Lad os slå en ting fast med gotiske syvtommersøm: Vi ønsker os ikke tilbage til monopolets gråmelerede dage, hvor ugens fjernsynsmæssige højdepunkt var et program med kunsthistorikeren Einar Johansson, som med henført røst berettede om den nederlandske kakkels bevægende historie i 1600-tallets turbulente Europa.

Eller for den sags skyld doktor Ingvald Lieberkinds hidsige eksponering af bæltedyrets erotiske liv ved nattetide. Slet ikke.

Men det er jo ikke sådan, at det er enten-eller. At monopolfjernsynet var mediets guldalder eller at alting er blevet bedre efter TV 2 og alle de andre kanalers fremkomst på markedet i slutningen af 1980’erne. Nostalgien er ikke, hvad den har været – heller ikke med fjernsyn.

Men det må være muligt at kunne diskutere fordele ved den kvalitet, som forsvandt med monopolbruddet og den markedsdrevne medieverdens opkomst.

Frem for alt – og her må også konservative kræfter være enige – var der en mediemæssig sammenhængskraft i den danske nation via dette monopol: Vi så det samme aften efter aften – på godt og ondt, inklusive hollandske kakler og mærkelige dyr. Som salig Lieberkind ville have sagt: Sådan vil de have det, sådan kan de lide det.

Der var i monopolfjernsynet en slags grundtvigiansk didaktik, nærmest med rødder i 1700-tallets oplysningstid. Eller for at sige det med Johan Herman Wessels berømte Horats-parafrase: »At gavne og fornøje, hav stedse det for øje«. Der var en kulturpolitisk konsensus om, at der var plads til både ’Pladeparade’ med piberygende Otto Leisner og historikeren John Danstrup og hans orientering om verdens skæve gang i almindelighed og Golan-højdernes strategiske betydning i særdeleshed.

Da TV 2 kom til i 1988, brød man med denne i virkeligheden britiske model for fjernsyn, opstået med BBC som DR’s klare forbillede med en præcis public service-flade og -profil, der netop i bedste europæiske forstand mente, at ikke kun skidt, men så sandelig også kanel havde sin berettigelse og plads i æteren. TV 2 var fra start vestvendt mod amerikansk fjernsyn som et tapet af levende billeder, der aldrig blev slukket for endevæggen af såvel køkken som dagligstue.

Forskellen kom tydeligst frem i ’den ny kanals’ måde at formidle nyheder på. TV-avisen havde altid det store overblik og overskrifter fra den ganske verden, mens TV 2’s Nyhederne gjorde en dyd af også at fortælle om smedens kat, der var død i nat. DR’s håndtering af nyhedsstoffet var centralistisk med København som centrum og mere fokuseret på udlandet, end hvad der skete i Vojens og Vejle – og dertil meget, meget fikseret på den evindelige konflikt i det mellemste Østen.

På TV 2 ansatte man også en yngre generation, mere eller mindre opdraget og uddannet i USA, som havde en nærmest hadsk holdning til monopolfjernsynet og i deres øjne kulturradikale opdragelsesprojekt. For eksempel begyndte Palle Strøm, i dag programdirektør for TV 2, som satirisk skoser af DR’s vadmelsagtige pædagogfikserede skolelærerunderholdning for børn og unge. En tilbagelænet holdning til DR’s koryfæer fra Georg Metz til Povl Kjøller. Plus siden på TV 2 at servere al den glade underholdning i diverse genrer, som kendetegner amerikansk fjernsyn: sitcoms, quizprogrammer, amatørkonkurrencer, sæbeoperaer og drengerøvsfjernsyn i diverse gradbøjninger.

Det har vi levet med i snart tyve år. Og det kaldes konkurrence. Og ære være alt det skæg og ballade, fra ’Lykkehjulet’ til ’Liebhaverne’ samt ’Zulu Djævleræs’ og dertil hørende; men er det det, vi tænker, når vi bruger ordet kvalitet.

Lad ret være ret. Der er rigtig meget godt at sige om TV 2. Især for så vidt angår formidling af nyheder og sport. Og vi fik mulighed for at stifte bekendtskab med danske aftapninger af amerikanske quizformater, så vi kunne se, at der var en verden hinsides Otto Leisner og koncepter som ’Tippejob’ og ’Den gyldne pil’. Og lad os da også være ærlige; måske var Danmarks Radio med såvel ’Kanal 22’ som ’Lørdagshjørnet’ ikke nok til hele ugen. Der var en vis selvtilstrækkelighed og metaltræthed i monopolets underholdningspolitik og selvforståelse i det hele taget.

