Favn. I Rostock står en skulptur af beslutsomme arbejdermænd og -kvinder med strakte arme, der fik dagens kronikør til at tænke på Rudolf Nilsens digt 'Giv mig de rene og ranke'.

Giv mig de rene og ranke, de faste og stærke mænd, de som har tålmod og vilje og aldrig i livet går hen og sælger min store tanke, men kæmper til døden for den Rudolf Nilsen, 1926 17.-29. juli 1977 var jeg elev på Det Østtyske Kommunistparti, SED’s, John Schehr Amtspartiskole på Leningrader Strasse i Rostockforstaden Lütten Klein.

Jeg gik der sammen med 125 andre medlemmer af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Nogle tusinde danske kommunister har i årenes løb gennemgået skolingskurser i Lütten Klein. Jeg meldte mig ud af DKP i 1985 i opsparet utilfredshed kulminerende i vrede over DKP’s brug af fredsbevægelsen i 1980’erne, så jeg ved ikke, om partiet holdt kurser på partiskolen frem til den bitre ende for DDR i 1989.

Vi var fordelt på fem kurser. Jeg deltog i ’Politisk økonomi – videregående’ ledet af amtsrådsmedlem i Frederiksborg Amt Annette Nielsen. Et andet af Bjørn Erichsen, kendt bl.a. for sin udmeldelse af DKP i 1982 sammen med syv andre intellektuelle. Et tredje kursus var ledet af min lokale afdelingsformand, der i en periode sad i Århus Byråd for DKP.

Underviserne på kurset var danske kommunister, på mit kursus primært ansatte eller studerende på AUC’s og RUC’s samfundsvidenskabelige fakulteter. Indgangsvinklen til ’Politisk økonomi – videregående’ var ’Sta(ts) Mo(nopol) Kap(italisme)’-teorien. Ifølge teorien havde kapitalismen gennemgået tre faser.

Efter 1945 var vi i den statsmonopolkapitalistiske fase, hvor staten indrettede økonomien til gavn for monopolerne. Men det lysnede i øst, for med Sovjetunionen og de socialistiske landes indtræden på verdensscenen var kapitalismen trådt ind i sin dødsfase.

Fik jeg under opholdet i DDR så indtryk af, at det lysnede i øst, at socialismen i DDR var statsmonopolkapitalismen i Danmark overlegen?

Selv om jeg i dag anser meget af det sagte på kurset for fortænkt sludder, lærte jeg noget om finanspolitik, pengepolitik, indkomstpolitik, betalingsbalance, devaluering, inflation og diskonto. Det kunne man tro, jeg som historiestuderende på Aarhus Universitet vidste i forvejen, men der fulgte jeg kurset i marxistisk økonomi i stedet for nationaløkonomi, og vi nåede ikke ret meget længere end til 1. bind af Marx’ ’Kapitalen’.

Vi var også til foredrag med Rostocks viceborgmester, der lød som en embedsmand. Han fortalte, at partier og organisationer forlods var sikret et bestemt antal mandater i byrådet: Kommunistpartiet, SED, 20 procent, spejderkorpset, FDJ, 14 procent, Kvindeforbundet 8 procent, Kulturforbundet 2 procent og fagforeningerne 27,5 procent. De borgerlige partier havde hver 8 procent af sæderne undtagen Bondepartiet med 4 procent.

En parodi på folkestyre, men dengang accepterede jeg det uden videre. De borgerlige partier eksisterede kun, hvis de accepterede – de turde vel ikke andet – at SED havde magten i samfundet. Det indså jeg siden hen, men som universitetsstuderende burde jeg have gennemskuet det dengang.

Alfred Marker fra SED’s udenrigsafdeling holdt oplæg om verdenssituationen og den kommunistiske verdensbevægelse. Imperialismen førte ’løgnekampagne’ mod den socialistiske verden. Det gennemskuede visse kommunistpartier – det var det italienske og spanske han hentydede til – ikke.

De blev kritiseret for kun at søge en fredelig vej til socialisme, men at polemisere mod disse partier ville tjene ’imperialismens interesser’. Men maoisterne i Kina skulle bekæmpes. Japans Kommunistiske Parti kritiseredes for ekstrem nationalisme, fordi de krævede Kurilerne tilbage fra Sovjetunionen.

Partiskolen lå i et boligområde med stort set kun højhuse. Da jeg var aktiv i en huslejeboykot på mit kollegium, deltog jeg i et arrangement med særligt udvalgte i en boligblok. Jeg talte med en ældre mand, der var medlem af NDPD, et parti, der hævdedes at repræsentere nationalt sindede.

Han virkede ikke synderlig interesseret i boykotten på mit kollegium udløst af den danske finanskapitals jagt på profit, selv om jeg bar en bluse med en knyttet næve svævende over plænen foran kollegiet.

