I dag sveder landets studenter uanset vejret, de sidder nemlig og skriver årets studentereksamensstil.

Men min teori er, at denne årgang – og de kommende – vil få dårligere og dårligere karakterer i denne genre i forhold til før i tiden, ikke fordi opgaverne er blevet sværere, men fordi en utrolig stor del af dem mangler øvelse, for de har ikke selv skrevet deres stile i løbet af deres gymnasietid – men ’lånt’ dem af andre, eller skal vi kalde det ’piratkopieret’?

For kære læser, du aner simpelthen ikke, hvor meget der snydes med skriftlige afleveringer i gymnasiet, ikke kun i dansk, men i alle fag med en skriftlig disciplin: oversættelser, fysikrapporter, blækregninger. Det er i alle fag og hele tiden.

En af grundene til problemet er, at vi lever i et informationssamfund, hvor alt kan downloades fra internettet og med lidt copy/paste fuldstændig se ud, som var det ens eget. Og til en dansk stil kan man finde masser af analyser og omtaler på nettet, ja der findes ikke den tekst fra den danske litteraturhistorie, som man ikke kan finde noget om på nettet.

Internettet har derfor medført, at vi lever i et samfund, hvor copyright-begrebet er sat på prøve. Ulovlige kopier af sange, film eller lignende flyder frit på internettet, samtidig med at man også kan udgive både bøger, musik og film til at ligge gratis på nettet, hvis man måske ikke lige kan få støtte til en ’ægte’ udgivelse. Så der er måske ikke noget at sige til, at respekten for ejerskab ikke er, hvad den har været, og at man ikke forstår, det er forkert, når man bruger andres tekster blandet med sin egen.

Mine grænser har da også rykket sig, men spørgsmålet er, hvornår vi må sige stop – bl.a. har jeg for nylig hørt mig selv tøve med en skriftlig advarsel, for »nå ja, det var kun to tredjedele snyd – resten havde hun da selv skrevet«, eller i samtale med en anden lærer sige »ja, det er virkelig snyd på et højt plan – her er det virkelig klippet flot sammen«.

Al slags snyd er forkert, og det har det altid været, men nye former for snyd er dukket op med internettet, og her er gråzoner. Lad mig give to eksempler: En elev, lad os kalde ham Morten, havde skrevet en stil om Martin A. Hansen. Jeg havde undret mig noget over et par afsnit, der lød anderledes (og bedre) end resten, og ved et hurtigt tjek på nettet også fundet frem til kilden. Jeg gav via mail eleven en frist på et par dage til at rette citater og henvisninger (med henvisning til den pågældende hjemmeside).

Det virkede ikke! Eleven skrev: »Jeg vidste ærlig talt ikke, at det stod beskrevet sådan på internettet. Jeg har læst den hjemmeside, før jeg begyndte at skrive min opgave, men brugte den overhovedet ikke, da jeg skrev«. Først da jeg selv direkte copy-pastede fra hjemmesiden og sammenlignede med hans egen opgave – og truede med at gå til rektor (hvilket betyder en skriftlig advarsel) – erkendte, eller forstod, eleven, at der var noget galt, noget, der måtte rettes.

Vi taler om en både sød og dygtig elev, som jeg ikke ellers har haft nogen som helst grund til at mistænke for hverken dovenskab eller snyd. Lad os kalde det en ’anførselstegn mangler-stilen’, for med et par enkelte anførselstegn og kildehenvisninger havde det været en vældig fin stil.

I den anden ende befinder patchworkstilen sig, det er stile, der alene består af copy-paste-dele fra internettet. Der kan sådan set være brugt utrolig lang tid på at flytte rundt på afsnit, blande de forskellige hjemmesider og skrive nye, flotte overskrifter. Men præmissen for en dansk stil er altså, at man selv skriver den, så her ryger man lige ned til rektor og får en advarsel og et -3 i opgaven.

Spørgsmålet er, om eleverne forstår, at det er forkert. De forstår det helt sikkert, efter at de har været igennem en samtale med fru Rødglødende (altså mig), men ikke nødvendigvis inden. Som gymnasielærer er det måske for nemt at give folkeskolen skylden, men faktum er, at eleverne har nogle virkelig dårlige og indgroede afskriftsvaner, når de møder op første dag på gymnasiet.

Den gode, gammeldags form for snyd – lån en stil af Peter, og skriv dit eget navn på den – får samme behandling (advarsel og -3), hvis man altså opdager den! Det nye er, at det er blevet meget nemmere at låne en stil af Peter i dag – igen pga. internettet.

