Nu vælter det, tænkte man, da Julie Berthelsen for et par uger siden i det populære TV 2-program ’All Stars’ lod forsangeren Mads Lumholt gå på scenen og synge grønlandsk til hele Familien Danmark midt i den bedste sendetid fredag aften.

Programmets værtinde bemærkede, at det var modigt gjort. Det havde hun ret i. Grønlandsk til aftenkaffen, det er vi godt nok ikke vant til. Og så i et program, hvor der kæmpes om publikums stemmer. Det må have krævet en hel del is i maven. Julie havde imidlertid et es i ærmet. Det vender vi tilbage til.

Hvis nogen ikke skulle vide det: ’All Stars’ er en musikkonkurrence, en slags ’X Factor’ for kor. Fire kendte yngre musikere repræsenterer hver sin by. De har holdt auditions og udvalgt hver sin gruppe, heraf hver to forsangere. Tilskuerne stemmer via sms, og den korleder, som har fået færrest stemmer, må selv vælge, hvilken af de to forsangere der skal gå videre.

Når korlederen har mistet begge sine forsangere, er hele koret ude af konkurrencen. De var fire til at begynde med: Rasmus Nøhr fra 2200 Nørrebro, Johnson fra 8000 Århus, Niaren fra 9000 Aalborg og Julie fra 3900 Nuuk. Da vi nåede til finalen i aftes, var kun de to sidstnævnte med. Niaren med en, Julie med begge sine forsangere.

Grønland, er det ikke dem, der lige har fået selvstyre? Hvad laver de så forklædt som en dansk by i et dansk tv-program? Ja se, det er netop pointen. Selvstyret ser ud til at fremme den integration, som hverken den ’ligeberettigede’ indlemmelse i det danske rige (1953) eller hjemmestyret (1979-2009) lykkedes med.

Kan hænde at Grønland slet ikke rykker fjernere fra Danmark, men tværtimod kommer nærmere ved nu omsider at have opnået anerkendelse som ligeværdig partner, som der står i den nye lov. Af den lektie kan meget læres.

Hvad var det så med Julies es? Jo, efter med den grønlandske sang at have skabt en smule forvirring i et ellers meget forudsigeligt program sendte Julie genialt sin anden forsanger, Nina Kreutzmann-Jørgensen, på scenen med en klokkeren fortolkning af Tove Ditlevsen-Anne Linnet-nummeret ’Barndommens gade’. Mere dansk bliver det ikke. Havde nogen et øjeblik været i tvivl, genvandt Julie øjeblikkelig sin plads som favorit til at vinde programmet. Grønland er en del af Danmark, sagde hun og hendes kor med den sang. Vi kan den danske tradition lige så godt som nogen af jer – vi kan bare noget andet også.

På den måde har Julie fra starten af programmet genforhandlet og genfortolket den moderne grønlandske identitet.

Nuuk har ikke det bedste image i Danmark. For de fleste står byen som indbegrebet af en social katastrofe, folk helst vil flygte fra – hvis man altså skal tro de bekymrede danskproducerede programmer, vi jævnlig præsenteres for. Ikke fordi der ikke er sociale problemer i Grønland. Hvis Julie vinder ’All Stars’, skal pengene gå til organisationen Nanu og skabe et værested for socialt belastede børn et eller andet sted på kysten.

Det, der er nyt, er, at Nuuk, også hvad dette aspekt angår, fremstilles på fuldstændig lige fod med de andre danske byer. Niarn har lovet at bruge pengene på det sociale jægerkorps i Aalborg, som hjælper unge, der af en eller anden grund er kommet ud på et kriminelt skråplan. Havde Johnson vundet, var pengene gået til Mødrehjælpen i Århus, og havde Rasmus Nøhr vundet, var det blevet Norgeshjælpen, der sender unge fra stenbroen på skitur. Grønland har ikke monopol på sociale problemer.

På den måde kommer programmet helt uden om den sædvanlige opdeling i et velfungerende, beskrivende ’os’ over for et dysfunktionelt, beskrevet ’dem’, som kendetegner de gængse danske fremstillinger. Vi er civiliserede, moderne mennesker i modsætning til dem, de stadig lidt primitive grønlændere, som ikke har kunnet tåle omplantningen fra fangersamfund til storby.

Den fortælling om grønlænderne er blevet så fuldstændig naturliggjort, at end ikke grønlænderne sætter spørgsmålstegn ved den. Eller rettere: Sådan var det indtil for nogle år siden, men nu ser tingene helt anderledes ud. De unge grønlændere gider ikke længere det skyld og skam-kompleks, danskere og grønlændere slæber med sig fra kolonitiden. ’Det er danskernes skyld’ – det argument dur ikke længere. Nu tager man ansvaret på sig og ser fremad.

