Terror i Norge

22. juli kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt begge angreb.

Retssagen begyndte 16. april.

Læs alt om terrorangrebene

Vi betragter ofte og meget naturligt terrorister som nogle, der ønsker at skabe kaos og uorden.

Men ofte er det snarere sådan, at terroristerne med deres vold ønsker at skabe mere orden. De betragter det angrebne samfund som kaotisk og uordentligt, og terroren skal tjene til at rydde op i et fordærvet samfund. Det forener islamistisk terrorisme med den formodede terrorist fra Oslo.

Umiddelbart efter bombningen af Alfred P. Murrah-bygningen i Oklahoma City 19.4.1995, hvor en bilbombe dræbte 168 mennesker, sagde den amerikanske tv-kommentator Steven Emerson: »Dette blev gjort med ønsket om så mange dræbte som muligt. Det er et mellemøstligt træk«.

Kort derefter blev det afdækket, at den skyldige var en hvid, kristen amerikaner, Timothy McVeigh, der var motiveret af højreekstremisme.

Hvis man ser bort fra den klare racisme og uvidenhed i Emersons bemærkning om et ’mellemøstligt træk’, er det med tanke på Oslobomben og nedskydningerne interessant at bemærke, hvorledes terrorangreb i dag hurtigt og automatisk tilskrives radikal islamisme.

Mit ærinde er ikke at kritisere denne automatisme i udpegning af gerningsmand og motiv. Der er et klart forlæg i en række grufulde terrorhandlinger de sidste mere end ti år. Jeg vil i stedet tilbyde en analyse af en mulig forbindelse imellem de to, den først udpegede gerningsmand, den islamistiske terrorist, og gerningsmanden i Oslo, den højreekstreme terrorist, nemlig at de begge er kendetegnet ved en overdreven tilslutning til orden. Det er terror for orden.

Jeg vil ikke på ingen måde hævde, at alle højreekstremister er eller bliver terrorister, ligesom det heller ikke gælder for alle islamister. Langt de fleste medlemmer af begge grupper bruger ikke vold og tager formodentlig afstand herfra.

Det, jeg vil påstå, er, at der findes nogle interessante og vigtige paralleller mellem højreekstremisternes og islamisternes måde at betragte verden og ikke mindst staten på, og at der for de få, der griber til vold og terrorister, også findes nogle fælles tankegange, der fører dem til den tragiske beslutning og handling.

Lad os starte med en simpel tese om højreekstrem terrorisme. I modsætning til venstreekstremisme, der ønsker at undergrave eller afskaffe den eksisterende orden, er højreekstremisme generelt kendetegnet ved en overdreven tilslutning til den eksisterende orden. Venstreekstremisme kan siges at have et underskud af loyalitet over for samfundsordenen, hvorimod højreekstremisme har et overskud over for det, de betragter som samfundsordenens principper.

Man kan helt skematisk og reduktionistisk sige det sådan her: Den religiøse orden bliver til fundamentalisme (f.eks. Iran, al-Qaeda, antiabortdrab i USA); den statslige orden bliver til fascisme (f.eks. Mussolinis Italien); den etniske orden bliver til racisme eller nazisme (f.eks. Nazityskland); den politiske orden bliver til militærkup (f.eks. Pinochet i Chile). Bag disse fire idealtyper ligger en fælles besættelse af spørgsmålet om den moralske orden forstået som et bolværk imod fordærvelse og perversitet.

Højreekstremisme er voldsomt optaget af moralske overskridelser og oplevede krænkelser af, hvad de betragter som naturlige hierarkier og værdier. Fundamentalisme er en reaktion på en oplevet krænkelse af Guds orden. Fascisme er en reaktion på en oplevet krænkelse af statens suverænitet indefra og udefra. Racisme og nazisme er en reaktion på en oplevet overskridelse af racehierarkier og sammenblandingen af folkeslag.

Det højreorienterede militærkup er en reaktion på det, der opleves som det politiske systems manglende handlekraft over for undergravende elementer, særligt venstreorienterede.