Det vrimler nemlig med opgavepushere på nettet: studienet.dk; studieportalen.dk, opgaver.com. Studienet er nok den største og derfor den værste slyngel. De pusher opgaver af enhver slags, og uploader du en af dine egne opgaver, får du point til at downloade andres, og downloader en anden elev din stil, får du også point, og det går hurtigt – typisk vil man allerede samme dag, som der er skriftlig eksamen i f.eks. dansk, finde flere spritnye eksamensstile uploadet og klar til afskrift (gå selv ind og tjek i aften).

Har du ingen point, må du betale for at downloade opgaver. Det bliver i øvrigt en større og større udgift på mit gymnasium og sikkert også andre steder, at vi som lærere betaler for at downloade stile for at tjekke vores egne elevers stile for snyd. Besværligt, dyrt og helt igennem ubehageligt!

Det giver dansklærerne mange bryderier. Hvis vi genbruger eksamenshæfterne fra tidligere år, risikerer vi, at flere af eleverne vil falde for fristelsen og downloade en besvarelse fra studienet.dk. Derfor prøver man at opfinde den dybe tallerken hver eneste gang, man skal give stil for, og det bliver ærlig talt ikke altid nogen særlig pæne tallerkner.

Det er heller ikke en fordel for eleverne, for det første fordi de risikerer, at de ikke får øvet sig i opgaver »af eksamenslignende karakter«, for det andet fordi jeg som deres ’skriftlige vejleder’ mangler det overblik, man kun får, når man har brugt en opgave flere gange og kender faldgruberne og de typiske elevproblemer med opgaven.

Jeg kan derfor i værste fald ikke rådgive dem lige så godt om besvarelse af opgaven og kan dermed også ende med at give dem en lavere karakter, end jeg ville have gjort før i tiden. Og det kan ende som skønne spildte kræfter, for de kan jo snyde alligevel. For alt er jo allerede sagt på det store stygge internet. F.eks. havde en klasse læst Holbergs karakterkomedie ’Jean de France’, og den dybe tallerken var, at de skulle skrive et essay om en af nutidens karaktertyper.

Men dem, der snød, havde da bare klippet noget sammen fra et essay om typer fra sociologen Henrik Dahls hjemmeside. Ak ja, så meget for opfindsomhed. På vores skole er vi nået dertil i år, hvor et udvalg af dansklærere producerer deres egen version af tekster og opgaver til årsprøver og terminsprøver for at undgå snyd – meget tidskrævende og muligvis også med fare for mangel på kvalitet!

Og nu VIL Undervisningsministeriet så til at lave skriftlig dansk studentereksamen med internetadgang (fra næste år). Hvordan undgår man så, at en elev e-mailer med sin far, der er professor i dansk, eller kigger på studienet undervejs? Begge dele er uredelig omgang med kilder, og systemet er ikke gearet til at kunne opfange det i den nuværende situation.

På vores skole har vi trådløst netværk, og selvom eleverne har forbud mod at gå på nettet under eksamen og terminsprøver, kan vagterne ikke tjekke alle, for vi kan altså ikke mandsopdække hver enkelt elev. Vi kan heller ikke slukke for netværket, for så slukker vi også for ledelsens, sekretariatets og de øvrige læreres mulighed for at udføre deres arbejde imens, og selvom vi gjorde det, har mange elever i dag mobilt netværk på den bærbare.

Forleden hørte jeg mig selv nævne ordet ’gennemslagspapir’ i en ophedet debat om emnet. Ingen computere, ingen internet, kun en elev, en blyant og en tekst, en fantastisk løsning – bortset fra at de færreste elever i dag kan skrive en læselig håndskrift.

Men man kunne jo også bare lade dem snyde løs, hvis man havde en sikker metode til altid at finde synderne, når man så rettede stilene. Flere gymnasier har investeret i programmet Urkund, der angiveligt skulle kunne finde alt, som en fil har til fælles med enhver offentlig tilgængelig hjemmeside. Men det sikrer mig jo ikke mod studienet (og lignende sider), som ikke er offentlig tilgængelige.