Julie stiller derfor også med en broget flok, der tilsammen tegner billedet af, hvem grønlænderne er. Kategorien er meget bredere, end mange danskere måske havde forestillet sig. »De ligner slet ikke grønlændere«, er der nogle, der mener. Jo, det gør de lige netop! Det er muligvis sandt, at korets medlemmer i varierende grad ligner de inuit, der boede i Grønland ved kolonisationen i 1721. Den slags har imidlertid aldrig været afgørende i Grønland. Det er følelserne og tilhørsforholdet, der tæller. Julie annoncerede da heller ikke efter ’grønlændere’ til sit kor, men netop efter mennesker med tilknytning til Grønland.

Derfor har vi denne brede vifte af folk: En, hvis oldemor var grønlænder, en dansk folkeskolelærer, som har boet seks år i Nuuk, en anden folkeskolelærer, som har boet der altid, og hvis forældre også var fra Grønland, en, som er født i Grønland af danske forældre, en, som er født i Danmark af grønlandske forældre, og endnu en, som er født i Grønland af amerikanske forældre, men som hedder noget meget grønlandsk. Nogle i gruppen taler bedst det ene eller det andet sprog, andre er som Julie selv fuldstændig flydende på flere sprog.

Sådan er de moderne grønlændere: rejsende i sprog og i kulturer.

Over 80 procent af grønlænderne bor i dag i byer. Over en fjerdedel af befolkningen bor i Nuuk. Det er for sent at begræde den udvikling. Grønlænderne pendler mellem Grønland og Danmark og i stigende grad også mellem andre lande og verdensdele. På den måde deler de erfaringer med danskerne, som heller ikke har nok i deres eget lille sprog, og som også i stigende grad søger ud for at få uddannelse, arbejde, behandling.

På sådanne områder er Grønland faktisk forud for danskerne, og vi kan lære af deres erfaringer. Men danskerne skal ikke som grønlænderne slås med stigmatiserende forestillinger om dem. Derfor er det et helt andet ansvar, der hviler på Julies skuldre end på de andre korledere, der nok repræsenterer deres by, men i sidste ende alligevel ikke så meget andet end sig selv.

’All Stars’ kan noget, som lovtekster, afhandlinger og kronikker ikke kan. ’All Stars’ kan formidle til et meget bredt publikum, det kan få ungdommen i tale, og det kommunikerer direkte til følelser og billeddannelse. For Julie gælder det om at tegne et helt nyt portræt af Grønland – og som alle, der har set programmet, vil vide, lykkes hun i den grad med det projekt.

Hun lagde forsigtigt ud. Både numre og fremførelser var rimeligt mainstream – men alligevel med en kant. Der var grønlandsk mikset med de engelske opråb om at kæmpe for sig selv og børnene og hinanden på sangernes T-shirts i et af numrene i det første program. Asanninneq (kærlighed) stod der med store bogstaver på Julies ryg.

Der var også de fotos, deltagerne hver især havde med sig på scenen af dem, de savnede derhjemmefra. En manifestation af omkostningerne ved det at have sit liv to steder og altid savne det ene. Men også af det faktum, at det er noget, grønlænderne har lært at leve med, som Julie forklarede det. Og så havde der lige sneget sig et grønlandsk børnerim ind i Nabihas ’Deep Sleep’ – det forrygende pyjamasnummer, hvor Mads, som i det første program havde siddet fanget i Nuuk på grund af den islandske askesky, kom drønende direkte fra lufthavnen og på scenen.

For alvor kom der imidlertid gang i det grønlandske i program 4, hvor Julie udsatte Lady Gaga-nummeret ’Bad Romance’ for grønlandsk chanting, aja ajajaja, og maskedans. Hun skar det ud i pap inden nummeret: »Maskedans er en ældgammel grønlandsk ting; det er ikke noget, vi har i vores samfund i dag, det er en del af kulturhistorien«. Hårtoppene, ansigtsmalingen osv., det er et kostume, grønlænderne kan tage af og på, fuldstændig som når de til ’Barndommens gade’ havde tøj og hår a la København anno ca. 1930.

Der skal nok være dem, der vil mene, at Julie med sin brug af maskedansen gør den til ufarligt show. Som Julie imidlertid understreger, er den her form for det fremmede tæmmet for længe siden. Det er ikke omkring den eskimoiske arv, der er noget på spil. Tværtimod lever maskedansen udmærket op til danske forventninger om, hvad der skal underholdes med på en grønlandsk aften. Det, Julie gjorde med maskedansen, var således blot at berede vejen for det langt mere grænseoverskridende indslag med den grønlandske sanglyrik, der udgør ’hovedstolen’ i den grønlandske kulturarv, og hvor grønlænderne virkelig har følelser involveret.