Vi besøgte også Warnowskibsværftet i Warnemünde, hvor en tredjedel af alle skibe i DDR blev bygget. En arbejderrepræsentant fortalte, at værftet var udsat for voldsom konkurrence fra Østasiens lavtlønsværfter. På et spørgsmål, om de lærte noget om skibsbygning i kapitalistiske lande, svarede han, at de fotograferede flittigt, når de var på besøg på skibsværfter som B&W.

Sidste aften på skolen var der fest. Kantinepigerne havde medbragt bånd, og jeg regnede med, at vi skulle høre kommunistiske slagere som ’Die Thälmannkolonne’, ’Spaniens himmel’ og ’Avanti popolo’. Men pigerne var til vestlig pop.

Vi måtte ikke tage lokale med ind på partiskolen, og måske ville de helst være fri. Det var også umuligt, for ved ankomsten til skolen fik vi udleveret et adgangskort, som skulle forevises en portvagt, når vi skulle ind på skolen, der var bygget som en firlænget bygning i fire etager.

Vi betalte selv billetten til DDR, men den blev refunderet af partiskolen, som også gav os lommepenge. Vi spiste utrolig godt på skolen, så SED var ikke nærigt på vegne af østtyske arbejdere og bønder.

Inden rejsen til Rostock fik vi udleveret DDR’s retningslinjer over varer, der måtte ind- og udføres. Bøger, film, lysbilleder osv. »hvis indhold er rettet imod fredens opretholdelse eller hvis indførelse på anden måde strider mod den socialistiske stat eller dens borgeres interesser«, måtte ikke indføres.

Vi måtte heller ikke bringe »legetøj af militær karakter« ind i DDR. Et idiotisk påbud, når DDR havde en folkearme af rigtige soldater med ret til at skyde på mennesker af kød og blod ved Berlinmuren. Ikke med vandpistoler eller andet legetøj, men med regulære skydevåben.

Jeg delte værelse med en kontorassistent, der ofte havde læserbreve i Land og Folk skrevet over læsten, at Danmarks problemer kunne løses ved at følge de socialistiske landes krisefri økonomi. Muligvis havde kurset og opholdet sat nogle ting på plads for ham. I alle fald læste jeg ikke siden læserindlæg fra ham i partiavisen.

På tidsafstand må jeg konstatere, at det kommunistisk-folkedemokratiske DDR ikke befandt sig på et kvalitativt højere stade end det socialdemokratisk-borgerlige danske demokrati. Men sådan så jeg vist ikke på det i 1977.

Har jeg i dag ingen dårlig smag i munden over at have deltaget i et politisk kursus betalt af en stat, hvis ideologiske grundlag – i dens selvforståelse var socialisme en videnskab om den historiske udvikling, ikke en ideologi, og det er netop problemet; en ideologi kan man være uenig i, ikke i hårde videnskabelige fakta – gjorde det acceptabelt at skyde folk på flugt fra landet?

Jo da, men jeg havde ikke meldt mig ind i DKP af glæde over mordene ved Berlinmuren. Jeg meldte mig ind i DKP af betagelse over de kommunistiske ideer om historiens gang og imperialisme, der syntes bekræftet af »USA’s krig i Vietnam«.

Så jeg anså drabene ved Berlinmuren som en omkostning i en højere sags – eller rettere en videnskabs – tjeneste, og i øvrigt havde amerikanerne dræbt hundrede gange flere vietnamesere i en højere antikommunistisk sags tjeneste.

Og så var der tidsånden. En kendt nu afdød dansk forfatter udtalte i 1975 til B.T., at »Jeg forstår Baader-Meinhof-gruppens aktioner«, der omfattede drab på repræsentanter for ’kapitalen’. Så andre end DKP og SED opfattede Helmut Schmidts socialdemokratiskledede Vesttyskland som fascistisk og Berlinmuren som en antifascistisk beskyttelsesvold.

SED’s John Schehr Bezirksparteischule Leningrader Strasse 45 står der endnu. Dele af den i hvert fald, men den har fået nogle tilbygninger, konstaterede jeg under et ophold i Lütten Klein i bededagsferien, og bruges i dag af skattevæsenet i Rostock. Udenfor står en skulptur af beslutsomme arbejdermænd og -kvinder med strakte arme, der fik mig til at tænke på Rudolf Nilsens digt ’Giv mig de rene og ranke’.

Jeg husker ikke, om den stod der i 1977, men skulpturen er typisk for DDR-tidens socialheroiske stil. Når den står der i dag, må nogen mene, at den stadig besidder kunstnerisk kvalitet; eller også er det af sentimentale grunde.