Men har konkurrencen ændret afgørende ved dette? Kan man sige, at konkurrence på disse felter har skabt mere kvalitet og underholdningsmæssig sammenhængskraft. Kan man sige, at indførelsen af konkurrence har betydet, at vi har fået mere kvalitetsfjernsyn at se på?

Begge kanaler, DR og TV 2, sender stort set samme store amatøristiske underholdningsflade. Fra ’X Factor’ til ’Vild med dans’ og mange andre i virkeligheden dilettantiske afdansningsballer med glade medvirkende, mere eller mindre kendte, hvis eneste ønske det er at blive endnu mere kendte. Sidney Lee og Amalie fra ’Paradise Hotel’ er blevet guder og guruer for en kult, som muligvis er nødvendig for kommercielle udenlandske kanaler, men vel ikke hører hjemme under begrebet kvalitet.

For man kan faktisk godt tillade sig at sige, at vi – helt generelt set – ikke har fået mere kvalitetsfjernsyn, men vi har til gengæld fået meget mere af den laveste fællesnævner.

Dette er ikke et kulturradikalt surt opstød, men nærmest en empirisk konstatering. Hvorfor i alverden skal DR knyttes til en kommerciel konkurrence for at bevare sin eksistensberettigelse som national licensfinansieret fjernsyn?

Hvis man eksempelvis ser på flagskibet ’X Factor’, så er det tydeligt, at programmet er blevet mere og mere grænsesøgende i sin æstetik og i sit indhold. Karakterafvigende, psykisk syge mennesker gøres til fredagsunderholdning for at skaffe seere. Og man dvæler ved de emotionelle konflikter, dommerne står over for, når de skal træffe deres afgørelse, som om det gjaldt civilisationens fortsatte beståen.

Selve interviewkulturen er blevet til fladt og intetsigende mikrofonholderi, hvad enten det drejer sig om Aftenshowet eller det journalistiske profilprogram 21 Søndag. Kritisk journalistik er for natteravne på DR 2 eller til dem, som kan tage TV 2 News. Den er erstattet af enten tøsedrenge-tv eller det populistiske fænomen ’news you can use’, hvor forskellige eksperter fortæller folk, hvordan verden hænger sammen, om hvordan spillet på Christiansborg foregår – eller hvilken slags jordnøddesmør der er bedst til prisen.

Skal jeg sætte mine penge i Saxo Bank, skal jeg forlade min mand, og er der overhovedet italienere i Brugsens italienske salat?

Hvad vi vil med dette er den kyniske konstatering, at konkurrence som lig med kvalitet er en skrøne og en narresut. Som gamle Shakespeare sagde om livet: en fortælling fortalt af en tåbe, fyldt af larm og rabalder, som intet betyder. Vi har i løbet af de seneste små 25 år fået rigtig meget mere fjernsyn i Danmark. Det er der ingen tvivl om.

Men TV 2’s kulturelle fjernsynsflade er en landsby i Rusland. Til at begynde med var der en række magasinprogrammer, som udfordrede DR’s tilsvarende formater. Dem har borte taget. I dag er TV 2’s public service-forpligtelse snævert bundet op omkring Go’ Morgen Danmark og kongerøgelse ved royale begivenheder som bryllup, dåb og forlovelse med videre.

Bubbers børne-tv er blevet til Bubbers besøg i en swingerklub. Annette Heick sørger for haverenovering i stedet for Puk Elgaard og hendes hekserier med klokkeblomst og bellis og krokus. Heldigvis fortæller DR’s provinsafdeling stadigvæk, om du har en Rembrandt hængende på væggen i ’Hvad er det værd’. Men DR 1’s kulturelle flagskib er efterhånden ’Hammerslag’, hvor vi holdes løbende informeret om prisen på penthouselejligheder i Phuket og Dubai.

Så er der ’Kender du typen’; er det mon Keld Heick eller Anders Lund Madsen, som har en brølende kronhjort over sofaen. Og bøger, denne anakronistiske tekstfremvisningsteknologi, tager Klaus Rothstein sig af i en grimt møbleret klublejlighed i Århus.

Filmens verden er nu to nørder, der skændes om, hvorvidt livet er for kort til franske film og størrelsen på Erik Clausens skindjakke. For den rigtige kulturbørge med fransk som hovedfag er der DR K, som sender gamle filmbølger fra dengang, fransk film var ny, og alpehuer var moderne. Eller film fra den tredje verden, som hverken Grand eller Gloria kan forsvare at tage på programmet.

