Der er fokus på velfærdssamfundet i disse år – ikke mindst pga. demografien og den økonomiske krise. Alle er optaget af, hvad vi som samfund skal bruge penge på. Men det kniber med diskussion om, hvad vi rent faktisk får ud af de penge. Især inden for socialpolitikken, hvor udgifterne bliver ved med at stige.

I stedet for at have blikket skarpt fæstnet på de enorme summer, og hvordan beløbene kan trimmes i sparetider, så bør der kigges langt mere kritisk på, om de milliarder, der bruges på et hav af forskellige foranstaltninger og tilbud for at hjælpe borgere i alle aldre til et bedre liv, rent faktisk fungerer efter hensigten. Om borgerne reelt bliver mere selvhjulpne og mere selvforsørgende.

Set udefra må vi fremstå som lidt af et amatørhold, der blot fortsætterad samme slagne vej uden at være optaget af, om borgerne kunne hjælpes bedre ved at gøre noget andet. Hvordan kan man ellers forklare, at vi f.eks. fortsat anbringer antisociale unge sammen frem for hver for sig, når undersøgelser viser, at det at være sammen med andre antisociale unge forstærker den antisociale og kriminelle adfærd? Vi ved også fra SFI’s undersøgelser, at anbringelser meget oftere bryder sammen, når flere unge anbringes på samme sted.

Er det, fordi man synes, det er for dyrt at gøre noget, der er bedre? Ja måske, men er det nu så sikkert, at det er dyrere i det lange løb at vælge noget andet? Penge brugt på anbringelser, der enten ingen effekt eller direkte forøger sandsynligheden for, at unge bliver kriminelle og antisociale, er da i en eller anden forstand totalt spildte.

Et andet eksempel er hjælpen til hjemløse. Fra udenlandske undersøgelser ved vi, at det ikke dur at bruge den såkaldte trappetrinsmodel, hvor man f.eks. forsøger at behandle misbrugsproblemer på et trin og først derefter søger at finde en boligløsning på næste trin. Derimod virker det at sætte ind på flere områder samtidigt, herunder at finde en boligløsning. Det er heldigvis også det, der fremover satses på i den nye danske hjemløsestrategi.

Et tredje eksempel er selvvalgt uddannelse som aktiveringstilbud til ledige. Det forlænger ledigheden og er uden effekt på den efterfølgende beskæftigelse.

Tre søjler
Tanken om, at sociale indsatser skal sætte en positiv udvikling i gang hos borgeren, gælder selvfølgelig kun for en bestemt del af socialpolitikken. Den består i dag af tre søjler:

Den første handler om at forsørge dem, der ikke kan forsørge sig selv. Altså overførselsindkomsterne – kontanthjælp, førtidspension osv.

Den anden søjle handler om omsorg for dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Altså børn, som forældre ikke kan tage vare på, samt voksne handikappede og gamle, som har så ringe funktionsevne, at de ikke selv kan magte de mest almindelige dagligdags ting.

Den tredje søjle handler om de indsatser, der har til formål at hjælpe dem, der modtager indkomstoverførsler, til at blive mere selvforsørgende, og dem, der modtager omsorg, til at blive mere selvhjulpne. Kort sagt: hjælp til selvhjælp.

Denne søjle dækker bredt. Det er både indsatser over for udsatte børn og unge, hvor meningen med f.eks. anbringelser uden for hjemmet er at sikre dem en opvækst inden for så trygge og gode rammer, at de kan passe deres skolegang. Og med tiden få en uddannelse og skabe sig et voksenliv, hvor de kan forsørge sig selv.

Det er indsatser i forhold til voksne med sociale, helbredsmæssige og personlige problemer, der hindrer dem i at deltage på arbejdsmarkedet. Det er også indsatser i ældreplejen, som f.eks. at forebygge faldulykker og sørge for god genoptræning efter sygdom, så den ældre kan komme til igen selv at klare tøjvask og madlavning i stedet for at få hjemmehjælp og maden bragt fra kommunen.

Naturligvis er der eksempler på noget, der virker for nogen. Altså nogle børn får helt sikkert et bedre liv efter en forebyggende indsats eller gennem en anbringelse. Nogle langvarige kontanthjælpsmodtagere bliver arbejdsmarkedsparate og kommer i arbejde efter et længerevarende behandlings- og aktiveringsforløb. Faktisk har vi også en undersøgelse, der viser, at den straksaktivering, der blev praktiseret i Farum for år tilbage, betød et fald i kriminaliteten, uanset om de ledige kom i arbejde eller ej.

