Nu om dage er Mongoliet overset; næsten usynligt. Klemt inde mellem de to vældige naboer, Kina og Rusland, uden adgang til havet; falder ud af sammenhængen, når talen falder på Centralasien, Nordøstasien eller sågar det tidligere Sovjetunionen.

For selv om Mongoliet i 1921 blev verdens anden kommunistiske stat og var sovjetisk vasalstat i 70 år, var – og er – landet suverænt. Siden Sovjetunionens opløsning råder et nogenlunde venskabeligt forhold mellem Rusland og Mongoliet.

Det Mongolske Rige strakte sig i det 13. årh. fra Donau til det Japanske Hav og fra Cambodja til Nordpolen. 33 mio. kvadratkilometer, flere end 100 mio. indbyggere. Verdenshistoriens største sammenhængende rige. Tal om globalisering!

Da mongolerne invaderede og besatte Kina og skabte Yuan-dynastiet (1271-1368), blev styret så at sige kinesificeret, opslugt af Kina og kineserne. Siden har Kina haft et overordentligt godt øje til Mongoliet. Kinas sidste kommunistiske kejser, Deng Xiaoping, sagde, at den ’kinesiske hane’, Kina, var næsten intakt, manglede blot sin sadel. Kig på et kort over Kina og nabolandene, ’hanens sadel’ er Mongoliet. Og det var først i 1990’erne, mens nationalisterne på Taiwan stadig hævdede at være hele Kinas regering, at Taiwan sløjfede sit krav på Mongoliet som kinesisk territorium.

Kina udgør ikke længere en militær trussel mod Mongoliet. Men økonomisk er en større invasion i gang fra det tætbefolkede Kina til Mongoliets store vidder med kortsigtede investeringer, der ikke er af synderlig gavn for Mongoliet – ofte tværtimod.

Klemt inde mellem kæmper
I dag gør Mongoliet ikke megen stads af sig, mongolerne er beskedne folk; verdens tyndest befolkede land, stadig stort, men med en lille befolkning: tre mio. mennesker på over 1,5 mio. kvadratkilometer.

Omkring årsskiftet 1989-90, da Sovjetunionen var i opløsning, og kommunismen havde udspillet sin rolle – i hvert fald i Europa – væltede mongolerne lige så stille det kommunistiske styre ved en demokratisk revolution med fredelige demonstrationer på Sukhbataar Pladsen i hovedstaden, Ulaan Baatar – i 30 graders frost. Det blev enden på det sovjetiske overherredømme.

Mongoliets skiftende demokratisk valgte regeringer gennem snart 20 år har udøvet stor udenrigspolitisk balancekunst i klemmen mellem Kina og Rusland. Væsentligt i bestræbelserne er forsøget på at tiltrække den øvrige verdens opmærksomhed, respekt og – frem for alt – støtte i balanceakten.

På den politiske tænketank Open Society Forum, der i sin tid blev stiftet af George Soros Foundation, men som i dag står på egne ben, siger lederen, Erdenejargal (der som de fleste mongoler kun benytter ét navn):

»Historisk er vi meget bevidste om, at vi er klemt inde mellem disse kæmper, altid foruroliget over vores geografiske placering. Enhver mongol holder sig for øje, at vi er nødt til at være forbundet med resten af verden«. Derfor kaldes resten af verden ’de tredje naboer’ i Mongoliet.

Hjørnestenen i Mongoliets udenrigspolitik er at skabe kontakt og forbindelser til disse tredje naboer og internationale organisationer som FN og WTO i håb om at holde de to store naboer i skak. Mongoliet bestræber sig på at løfte sin del af ansvaret i det internationale samfund og har for tiden soldater i Afghanistan, Sierra Leone og Somalia og har også haft det i Irak.

Alligevel får Mongoliet langtfra point som fortjent; for slet ikke at tale om opmærksomhed og støtte, moralsk såvel som praktisk, til sit demokratiske projekt, der – mange skæverter til trods – er en formidabel præstation i forhold til alle lande, Mongoliet kan sammenligne sig med eller er omgivet af.

I forhold til andre lande, der har afviklet sovjetkommunisme og bevæget sig fra kommando- til markedsøkonomi som f.eks. Kirgisistan, Georgien og Cambodja, er der ingen tvivl om, at Mongoliet har gjort det godt; klasser over de andre, men alligevel ikke godt nok.

Demokratiet går sin skæve gang. Politikere giver valgløfter, som vi herhjemme aldrig ville hoppe på: kontanter, guld og grønne skove. Mongolerne er generelt veluddannede og velinformerede, og de er også tillidsfulde – somme vil kalde dem naive; de lærer valgløfters flygtige karakter på den hårde måde.

Og her kan en anden nation med en lille befolkning og stor erfaring i demokratiet, nemlig Danmark, gøre en betydelig forskel; i det små med vejledning i diverse mindre produktion og andelsbevægelser, på det institutionelle plan med oplysning om og vejledning i åbenhed i forvaltningen og institutionsopbygning; i udnyttelse af den næsten evige blæst på steppen og i, hvordan man overfører nomadens tætte forhold til og forståelse for naturen til miljøbevaring i et land, der er grueligt truet på miljøet.

