste bløde madras, hvor hun kan putte med sine små. En rigtig hyggemor er hun.

I en moderne svinestald ligger soen, der er avlet så fed og ekstrem, at hun knap kan vende sig uden at starte et mindre jordskælv, på et betongulv. Bag tremmer. Måske med en lille skive halm at skrabe sig i skuldersåret med. Hvis hun altså er rigtig heldig. Hendes små grise har kun ét formål med livet. Det er at blive så store som muligt så hurtigt som muligt, så forbrugeren, det er dig og mig, hvis du skulle være i tvivl, kan få lov at æde ham så billigt som muligt. Pattegrise har ingen værdi som levende væsner, men er blot en salgsvare. På lige fod med kinesiske ftalatgrise til ungernes hyperromantiske bindingsværksbondegård fra BR.

Smågrise i en såkaldt traditionel stald får aldrig lov at se deres mor springe glad af sted med krølle på halen. De får faktisk aldrig lov at se solens lys. Den lader vi lige stå et øjeblik. Prøv at forholde dig til tanken. Husk, det er et levende dyr, jeg skriver om. Et øjeblik mere … sådan.

Grisen er et dyr med mentale evner på lige fod med hunde, der er skabt til at knokle for føden dagen lang og leve et socialt liv i en flok, men som tvinges ind i lukkede staldsystemer uden adgang til at udføre anden naturlig adfærd end at bide, skrige og blive sindssyg. Første problem løses ved at klippe tænderne og halerne.

Andet problem løses ved at gå ud og lukke døren. Tredje problem løses ikke. Men sikke nogle billige grillfester, vi fødekædeførende kan holde os. Mens slagteriarbejderen knokler sig sønder og sammen, den bankerotte bonde hænger sig, og ornen står i sit bur og brøler af uforløst brunst. Ornen er der kun for at gøre sogrisene kåde, så de kan insemineres kunstigt. Det sparer nemlig penge.

Nu forlader jeg lige mine hjertebørn for en stund for at tale om køer. Her opstår nemlig et helt andet problem, der handler om kuldioxidhysteri. Kan du lide tanken om biobrændstof? Det kan køer. Hvis de altså vel at mærke selv får lov at køre på det. De elsker nemlig græs. At gå på en mark og æde græs og tygge den samme klump en syv eller otte gange er simpelthen det fede liv for et fæ.

Men for at du skal kunne købe god samvittighed til tanken på din bil, så er det ikke plads til køerne ude på marken. De får en gang kalorietung majsensilage i stedet. Det giver mælk til latten og mørbrad til livsnyderen. Og det giver koen skidepine. De stakkels dyr fiser og fjærter langt værre end normalt, fordi deres kost er for krads.

Fæfjært er metangas. Metangas skaber drivhuseffekt. Koens mavepine bliver dermed moder Jords hovedpine. Sådan har alting så smukt en sammenhæng, og løsningen bliver derfor også en mindre kædereaktion af nyskabende gammeltænkning. Løsningen er frihed, nærhed og kærlighed. Smukt, ikke? Det er sandt. Slip køerne fri på markerne. Slip grisene ud i solen. Slip af med ensporede debatter om kastration. Svinetransport. Ompakket kød. Lad sammenhængen hænge sammen uden kødklister. Nu vender jeg lige helt tilbage til mine kære totåede grisebasser.

Fritgående grise har et immunforsvar, derfor bliver de sjældent syge. De undgår penicillin. Du slipper for at få medicinrester i kødet. Fritgående grise bider ikke hinanden halvt fordærvede, for de har et liv, derfor er det ikke nødvendigt at klippe dem til blodige gækkebreve. De affører sig deres afføring i naturen, og den skal derfor ikke lagres i enorme tanke, der ødelægger hele bysamfund.

Grise, der lever frit, lugter ikke af ret meget. Og da slet ikke af overgæret pis og lort. Sogrise med en stor hytte og halm at bygge rede af får ikke skuldersår, for de kan bevæge sig, som det passer dem.