Men hånden på hjertet, så er der sandelig også mange eksempler på det modsatte. Det mest slående eksempel på det er jo, at førtidspensionsreformen i 2003 ikke har ført til det forventede fald i antallet af førtidspensionister. Og det på trods af, at grundideen bag reformen var, at førtidspension modsat tidligere skulle være forbeholdt personer, hvor erhvervsevnen varigt er så lille, at end ikke et fleksjob er en realistisk mulighed.

Et fornemt mål
Spørgsmålet er, om kommunerne reelt har forudsætninger for at vurdere, om manglende arbejdsevne er varigt eller midlertidigt – ikke mindst når det drejer sig om psykiske lidelser. SFI har påvist, at nogle personer med lav funktionsevne senere får en væsentlig bedre funktionsevne. Der er altså meget, der tyder på, at nogle får førtidspension, selvom der er en chance for, at de genvinder arbejdsevnen. Det er jo ensbetydende med, at den indsats, der gøres i kommunerne for at genskabe arbejdsevnen, slet ikke er effektiv nok.

Noget tilsvarende gælder på børn og unge-området. 16-17 pct. af hver årgang kommer aldrig videre i uddannelsessystemet, og det tal har været konstant de sidste 10 år, selv om udgifter til forebyggelse, anbringelser, specialundervisning, specialskoler osv. nærmest er eksploderet. Er det, fordi problemerne hos disse 16-17 pct. af hver årgang er blevet tungere med tiden, så en stadig mere omfattende indsats ikke skaber synlig fremgang? Eller er det, fordi indsatserne – såvel de sociale som i specialundervisningen – kun har en begrænset effekt?

Jeg kan ikke vide det med sikkerhed – der findes ikke en samlet analyse og vurdering af effekterne. Men de undersøgelser, der findes af forskellige dele af hele dette felt, tyder mest på, at effekten af indsatserne er utilstrækkelige til at få en større del af disse børn og unge videre i uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet. Og jeg har en mistanke om, at den manglende succes på børn og unge-området er en del af forklaringen på, at førtidspensioneringen fortsætter i uændret tempo.

Lad det være helt klart: Jeg er ikke ude efter princippet om hjælp til selvhjælp i socialpolitikken. Det er et fornemt mål og en helt rigtig og nødvendig del af et velfærdssystem som det danske. Både for de borgere, det drejer sig om, og for samfundet som helhed. Denne søjle har det meget vigtige formål at skabe bedre muligheder for sårbare og ressourcesvage borgere og samtidig skabe et alternativ til den offentlige forsørgelse og omsorg – at skabe en balance i det samlede system.

Men der er to ting, der er bekymrende. Den første er, at de indsatser, der ikke har umiddelbart synlige konsekvenser, men er vigtige ud fra en langsigtet betragtning, bliver nedprioriteret. Den risiko er særlig stor i økonomiske sparetider.

Tag nu eksemplet med sprogscreening af alle treårige. Det blev indført ved lov i 2007. Nu er der forslag om at ophæve det igen. Fordi det ikke har virket? Nej, det er det for tidligt at sige noget om. Begrundelsen er såmænd afbureaukratisering! Måske tror nogen, at man sagtens finder de børn, der har behov for sprogstimulering uden brug af systematisk screeningsværktøj for alle børn. Men det er ret usandsynligt. Tænk bare på, hvor mange alvorligt ordblinde der ikke bliver opdaget i folkeskolen!

Så hvad nu, hvis systematisk sprogscreening er effektivt? Der er overbevisende evidens fra udlandet for, at jo tidligere der sættes ind med sprogstimulering for de børn, der har behov for det, jo mere effektivt er det, og jo større udbytte får disse børn af deres senere skolegang. Det betyder også, at flere af dem bliver selvforsørgende. Faktisk skal en effektiv sprogscreening fulgt op af sprogstimulering for børn med behov kun resultere i, at ca. 10 personer i hver årgang bliver selvforsørgende frem for offentligt forsørgede for at være en rigtig godt investering for samfundet.

Sociale forsøgsvirksomhed
Den anden og helt grundlæggende bekymring er, at vi ligner et amatørhold på grund af den måde, vi bedriver produktudvikling på, når det gælder indholdet i tilbud og foranstaltninger.