Hvorfor var Mads Lumholt så rørt, da han havde sunget Siiva Fleichers ’Silarsuaq takuiuk’? Det er en smuk melodi med en smuk tekst, der handler om at få øje på naturen og menneskets forbundethed med kosmos. En klassiker i den nyere grønlandske musik, som Nina, Mads og Julie, ’hjemmestyrets børn’, er vokset op med. Siiva Fleicher er forsanger i bandet Zikaza, som var på toppen i 80’erne og 90’erne, arvtageren til 70’ernes Sume, hvor Julies far slog sine folder.

Som det fremgik af reportagen fra øverummet, var det utrolig vigtigt for Mads Lumholt, som har dansk som sit første sprog, at ordene blev udtalt og betonet helt rigtigt. Det lykkedes. Også grønlænderne nede i salen var rørte, Julie var rørt. Det handler selvfølgelig også om, at det rammer stærkt, når man hører sit eget sprog sunget på den måde langt væk hjemmefra. Men derudover var der også noget ’førstegangs’-stemning over det. Et: Det her er os. Det er, hvem vi er. Take it or leave it!

Men Grønland har da Rasmus Lyberth, vil man måske indvende. Det er sandt. Rasmus Lyberth er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at det grønlandske har savnet rum i det danske. Hvor Rasmus Lyberth var en ener, står Julie Berthelsen i spidsen for et sammentømret kollektiv af målbevidste grønlændere, der ser direkte ind i kameralinsen og med fast stemme erklærer, at de ved præcis, hvem de er, og hvor de vil hen.

Men hvad så med ’Julehilsen til Grønland’? Det program er da netop til for at illustrere det smukke samarbejde de to folk imellem! Vist så, men det udgør i den grad en parentes i den danske sendeflade og har – den pæne tanke og den massive opbakning til trods – lidt den samme karakter af ritualiseret, pligtskyldig korrekthed som den særlige hilsen til det færøske og det grønlandske folk i Hendes Majestæt Dronningens nytårstale. Julie ’All Stars’-versionen af ’Silarsuaq takuiuk’ var noget nyt og anderledes. Og det var stort!

Forandringen kan spores i værtindens holdning. Hun har haft lidt svært ved at finde sin rolle i forhold til denne nye relation det danske og det grønlandske imellem. Der er en længe indøvet tradition for, at danskere griner, når de skal prøve at sige noget på grønlandsk – eller i det hele taget bare hører sproget talt. For det er jo så fuldstændig uforståeligt og umuligt at udtale med alle de mærkelige lyde, ikke sandt. Det er der imidlertid også andre sprog, der er – uden at nogen finder det passende at slå en kæmpe latter op. I det første program havde værtinden ikke rigtig opdaget de ændrede præmisser.

Mads Lumholt var som sagt strandet hjemme i Nuuk, og værtinden opfordrede den anden forsanger til at sende ham en hilsen. ’Tallimanngorpat takuss!’ (Vi ses på fredag) sagde hun. Stor latter fra værtinden: »Jamen det var da liige det, jeg ville have sagt«. Et par fredage senere havde hun lagt den slags helt af og endda fået lært at sige velkommen på grønlandsk. ’Tikilluarit!’. Det er såmænd ikke sværere, end at alle kan lære sig lidt grønlandsk, når det sådan går hen og bliver en del af jobbeskrivelsen.

Flere af deltagerne i Julies kor har talt om den usikkerhed, hvormed de først var taget til København, fordi det ikke var til at vide, hvordan man ville tage imod et kor »fra sådan en helt anden del af Danmark end dem, der plejer at deltage i sådan nogle programmer«, som én udtrykte det. Det er klart, at hele Grønland stemmer på Julie, for som de selv siger, så er der også gået lidt ’landskamp’ i det, nu hvor det går så godt. Som Julie imidlertid også har understreget, er det jo ikke kun på grund af de grønlandske stemmer, at koret hver gang er gået videre. Danskerne har simpelt hen bakket op omkring det overskud og den kreativitet, hvormed det grønlandske kor har manifesteret sig i konkurrencen.

Uanset hvad er det lykkedes Julie at drage det maksimale udbytte af den grønlandske deltagelse. Med Julie ’All Stars’ er selvstyret, også uden for de politiske cirkler, trådt i karakter.