Whitney Houston er død. En syngende engel er gået hinsides. Og samtidig med dette vores sidste tro på det naive håb. "Bedre" på 80'er måden forståes. Dengang vi var lykkelige. Vi håbede på det bedste, og excellerede også derfor i det bedste og det værste. vi brugte pastelfarver og acryl. Vi kunne leve med en kartoffelkur. Vi kunne acceptere murens fald, stadig kom Whitney ind i vore hjerter, denne gang på film med Kevin Costner.

Men så gik Whitney i forfald. Og det samme gjorde vesten. USA og Europa. Vi forfaldt. Gik ned økonomisk, gik ind i dumme krige. Whitney blev afspejlingen på drømmen der brast. At succes, rigdom og total dominans ikke varer evigt.

Da Whitney annoncerede at hun ville gå på afvænning drog mange et lettelsens suk. Ikke kun fordi de elskede hende, men fordi hun netop var symbol. Hun kunne bekræfte vores sidste forhåbning om at alting en dag vil blive bedre.

Nu er hun død. Den sidste rest af 80'erne døde med hende. Vi har ikke mere håb. Der er ikke tro på fremtiden længere. Den tro der kan mobiliseres findes i en økonomisk plan.

Jeg vil ikke slutte med et Whitney Houston link, men et andet fra 80'erne. De er her endnu. http://www.youtube.com/watch?v=t1TcDHrkQYg