Disse reaktioner slår over i højreekstrem terrorisme, når ophobningen af oplevede krænkelser af den naturlige orden bliver for mange, og – hvilket er helt afgørende og i modsætning til venstreekstrem terrorisme – når de, der ellers skulle beskytte ordenen, ikke reagerer på den passende måde. Beskyttelsen bliver da ’privatiseret’. Det er denne ’privatisering’ af ordensbeskyttelsen, der kendetegner såvel højreekstrem som islamistisk terrorisme.

Grupper påtager sig at beskytte den truede orden, som staten skulle håndhæve, men som den ifølge disse grupper ikke gør. Derfor er betegnelsen, som man ofte hæfter på Timothy McVeigh og nu også Osloterroristen, nemlig ’anti-regering’ egentlig misvisende.

Højreekstremismen er ikke imod staten som sådan. De ønsker en stat, der i deres optik handler som netop en stat og beskytter af den større samfundsorden, om denne så tænkes religiøst, etnisk, politisk, eller hvad det kan være.

Angrebet på regeringsbygninger er derfor ikke et udtryk for antiregering, men for en påstand om, at det er regeringen selv, der er anti-regering og ikke opfører sig, som en rigtig regering bør og beskytter sine borgere imod sekularisme, raceblanding, venstrefløjen etc.

Hvis venstreekstrem terrorisme er et angreb på den eksisterende orden, da er højreekstrem terrorisme anvendt til det, man kunne kalde ’orden plus’. Orden plus er en bekræftelse af og tilslutning til orden, der går markant længere end det, som ordinært udpegede eller valgte repræsentanter for ordenen, staten, præster, politi, politikere etc. er villige til at gå.

Og som regel længere end det, disse repræsentanter overhovedet forstår ved orden.

Højreekstremisme handler om beskyttelsen af det, der opleves som en truet orden, og højreekstrem terrorisme er en vold på vegne af en orden, der er uvillig til eller ude af stand til at beskytte sig selv. Et par eksempler: Højreekstreme hooligans beskriver ofte sig selv som ’sande fans’, ’hardcore fans’ eller ’ultra fans’ i modsætning til dem, der kun er svagt tilknyttet den lokale fodboldklub.

De forstyrres ikke i deres loyalitet til klubben af, at klubben og spillerne kritiserer dem, da deres forhold til klubben er en loyalitet på trods af klubbens officielle repræsentanter, der altid betragtes med foragt. De højreekstreme mener, at de beskytter klubben, dens ære, dens orden. ’Ultra’ og ’hardcore’ udtrykker netop denne exces i forhold til den officielle klub.

Den højreekstreme loyalistterrorgruppe i Nordirland Ulster Defence Association (UDA) bekræfter med sin vold tilknytningen til England, på trods af at det officielle England tager skarpt afstand fra dem. En Ulster-protestant, der tidligere havde arbejdet i det regulære nordirske politi, men som skiftede til terrorgruppen, har sagt: »Jeg kom til et punkt, hvor jeg havde fået nok og sagde mit job op. Jeg meldte mig ind i UDA for at få hævn og for at føre en rigtig krig imod IRA«.

Han forlod politiet, der burde beskytte det protestantiske samfund i Nordirland, for sammen med terrorgruppen at føre en ’rigtig krig’. Loyalitet imod samfundsorden krævede at overtræde den selvsamme ordens love og regler.

Amerikanske antiabortterrorister påtager sig at beskytte det liv, som staten skulle beskytte, men som den ifølge dem rent faktisk truer og hjælper til at dræbe.

Den dømte antiabortterrorist og kristne fundamentalist Eric Rudolph, der dræbte 2 og sårede 150, har sagt: »Jeg er ikke en anarkist. Jeg har intet imod regering og lovhåndhævelse som sådan. Det er kun, fordi denne regering har legaliseret drabet på børn, at jeg ikke har nogen troskab over for den eller anerkender legitimiteten af denne specifikke regering i Washington. Fordi jeg mener, at abort er mord, mener jeg også, at vold er retfærdiggjort i forsøget på at stoppe det«.