Og nu kommer vi til noget af det rigtig sjove. Kastration. For det første, så er det en sindssygt ildelugtende storm i en overfyldt gylletank at tale om dyrplageri ved tredive sekunders smerte, når det står i forhold til seks måneders tortur i en tætpakket bås efterfulgt af måske otte timers rædselsvækkende transport til slagterens nåde.

Er det virkelig en måde at få aflad på? Nej. For alternativet er jo ikke, at det bette pus ikke bliver kastreret. Alternativet er, at den får en bedøvende sprøjte jaget i nosserne først. Og så bliver den kastreret.

Løsningen på problemet findes, men den hænger fast i helheden, for den passer ikke til den industrialiserede samlebåndsproduktion. Stressede slagteriarbejdere i køleskabskolde treholdsskift har ikke tid og råd til at stå og snuse efter spegepølsekød. Men det har den fritgående slagter. Forestil dig, at regeringen ryster posen og sender de mange fyrede slagteriarbejdere ud på skolebænken og uddanner dem som hjemmeslagtere. Giver dem et stort kørekort. Skaber nogle nye danske arbejdspladser, der udvikler materiel til dem.

Og når de første store årgange af frie svin så skal blive til flæskestege, så kører slagteriet ud til gården og slagter dyrene der. Så er transporterne af levende dyr elimineret, og de dygtige slagtere kan i deres frie arbejdsmiljø bruge helt nye kompetencer som at sortere ildelugtende dyr fra til pølser og hundemad. Nyt produkt. God, sund, økologisk og danskproduceret hundemad fuld af ægte animalsk protein fra glade dyr. Svineperler? Sidespring? Det tror du måske, det er, men det er det skræmmende langtfra. Problemet med al den her idyl er nemlig, at Danmark i meget høj grad er bundet af eksporten af svinekød.

Jeg kender ikke de faktiske tal for indtægten til danske virksomheder og skattefar, men jeg kan uden en større eksamen regne ud, at en årlig slagtesvineproduktion i omegnen af femogtyve millioner dyr ikke bliver ædt af knap seks millioner danskere. Prøv at fremkalde billedet af et nyfødt barn, der æder sig gennem fire hele svin om året. Og gammelmor på halvfems. Sådan en slagtet grisebandit kan give firs kilo kød. Fire af dem giver tre hundrede og tyve kilo – og fordelt på alle årets dage vil det give næsten et kilo gris per dansker i alle aldre. Om dagen. Næ, sandheden er den, at 85 procent af de dansk opdrættede grise bliver eksporteret. Men foderet til dem produceres i høj grad på den udpinte danske jord, der til gengæld belønnes med rundhåndet overgødning med grumsetgylden gylle.

Det er er så ubærligt ubæredygtigt, at jeg får skrivekrampe af det. Alligevel er der en grund til, at galskaben fortsætter, og her dukker så Achilleus op. Den lille skid kommer løbende og vifter mig adræt og flabet om næsen med sin elendige hæl. For hvor skal vi få pengene fra til at lade dyrene løbe på markerne, hvor de hører hjemme? Kan lille eksportsvage Danmark få det til at løbe rundt, hvis vi kun kan lave ti millioner svin? Det kan det, hvis du vil. Du har som forbruger en stor magt, og hvad du ønsker, skal du få. Men alle valg er et fravalg.

Hvis du vælger at bruge ekstra penge på svinekød produceret med kærlighed til både dyret og dig, så har du ikke så mange penge til juniors julegaver. Godt eller skidt? Godt, hvis du vælger at spare pengene på importvarer. Især hvis junior stadig får slavelønsproducerede pink plastikgrise og sartrosa sminkedukker i hobetal.

Jeg taler ikke mod globalisering. Men globalisering skal ikke være på bekostning af dyrenes velfærd. Når du, jeg og naboen sender hundrede kroner af sted for at redde en stakkels dansende bjørn i Kina, så bør vi ikke bagefter gå ned og spare de hundrede kroner på en pakke torturerede krebinetter. Du redder måske tre grise for de samme penge, som kan redde en kvart bjørn. Ikke at du skal undlade at hjælpe bamsen.