Men Leningrader Strasse har skiftet navn til St. Petersburger Strasse. Dens forlængelse i syd, Bertolt Brecht Strasse, har derimod bevaret sit navn, så Brecht må have forsonende træk. Til gengæld er Nikolai Ostrowski – skrev ’Stålet blev hærdet’ i Stalinårene – Strasse ændret til Dostojewski Strasse. Gorki, Andersen Nexø og Makarenko har stadig gader opkaldt efter sig. Men Rudolf Nilsen Strasse er blevet til Lagerlöf Strasse.

Jeg boede på 7. etage i en 11 etager høj bygning fra DDR-tiden, der i dag er indrettet til ’Gästehaus’, men i DDR-årene blev beboet af arbejdere fra Warnowværftet, hvis familie boede andre steder i DDR. Foran blokken i DDR-stil lå en Netto i spændstig byggestil, der satte to tider i perspektiv.

Helt tilfældigt faldt mit gensyn med partiskolen sammen med 1. maj. Et par hundrede meter fra ekspartiskolen krydses Petersburger Str. af Warnowallee. Op mod middag var en større gruppe mennesker samlet i krydset. Jeg havde i forvejen hørt, at det ekstreme nationalistparti NPD ville marchere gennem Lütten Klein ad Warnowallee, og at en moddemonstration ville hindre dem deri. I lygtepælene havde jeg set plakater mod NPD-marchen.

Jeg talte med en ældre mand i udkanten af skaren. Han fortalte, at pensionister var i overtal i Lütten Klein, da de unge var rejst vestpå for at finde arbejde. Det kan ikke være hele sandheden, for ved indfaldsvejene til Rostock lå der mange virksomheder. Bilparken i Rostock tydede også på velstand. Jeg så kun én Trabant i de to dage, jeg var der

Jeg bevægede mig ind blandt demonstranterne og spurgte en kvinde, hvad der skulle ske. Hun sagde, at de ville tvinge NPD til at vende om. Men var hun ikke bange for slagsmål med de højreradikale? Nej, det skulle politiet nok forhindre. De var også mødt talstærkt op. Op mod hundrede var de, og der var flere i folkevognsrugbrød i tilstødende gader. Flere demonstranter og betjente talte hyggeligt sammen, som om de kendte hinanden.

Kvinden havde slynget et dække om sig med ordene ’Bunt statt braun’ og samme mangefarvede sommerfugl, jeg havde set på plakaterne i lygtepælene. Den brogede sommerfugl var symbol for Rostocks anti-SED-bevægelse i 1989.

Jeg så ingen højreradikale nationalister in natura, men et NPD-slogan på tv: »WIR sind das VOLK«. Som det vil huskes, gjaldede disse ord gennem DDR’s gader i efteråret 1989. Så NPD benyttede også arvesølvet fra 1989.

En ung kvinde holdt en flammende tale og råbte over højtalerne kampråb mod racisme, fremmedhad og fascisme, som en gruppe unge siddende på asfalten gentog. Når hun ikke talte, lød der aggressiv heavy metal fra højtalerne. Samme type musik spilles, når højreradikale fester.

Jeg sværmede om krydset en times tid, i forventning om at NPD dukkede op. Men da det ikke skete, og jeg heller ikke havde lyst til at få tæv af højreradikale, venstreradikale eller betjente, kørte jeg til Warnemünde og bemærkede, at Warnowværftet var lukket. Da jeg vendte tilbage til krydset flere timer efter, var det reduceret til et ordinært upolitisk gadekryds.

Hjemme i Danmark så jeg i Ostsee-Zeitungs netavis, at det ikke var kommet til slagsmål mellem højre- og venstreradikale, da NPD-marchen var blevet omledt. Det var det heller ikke i Berlin og Hamburg. Måske i skuffelse over det var venstreradikale grupper i antifascismens navn i de to storbyer gået til angreb på politiet og havde brændt tilfældige menneskers biler af.

Det er slående, at DDR legitimerede og den ekstreme venstrefløj legitimerer deres vold – DDR dræbte flygtende ved Berlinmuren, venstreradikale bekæmper yderste højrefløj og politiet med vold og begår hærværk – med antifascisme, når begge parter opførte/opfører sig som de fascister, de vil lægge afstand til.

DF’s Søren Espersen har krævet, at nuværende SF’er Ole Sohn undskylder for sin tid som DKP-formand, især for sin deltagelse i festen for DDR’s 40-års fødselsdag i 1989 sammen med Honecker.

Jeg har ikke noget imod at sige undskyld for mit ophold på partiskolen i Lütten Klein.

Men hvem skal jeg sige undskyld til? Til Espersen? Eller til de utallige DDR-borgere, der blev kuet af SED?

Og hvilken nytte gør en undskyldning? Man bliver ikke klogere på historien af den. Det håber jeg derimod, man bliver af denne kronik.