Vi har i alt for lang tid baseret det på, at hver kommune eller hver enkelt institution selv finder frem til, hvad et tilbud skal indeholde. Men vi burde have vidst, at det ikke dur udelukkende at basere innovation på små lokale enheder. At det er usandsynligt, at man på den måde får udviklet noget, der giver optimal effekt for brugerne.

Tænk bare på landbruget. Ville danske landmænd nogen sinde have nået deres nuværende stade som nogle af verdens dygtigste, hvis hver landmand skulle have udviklet sine egne plantesorter osv. Svaret er helt sikkert et nej.

En central forklaring på den hastige produktivitetsudvikling i landbrugserhvervet har helt sikkert været, at man med statslige midler i ryggen har lavet forskning og fælles forsøgs- og udviklingsarbejde. Og at resultaterne efterfølgende er spredt til hele erhvervet bl.a. gennem et omfattende net af konsulenter.

Kan vi gøre noget lignende på det sociale område? Ja hvorfor ikke. Og der er faktisk initiativer i gang, der kan bringe os i den retning. SFI og Servicestyrelsen har etableret et helt nyt samarbejde om metodeudvikling og forsøg på det sociale område.

Formålet er at afprøve nye metoder og indsatser i et antal kommuner eller institutioner og samtidig måle, hvilken effekt det har for brugerne. Efterhånden som resultaterne fremkommer, skal de naturligvis ud til alle kommuner og institutioner. Perspektivet er, at der her skabes en egentlig forsøgsvirksomhed på det sociale område.

Sammenlignet med hjertekirurgi
Vejen til en mere professionel hjælp til selvhjælp går efter min overbevisning over langt større fokus på, hvad der reelt virker. Det vil give kommuner, sagsbehandlere, pædagoger osv. et langt mere oplyst grundlag at træffe beslutninger på, når de skal vælge, hvilke foranstaltninger eller indsatser de iværksætter over for borgerne.

Men det forudsætter et helt anderledes professionelt udviklingsarbejde baseret på forsøg, der skal give mere viden om, hvordan forskellige indsatser virker. Og det er ikke så ligetil at få kommuner til at medvirke i forsøg.

Et godt eksempel på det er anbringelsesområdet. Her ved vi, at mange anbringelser ikke har den ønskede positive virkning. Har man været anbragt uden for hjemmet som barn, er sandsynligheden for at selv at få børn, der bliver anbragt, flere gange højere. Der er også forhøjet risiko for ikke at få en uddannelse, ikke at få arbejde osv.

Alligevel er det meget svært at få kommuner til at deltage i de aktuelle forsøg med familieprogrammer, der netop skal give mere viden om, hvordan anbringelse kan forebygges, og hvilke typer programmer der har den bedste virkning.

Det handler både om ressourcer og om holdninger. Den kommunale sagsbehandler eller institution, der skal medvirke i et forsøg, har ofte behov for lidt ekstra ressourcer, fordi et forsøg f.eks. kræver nogle bestemte procedurer, nogle ekstra oplysninger om borgerne, eller hvad det nu kan være.

Derfor må der appelleres til kommunerne om at afsætte midler hertil. Det drejer sig kun om et lille beløb i den enkelte kommune. Men selv om det er småpenge, kan det jo være fristende at lade dem gå med i sparerunderne. Og det er meget uheldigt, for deltagelse i forsøg er en investering i en bedre socialpolitik i fremtiden.

Det andet problem er det holdningsmæssige. Nogle synes, det er uetisk at lave forsøg med mennesker. At det er problematisk at forskelsbehandle brugerne, som man gør, når man i et forsøg giver nogle brugere en ny form for indsats, mens andre får den indsats, man plejer at tilbyde. Jeg har svært ved at se det etiske problem, hvis den hidtidige indsats ikke virker eller virker meget dårligt. For ikke at tale om indsatser, hvor man ikke aner, om de virker.

De fleste af os er vist glade for, at lægerne for længe siden kom forbi denne barrikade og gennem årtier har lavet forsøg med mennesker i form af afprøvning af nye behandlingsmetoder, ny medicin osv. Og vel er sociale indsatser ikke direkte at sammenligne med hjertekirurgi, men det menneskelige og samfundsmæssige potentiale i at udvikle metoder og indsatser, der gør borgerne selvhjulpne og selvforsørgende, kan godt tåle sammenligning med hjertekirurgien.

Hvis vi ikke skaber viden om, hvad der virker, kan vi jo heller ikke vide, hvad vi gør.