Den amerikanske regering beskytter ikke sine mest udsatte, de ufødte, og derfor må private gøre det, ifølge Rudolph, også imod regeringsrepræsentanter, der er medskyldige i »massemord, enten bevidst eller ubevidst«. Derfor er angrebet på dem faktisk en bekræftelse af den orden, de skulle beskytte.

På samme måde kan man læse hos al-Qaeda, at de i vid udstrækning er motiveret af en fortvivlelse over, at deres politiske og religiøse ledere ikke beskytter de muslimske landes suverænitet udadtil i forhold til vestlig påvirkning og amerikanske tropper samt den moralske renhed indadtil. Lederne, der skulle beskytte samfundet, har vist sig snarere at angribe folket.

Beskytterne er blevet angriberne, og derfor må al-Qaeda og andre islamistiske terrorgrupper i deres selvforståelse angribe de muslimske regimer (og folket) for at beskytte folket.

Der er en klar tendens blandt såvel højreekstremister som islamister til at angribe de officielt udpegede beskyttere af samfundsordenen, fordi de betragtes som forrædere imod denne orden og som de primære hindringer for en egentlig og kraftfuld bekræftelse og beskyttelse af denne orden.

Et fællestræk ved stort set al højreekstremisme er påstanden om at være blevet svigtet af dem, der skulle tjene og beskytte. Det er formodentlig en væsentlig årsag til, at højreekstrem terrorisme ofte er mere voldelig end venstreekstremisme.

Intet sårer så meget som forræderi. Forræderitemaet er til gengæld ikke et stort tema i venstreekstremisme, da de officielle repræsentanter ses som modstandere fra begyndelsen og som beskyttere af en orden, man ikke deler.

Derfor kan man forstå højreekstrem terrorisme som at ’gå amok for orden’. Man kan bryde ordenens love og regler, da man i egentlig forstand handler på vegne af den. Selv til det punkt, hvor de udpegede beskyttere af ordenen bliver fjenden selv. For ens egentlige og dybe loyalitet – og her kommer det afgørende – er ikke til de ydre og foranderlige udtryk for ordenen, men til dens indre, uforanderlige principper.

Og disse principper eller denne ordenskerne udtrykkes måske kun svagt i den officielle samfundsorden, som den foreligger – religion er for fundamentalister samfundsordenens bærende princip, men er det måske kun rituelt for den officielle orden; race eller nation er for racister det egentlige livsprincip, men det udtrykkes måske kun i lidt flaghejsning og indfødsretslovgivning i den officielle orden.

Man kan derfor i denne optik være loyal imod den orden, man angriber, da man kun angriber de tilfældige, officielle og uværdige repræsentanter for den egentlige orden, man beskytter.

Der har været nogle lidt bizarre samarbejder imellem nogle højreekstremister og nogle islamister, som man f.eks. kan læse i den amerikanske samfundsforsker George Michaels bog ’The Enemy of my Enemy’ fra 2006.

Det er ikke mit ærinde at optrevle dem, og jeg vil heller ikke gøre mere ud af de værdimæssige forbindelser, der er imellem de to grupper, i forsvaret af troen, nationen, familien etc. imod den truende undergravning fra f.eks. sekularisme/ateisme, homoseksuelle og global kapitalisme. Snarere vil jeg sige, at der er en strukturel parallel imellem højreekstremister og islamister i forhold til den modstander, de angriber, der dels er den svigtende beskytter (staten), dels det fordærvede samfund (befolkningen).

Forræderitankegangen er allerede nævnt som en forklaring på islamismens og højreekstremismens tendens til værre vold end andre grupper. Men det er formodentlig også vigtigt at bemærke, at i modsætning til den klassiske venstreekstreme terrorisme, som den kendes fra Rote Armee Fraktion i Tyskland eller De Røde Brigader i Italien, så retter såvel islamister som højreekstremister ofte deres vold imod ikke kun statens repræsentanter, men også civilbefolkningen.

Det sker formodentlig, fordi befolkningen betragtes som fordærvet (og ikke bare vildledt eller præget af falsk bevidsthed, som venstreterroristerne i vid udstrækning mente). De er derfor på sin vis medskyldige i undergravningen af den orden, de ellers skulle være en del af.