Jeg har hørt om i hvert fald én nomadefamilie, der døbte en datter Danida som tak for dansk hjælp til at konvertere husdyrholdet fra statsejet til privat.

De tabte år
Det er iøjnefaldende, hvor langt en krones bistand rækker i Mongoliet, som med sin veluddannede befolkning er sulten på vejledning, rådgivning, inspiration, incitament.

Et eksempel er Dansk-Mongolsk Selskabs mikrokreditprogram, som med støtte fra Danida yder lån til forsørgere på 500 kr., der afdrages over ca. to år, og som sammen med vejledning i opsparing, forskellige sociale færdigheder og opmuntring til ansvar for fællesskabet fuldkommen ændrer tilværelsen for hele familier til det bedre, ja nærmest det bedste. Man kan dårligt tænke sig 500 kr. givet bedre ud. Og så bliver de endda betalt tilbage og kan lånes ud til en anden.

60 pct. af mongolerne lever i byer, flest i hovedstaden, og mange i det traditionelle runde filttelt, geren. Resten er nomader og lever på steppen, beskæftiget i landbrug og husdyrhold. Men nomadetilværelsen er klemt – af bl.a. minedrift og klimaændringer.

Mongolerne oplever præcis de samme sociale problemer som andre samfund i den vanskelige overgang fra statsligt formynderi til stor frihed og ansvar: underbeskæftigelse og arbejdsløshed i byerne, druk, vold, frafald fra uddannelser og opløste familier.

Men netop i Mongoliet hersker en helt enestående beredvillighed til at gribe en håndsrækning og vilje til at lære at begå sig på de nye vilkår. Derudover rejser mange mongoler til især Sydkorea som migrantarbejdere, hvor de savner steppen og vidderne til vanvid, men tjener penge til at forsørge familien derhjemme.

I Mongoliet taler man om de »tabte år« fra 2000 til 2008. Skiftende regeringer havde gode indtægter fra råstoffer til at finansiere fremskridt og udvikling, men tabte bare mulighederne på gulvet.

Tilliden til Mongoliets siddende samlingsregering mellem Det Mongolske Folks Revolutionære Parti, som er det gamle kommunistparti i ny forklædning, og Det Demokratiske Parti, er beskeden. Regering og parlament lovgiver og handler efter egne snævre forretningsinteresser og ikke for nationen.

Et fint eksempel er minesektoren. Mongoliet har olie, verdens største uudnyttede reserver af guld og kobber, nogle af klodens fineste kulreserver og verdens 15. største uranreserver – og formentlig endnu mere uran.

Mongoliet har også nogle af verdens på netop disse felter nok mest glubende naboer, Kina og Rusland. USA ligger langt væk og interesserer sig ikke for Mongoliet, så de to muskuløse naboer er regionale supermagter.

Turbat er minioligark og præsident i sit eget selskab, Mine Info Holding, der leverer logistik til mineselskaberne, og æresmedlem i Mongoliets Mineforbund. Han har stor tillid til markedskræfterne, men ikke til regeringen og naboerne.

»Kinesiske og russiske virksomheder står stærkt i Mongoliet i forhold til lovlydige børsnoterede virksomheder, fordi de har budgetter og politisk råderum derhjemme til at bestikke politikere og embedsværk her i Mongoliet. Der kan lovlydige selskaber slet ikke være med«.

Hensynsløs minedrift
Minedrift vokser eksplosivt i Mongoliet, lovlig såvel som ulovlig. Mindre udenlandske mineselskaber har købt koncessioner i Mongoliet og solgt dem videre til Kina og Rusland – og dermed undermineret en ny lov om, at mindst 51 pct. af enhver mine skal være på mongolske hænder. Mineejerskab og udnyttelse af minerne er allerede helt gennemhullet af bestikkelse og andre fiflerier.

Så er der ’mine-ninjaerne’, som individuelle guldgravere kaldes i Mongoliet: nomader, som ikke længere kan opretholde den traditionelle tilværelse på steppen og går på jagt efter guld i det store øde land. Og ninjaernes guldjagt er grådig og farlig – for dem selv og for naturen. De bruger arsenik, cyanid og kviksølv til udvindingen og aner intet om risikoen eller sikkerheden. Ninjaerne forgifter jorden, vandet og sig selv.

Mongoliets største aimag (provins), Sydgobi, har stor koncentration af mineraler: verdens største kulmine, Tavitoigul, verdens næst- eller tredjestørste guld- og kobbermine, Oyu, Tere Tolgoi, Ovoot Tolgoi m.fl. Men der er ikke vand i Sydgobi, så fælles for minerne er, at der ikke er adgang til vand. Og minedrift kræver store mængder vand.

