Ja, og så kører debatten igen om folkeafstemning. Skal vi eller skal vi ikke folkeafstemme, om en eventuel tilslutning til finanspagten.

Det juridiske faktum er, at vi ikke skal stemme, i det mindste ikke før, folketinget har bestemt om for eller imod. Det er en skrøne, at vælgerne kan stemme om noget som helst, inden folketinget har vedtaget eller forkastet et lovforslag.

Det følger af, at Grundloven ikke tillader folkeafstemninger om andet end; allerede vedtagne eller forkastede lovforslag. Man kan ikke lægge det ud til vælgerne, at træffe en afgørelse som folketinget, så skal rette sig efter. Det af den grund, at Grundloven udtrykkeligt forbyder folketingets medlemmer, at rette sig efter vælgernes anvisninger.

Man kan således ikke på forhånd, love vælgerne en folkeafstemning. Først i det øjeblik folketinget har stemt om et forslag, kan man og kun måske, vælge at lægge afgørelsen ud til vælgerne.

Proceduren for folkeafstemninger beskrives således i Grundloven.

Finder man, at tilslutning til pagten indebærer afgivelse af suverænitet, så skal et lovforslag herom, afgøres efter Grundlovens § 20. Vedtages lovforslaget af et fem sjettedeles flertal (149 mandater) af folketingets medlemmer, så er det gældende lov og - kan ikke ændres af vælgerne. Forkastes forslaget, kan det dog af et almindeligt flertal (90 mandater) begæres sendt til vælgernes afgørelse.

Dette efter reglerne om folkeafstemninger som dog har visse begrænsninger for, hvad der må afgøres af vælgerne. Blandt andet må finanslove og statslånslove ikke undergives folkeafstemning! Betragter man finanspagten som det samme som en finans- eller statslånslov, ja, så er der helt lukket for folkeafstemning.

Afgør man derimod, at tilslutning til pagten ikke indebærer afgivelse af suverænitet, ja så kan det sendes til vælgernes afgørelse. Men, kun hvis mindst 90 folketingsmedlemmer har stemt for lovforslaget og forslaget derefter, af mindst 60 medlemmer begæres sendt til folkets afgørelse.