Men du kan lade være med at købe den dyre brasilianske mango, der er blevet fløjet mange tusinde kilometer for at ende som forret til din gris, og i stedet spise et dansk æble. Hvis du kan skaffe et. For hæng nu godt fast, her kommer vi til et nyt svagt led i kæden: magtens tredeling. Producenten. Forbrugeren. Forretningen. Æbleplantagen er opdyrket, vi er klar til at købe, forretningen er proppet til randen med tyske pesticidbomber. Hvorfor? Fordi det var dem, vi købte i sidste uge. Her hopper kæden af. Hvad gør vi, hvis vi ikke kan komme til at købe det, vi gerne vil have? Og køber vi det overhovedet, hvis vi ikke bliver bombarderet med det, så det overdøver alle de andre tusinder af indtryk, vi rammes af hver dag?

Industrikød er blevet så billigt og lettilgængeligt, at kølediskene bugner. De fleste famler rundt i overvældet blinde, når de står efter en stresset arbejdsdag med deres skrigende ftalat- og pesticidimprægnerede poder i indkøbsvognene og skal finde på noget at spise. Den pressede butiksslagter, der skal have solgt sit fejlkøb, har været kreativ. Han har skåret flæskestegene ud til stegeflæsk og sat nye datoer på. De flyver ned i kurve og vogne. Dagen efter får slagteren smisk i pressen. Det er måske fair nok, det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men hvad er det, forbrugerne vil have? Billigt kød eller godt kød?

Alt peger på det billige. Men jeg tror, det er en løgn. En løgn skabt af supermarkedets ulidelige lethed. Når det handler om flåede tomater, er det ikke så vigtigt. Det gør ikke ondt på en tomat at blive flået på en uøkologisk måde. Langt værre er det for den tyndskidsramte ko og den indespærrede gris, at du kun ser dem som en stak maskinskårne skiver i en kummekøler. Det er for nemt. Det er faktisk så meget for nemt, at jeg nu vil komme med et benhårdt postulat. Kød bør ikke handles i supermarkeder. Bryd vanetænkningen i stedet for den kærlige kødkæde.

Det er lørdag formiddag, du sidder ude i haven eller på altanen og slikker lidt velfortjent sol efter en hård uge, da du hører den velkendte klokke ringe. Nej, ikke den klokke. Isbilen var der i onsdags. I dag er det Hjem-GRIS, der er i kvarteret. Lyden giver dig så levende associationer om grillkul og kødsaft, at mundvandet løber som en rislende bæk, og under et minut senere står du ved bilen og vælger udskæring. Eller henter den kvarte gris, du havde bestilt i forvejen. Trillebøren har du med. Kummefryseren er allerede sat til indfrysning.

Da du kommer hjem med pakken og åbner den, ligger der en hilsen fra bonden, der har opdrættet dyret. Du og familien er sammen med de andre kødkøbere inviteret til klappe grise-dag om fjorten dage. I tager med, og verden bliver aldrig den samme igen. Overalt på jeres vej er engang enorme opdyrkede arealer nu blandet med folde og indhegninger, hvor køer, grise og fjerkræ lever et værdigt liv, inden det transportable slagteri kommer forbi deres lille gård næste gang. Da I kommer hjem, har grisene trykket trynerne mod jeres bukseben, så der er mudrede stikpropaftryk overalt, og mens vaskemaskinen snurrer, steger en af aftryksmagernes fætre i ovnen. God mad på en god dag.

Undskyld, men her er jeg så lige nødt til at rive glansbilledet i stykker, for vi har ikke gjort det endnu. Koens kost er stadig så krads, at den er bristefærdig af forrådnelsens forurenende flatulens. Svinene stuves stadig skrigende af svie og psykisk smerte sammen i stalde og slagtetransporter. Brugsens butikker bugner af billigt selvbedrag. Glansbilledet er fremtid. Men hvis du og jeg tør og vil, behøver det ikke være varm luft. Kom nu.