Det var f.eks. tilfældet i England i 1999, hvor nynazisten David Copeland angreb, hvad han betragtede som krænkelser af den moralske orden (homoseksuelle) og den etniske orden (muslimer). Det førte til 3 døde og 130 sårede.

Som allerede nævnt florerer der en idé om, at vi står over for en såkaldt ny terrorisme, og et af dens kendetegn siges at være massedrabet på civile. Generelt stod den anarkistiske og den venstreekstreme terrorisme ikke bag organiserede massemord på civile. Men der har været flere udførte og forsøgte massemord fra højreekstreme terrorister, ligesom de f.eks. i USA har forsøgt at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben.

Vi har nævnt Timothy McVeigh, og man kunne også nævne bombningen af Bolognas hovedbanegård 2.8.1980, der dræbte 85 og sårede 200, og som blev udført af en nyfascistisk gruppe.

Hvordan skal man forklare denne optagethed af orden? Hvorfor deler højreekstremister og islamister noget, der for de fleste andre ligner en ekstremt overdreven tilslutning til et ordensprincip, der helliggøres?

I sin bog ’Holy Terror’ fra 2005 skriver den engelske litteraturprofessor Terry Eagleton, om absolutisten eller fundamentalisten, at »hvad enten han er fra Texas eller Taleban, så er han bagsiden af nihilisten«. Både fundamentalisten og nihilisten eller anarkisten »mener, at intet har mening eller værdi, medmindre det er funderet på støbejernsfaste yderste principper … Anarki og absolutisme er hinandens ret og vrang. De har begge en mistanke om, at kaos er vores naturlige tilstand. Det er bare sådan, at absolutisten frygter det, mens anarkisten svælger i det«.

Hvor nihilisten eller anarkisten ønsker at fremme og leve i kaos, ifølge Eagleton, frygter absolutisten eller fundamentalisten, at netop kaos, opløsning og uorden lurer lige under samfundets overflade, som en konstant mulighed, hvis vi ikke hele tiden forsvarer ordensprincipperne.

Absolutisten, der ifølge Eagleton findes i en texansk (højreekstrem) og talebansk (islamistisk) variant, er altså konstant og frygtsomt optaget af alle tegn på, at ordenen er ved at skride, at noget undergraver det hellige, at nogle krænker eller skænder det naturlige, at det, vi står midt i, er en monstrøs sammenblanding af det hellige og det profane, det høje og det lave, det velkendte og det fremmede, det naturlige og det unaturlige.

Parallellen til islamismens forsvar for den rene tro og for uddrivelsen af amerikanerne fra muslimske lande er ganske slående. Orden forstås af begge grupper som renhed.

Kaos forstås som sammenblanding. Det bliver til terrorisme, når konklusionen drages, at opløsningstendenserne truer ordenen som sådan, og at beskytterne er blevet medskyldige.

Højreekstremisten og islamisten absolutiserer begge orden, mens de angstfuldt fantaserer om den accelererende samfundsopløsning. Den formode gerningsmand er i aviserne citeret for denne fantasi om kaosset: »Hvor mange tusind nye europæere må dø, hvor mange hundredtusind europæiske kvinder må blive voldtaget, millioner røvet og chikaneret, før du forstår, at multikulturalisme og islam ikke fungerer?«.

Enhver afvigelse fra den rene orden bliver lig totalt kaos, fuld opløsning og komplet fordærvelse. Højreekstremisten og islamisten deler en tankegang, der kun kan operere med to absolutter: ren orden eller rent kaos.

Anarki og perversion (i ovenstående formuleret som voldtægt), sammenblanding af naturligt adskilte dele, tilsmudsningen af det hellige eller vigtigste princip, omvendingen af det høje med det lave – dette er for både højreekstremisten og islamisten den altid eksisterende mulighed.

Måske er det endda, som Eagleton skriver, for dem en iboende udvikling i samfundsordenen selv imod kaos og opløsning, som får nogle af dem til at konkludere, at kun deres voldelige handling kan bremse eller udsætte det kommende kaos.