Driften af den store guldmine, Tere Tolgoi, går snart i gang – uden at der er fundet vand til udvinding, produktion, kraftværk, lufthavn og heller ikke til vandforbruget hos de mennesker, der skal tilknyttes: administration, minearbejdere, deres familier, boliger, kantiner …

LÆS OGSÅGuldfeberen raser i Mongoliet

Mongoliet har mange love – også omkring minedrift, men de spiller ikke sammen. Der skal naturligvis laves forundersøgelser af hvert projekts bæredygtighed. Men kun af de tekniske krav til minens egentlige produktion, ikke af de tilknyttede behov som lufthavn, energiforsyning, boligbyggeri, skole osv. Og forundersøgelserne er ikke offentligt tilgængelige. De kommer kun til offentlighedens kendskab, når bekymrede ingeniører lækker dem.

Jorden i Sydgobi er i forvejen udpint af hensynsløs minedrift. Forladte kulminer ligger som store åbne sorte sår i ørknen. Der er stort set ikke vækster tilbage til at dæmme op for sandstormene, som alle dage har blæst fra Gobi ned over Kina – helt ned til Hongkong. Så får man støv i øjnene og mellem tænderne, så det knaser.

Uran som udvej
I dag er sandstormene fulde af giftigt kulstøv. Og ironisk nok er det i høj grad kinesernes egen skyld, for den hidtidige minedrift i Sydgobi har først og fremmest været begået af kineserne med udvinding til det kinesiske marked. Hvis kineserne havde ryddet ordentligt op efter sig, når de forlod tomme miner, og passet bedre på miljøet, ville stormene ikke være forgiftede.

Mongoliet er forblæst. Og der er masser af solskin. De fleste nomader har da også en lille solfanger på geren til at drive fjernsynet, som henter signal via en handy sammenklappelig parabolantenne, som foldes sammen som en vifte og pakkes sammen med teltet, når man flytter lejr. Det synes indlysende at udnytte begge energikilder på den mongolske steppe – også i stordrift til erstatning for byernes møgbeskidte kraftværker, der er et levn fra sovjettiden.

Uran er i en klasse for sig med store sikkerhedspolitiske interesser på spil, og Mongoliet alene er slet ikke i stand til at sætte sig op imod Kina og Rusland – bestikkelse eller ej.

Én – næsten unævnelig, men også nærliggende – mulighed for at sno sig ud af klemmen er, at Mongoliet indfører kernekraft og selv bruger sin uran. Der har været følere til Frankrig i den anledning, men hidtil uden konklusion.

Det er karakteristisk for Mongoliets situation, at landets stærkeste kort i spillet om at danne modvægt til de to store naboers appetit på uran er at appellere til omverdenen, til de tredje naboer.

Diskret katastrofe
Den pragmatiske minioligark, minemanden Turbats eneste løsningsforslag til at dæmme op mod Rusland og Kina er opgør med korruption og større gennemskuelighed i handel med miner og rettigheder. Og hvis det sker, håber han, at omverdenen vil få interesse i at investere hæderligt i Mongoliet.

Holdningen går igen i politiske tænketanke og ngo’er: i klemmen mellem Kina og Rusland kan Mongoliet ikke gøre andet end at håbe, at de to naboer agerer ansvarligt, og opfordre tredje naboer til at holde øje med, at de to store ikke lige så stille opsluger, truer og ødelægger Mongoliet.

Og i år er Mongoliet tilmed ramt af en stille katastrofe. Zud kalder mongolerne den katastrofale kombination af en tør gold sommer, efterfulgt af en ekstraordinært kold vinter, som i år har skabt en uigennemtrængelig isskorpe hen over det sparsomme græs. Zud har kostet mere end otte mio. af Mongoliets i alt 44 mio. husdyr livet denne vinter. Og flere vil dø frem til juni.

Zud er lydløs. Men den springer i øjnene. Jeg glemmer aldrig synet af Mongoliets vinterkolde steppe, der flyder med døde dyr – enkeltvis eller i dynger. Og døende dyr; flest geder, får og køer, men også enkelte af mongolernes elskede gangere, hestene. De kan ikke længere bræge, brøle eller vrinske deres dødsangst; de har mistet mælet, øjnene er blevet matte, og livet siver ud af dem. Når tøvejret for alvor sætter ind senere på måneden, og alle de stivfrosne kadavere begynder at smelte, bliver de en alvorlig sundhedstrussel – især nær floderne og andet drikkevand.

Store dyrebestande er decimeret, mindre helt udslettet. Alle Mongoliets 170.000 nomadefamilier er berørt. De 9.000 familier, der har mistet alle deres dyr, må pakke geren og slå den op i udkanten af en by, hvor der heller ikke er levebrød. For uden dyr kan man ikke overleve på steppen. Alle var forberedt på zud i år. Men ingen var forberedt på, at den ville blive så slem, så alle lagre blev tømt, længe inden vinteren var forbi.

Sågar når katastrofen rammer i Mongoliet, er den nærmest diskret – uden spektakel og rabalder, sammenstyrtede huse og sprudlende vulkaner, der for en stund kan tiltrække omverdenens opmærksomhed og også dens hjælp.