Et af de store elektroniske skolesystemer, som efterhånden over 80 procent af alle skoler bruger, nemlig Lectio, er vist nok i gang med at skabe en mulighed for at søge i en fælles database, og om nogle år bliver den skriftlige studentereksamen nok også gjort elektronisk, så alt i alt vil der om nogle år være mulighed for som lærer at have adgang til alt, hvad alle elever har skrevet, og dermed vil man nemmere kunne sammenligne og søge efter afskrift. Men det er jo fremtid. I mellemtiden kunne den nye undervisningsminister få øjnene op for problemet og måske oven i købet bruge en eller anden paragraf i rockerloven og forbyde den statsundergravende virksomhed, studienet.dk?

Og hvorfor gør eleverne det? Det åbenlyse er jo, at de sparer tid og sikrer sig en god karakter (et enkelt klik med musen, og du har en 12-tals stil fra studienet). Det er måske en konsekvens af Undervisningsministeriets ønske om at presse flest muligt ind på ungdomsuddannelserne – at der går flere og flere elever på skolerne, der faktisk ikke prioriterer det at lære noget særligt højt? De ’er der bare’. En uhyggelig tanke. Eller måske kigger man over skulderen hos andre, fordi man mangler selvtillid?

Jeg opdager lige så tit uredelig omgang med kilder hos dygtige elever som hos de svage elever. Eller skyldes det først og fremmest uvidenhed? Det er der noget, der tyder på, og det er da også et område, hvor vi rent faktisk kan sætte ind med mere præcis information. Eller skyldes det hele, at eleverne har dårlige forbilleder? Bærer vi – lærere såvel som medierne og resten af samfundet – selv en del af skylden? Jeg anstrenger mig for at være et godt eksempel, der altid oplyser om mine kilder, selv på ubetydelige noteark. Gak du hen og gør ligeså!

Der er ENDNU elever, der selv skriver deres danske stile. Men lærer de så noget af det? Man burde jo kunne lære noget af det, idet man kan arbejde med at forbedre sine evner på mange planer, både de formidlingsmæssige og de forståelsesmæssige.

Det er vigtigt, at eleverne forstår, at stil ikke bare er noget, man skriver, fordi man engang skal op i skriftlig dansk studentereksamen, men at dansk stil er et sted og en mulighed for at øve vigtige formidlingsredskaber – og altså opnå ’formidlingskompetence’. Men for at opnå en kompetence må man øve sig og udvikle sig. Det kaldes progression og er kommet mere i fokus efter gymnasiereformen.

Du kan måske huske, da du selv gik i gymnasiet, at du fik din stil tilbage med nogle røde streger og en karakter? Sådan er det ikke i dag, i dag bruger vi som lærere meget tid på at skrive kommentarer til eleverne, hvor man bl.a. påpeger, hvad eleven skal øve sig på. Men det er min fornemmelse, at de ikke bruger mine kommentarer til særlig meget.

For skriver jeg, at de skal arbejde mere med indledning og afslutning i én stil, ja så er det ikke unormalt, at jeg må skrive det i den 2. og 3. stil også. Og det er ikke, fordi de ikke har lært om, hvad en god indledning er (men det har de lært i en time i fællesskab, og elever i dag er jo dårlige til at modtage fælles beskeder).

Jeg tror, de kigger på karakteren, sukker og arkiverer stilen lodret. De mangler kort sagt en fornemmelse for, at det nytter at udvikle sin formidlingskompetence. Måske fordi så meget af deres tid går med kommunikation, som er en slags tale på skrift, Facebook, Arto, Messenger, mail, sms, hvor man jo ikke bruger tid på at finpudse formuleringerne, men bare ’snakker løs’? Eller måske som tidligere sagt, at de ikke prioriterer læringen særligt højt?

Af den flittige femtedel, der skriver deres stile selv og prøver at forbedre deres kompetencer fra stil til stil, er der nok en del, hvis primære mål er, at de skal gøre det godt til den skriftlige studentereksamen i dansk, for sådan tænker flittige elever ofte. Men fra i år har undervisningsministeren gjort den ’valgfri’, da der skal spares eksamenstimer. Man kan nu risikere/være heldig, at man ikke skal op i skriftlig dansk, hvis man f.eks. i stedet skal til mundtlig eksamen i dansk.

Er det ikke endnu en demotiverende faktor? Hvorfor ikke tage konsekvensen fuldt ud? Hvorfor ikke afskaffe dansk stil helt? Det vil spare en masse tid og penge, som man måske kunne bruge til at sørge for færre elever i klasserne – og så måske til en staveprøve i ny og næ. Men kære læser, hvis ikke du er enig – så synes jeg i det mindste, du kunne tage og hjælpe mig med at finde ud af, hvad vi så gør ved problemet. For det er jo Danmarks fremtid, det handler om!