Fair nok. Og lidt har også ret. Men skyldes det konkurrence, at der trods alt er antydninger af kvalitet i de beskedne kulturprogrammer, DR sender? I så fald kommer denne konkurrence ikke fra TV 2, som har støvsuget sendefladen for alt, der ligner kunst og kultur, minus en enkelt lejlighedsvis kvalitetsfilm på TV 2 Film.

På et af de områder, hvor konkurrencen burde have udmøntet sig i mere kvalitet i relation til hele den borgerlige konservative kulturpolitik, må projektet siges at have slået fuldstændig fejl. Her tænker vi på tv-dramatik, en genre, der om noget har inkarneret nationens kulturelle sammenhængskraft. Lad os glemme Panduro og ’Matador’, ’Riget’ og ’Edderkoppen’, som tilhører fortiden.

Men konstatere, at dansk tv-dramatik stort set er lig med krimihistorier og intime trakasserier sat ind i historiske sætstykker a la ’Krøniken’ og ’Livvagterne’ produceret af DR. TV 2 haltede til at begynde med efter med sådan noget som advokatserien ’Forsvar’ og politiserien ’Anna Pihl’, men har i dag reelt kastet håndklædet i ringen – med TV 2 Zulus ’Klovn’ som eneste undtagelse, lig den berømte i tysk grammatik.

Nu vil kulturministeren, berømt på en disputats om, at den franske romantik begyndte en onsdag og ikke som tidligere antaget en torsdag, plus en hagiografi om den kontroversielle digterpræst Kaj Munk, skære endnu mere til benet i DR’s forsøg på at bevare en vis kvalitet i mediebilledet.

Det er dybt ironisk, at en frankofil, piberygende dr.phil. vil kopiere en norsk popradio med lidt vejrudsigt og fiskerinoteringer som eneste afbrydelse mellem en endeløs strøm af Elton John, hardangerfele og Frédéric Chopin. (Den sidstnævnte er vi ikke helt sikre på vil være til stede).

De, der mener, at denne politik er et ideologisk korstog, har fuldstændig ret. Nu skal de kulturradikale en gang for alle have på hatten og henvises til egen iPod og den netbaserede kanal Den2Radio, hvor gode folk som Frederik Dessau læser deres radioessays om venskab og det, som ligner.

Politisk er det paradoksalt, at en konservativ fløj i dansk kulturliv, som har indført kanonlæsning og en nationalromantisk kulturopfattelse, ligger under for den værste form for liberalistisk bragesnak. Det hænger ikke sammen. Og lige meget om man hedder Brian eller Per Stig, er det en holdningsmæssig skandale, at man sælger ud af kvalitet, fordi den også indeholder meninger, holdninger, vinkler og synspunkter, som ikke er politisk korrekte set fra et konservativt synspunkt.

Man kan sgu sige meget om de såkaldt røde lejesvende, som ifølge myten mestendels regerer på P1’s fremragende Orientering, ’Kulturnyt’ og ’Harddisken’. Men de lader da i reglen også folk af borgerlig observans komme til orde. Og den gamle chef for Radioavisen Jørgen Schleimann var jo berømt for at mene, at der skulle være plads til borgerligt frisind, som altid er mere end frisind blandt ligesindede.

Alt dette er skrevet som en advarsel om, at en del af den danske mediekultur er ved at blive solgt ned ad floden på grund af grumsede motiver, gustne overlæg og en naiv tro på, at konkurrence altid er af det gode. Det er jo som bekendt liberalismens ypperste maksime, at på et frit marked vil det bedste produkt altid overleve. Både højre- og venstrefløjen menes vel at bibeholde en form for både national og international kultur, der er grundstammen ikke kun i Danmark som gammel nation, men også som senmoderne civilisation.

Men ønsker vi en fremtid, hvor Saxo i brede kredse mere er kendt som en spekulativ valutabank og ikke som navnet på den første danske historieskriver. Så velbekomme.

For man kan jo godt stille spørgsmålet, om lykken nødvendigvis er muligheden for at kunne vælge mellem 23 forskellige slags dårlig tandpasta. Thi det er jo sådan, at ordet konkurrence har samme rod som konkurs. Noget ude af kontrol, noget, som ikke længere fungerer.

Et godt gammelt udtryk siger, at man ikke skal reparere noget, som ikke er gået i stykker. Og er det ikke lige akkurat, hvad der sker med stormløbet på DR, i fjernsyn og på radio, i disse dage. Amen.