Jakob Esmann

Gymnasieelev og hovedbestyrelsesmedlem i DSU Kolding

› LÆS MERE

Endnu et skriv fra min unge pen – denne gang igen om polemik og politik hos vores store nabostat mod syd.

Det diskuteres jævnligt i Tyskland, hvorvidt man ved lov skal forbyde det stærkt højreorienterede NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Partiet påberåber sig at være nationalt orienteret, hvilket også ligger i navnet, men det er på mange måder et politisk samlingssted for højreekstremistiske kræfter i Tyskland. En gængs opfattelse af partiet er også, at det skulle være nynazistisk. Partiet har klare indholdsmæssige men også ydre karakteristika, der henleder tanken mod NSDAP.

Derfor diskuteres det såkaldte ”NPD-Verbot” også ofte. Specielt i de kredse, som jeg begår mig i i Tyskland, nemlig hos de unge socialdemokrater og socialister, er der et heftigt ønske om at få gennemført dette forbud.
Der er to ting, der gør sig gældende i denne debat.

For det første mener forbuds-tilhængerne, at NPD er forfatningsstridigt. Den tyske grundlov og diverse andre tillægslove er rimelig strikse, når det kommer til elementer, som blot det mindste kan anspore noget højreekstremistisk eller nazistisk-lignende. Nazistiske symboler, slagsange, faner og Hitlerhilsner er forbudt ved lov og straffes hårdt. I sammenhæng med anklagen om forfatningsstridigheder hænger også ønsket om at gøre NPD illegitimt, ikke-accepteret, endnu mindre stuerent. Ved at et politisk parti eksisterer, stiller op til valg og får indvalgt repræsenterer i et par delstatsparlamenter er med til at legitimere partiets holdninger. Partiet bliver socialt acceptabelt, fordi det findes og har en tilsyneladende folkelig opbakning visse steder. På landsplan til sidste Bundestagwahl opnåede partiet kun 1,5% af stemmerne (spærregrænsen er 5%), men ved valgene til delstatsparlamenterne i de (tidligere) østtyske delstater Sachsen og Mecklenburg-Vorpommern fik NPD hhv. 5,6% og 6% og opnåede dermed valg i disse delstater.

For det andet skyldes forbuds-lysten, at NPD får offentlig partistøtte, når det opstiller til valg. Når NPD stiller op til Bundestag og opnår 1,5% af stemmerne, får partiet en offentlig støtte tilsvarende dets valgresultat, hvorved det officielle Tyskland er med til at finansiere et åbenlyst højreekstremistisk parti, som repræsenterer nogle holdninger, langt de fleste ikke ønsker frem i det tyske samfund, og samtidig repræsenterer en fortid, som man ønsker at distancere sig fra så meget som muligt. Ved at forbyde NPD vil partiet heller ikke kunne stille op og dermed opnå den partistøtte, som holder partiet økonomisk i gang.

Det interessante i denne debat er imidlertid, at jeg ikke tror, at et forbud vil hjælpe. Måske er det nemt (eller nemmere) for ”udenforstående” danskere at tage stilling og forholde til denne sag på et mere rationelt grundlag, end man kan i Tyskland, fordi man har fortiden og andre følelser eller mentalitetsrelaterede faktorer i klemme.

Men jeg tror altså ikke på, at et forbud vil svække NPD’s holdninger. Tværtimod frygter jeg, at et forbud vil gøre partiet mere lyssky, og at dette forbud blot vil placere en del af partiets hidtidige aktiviteter under jorden. Partiet vil i så fald blive en undergrundsbevægelse, som man ikke vil have nogen gennemsigtighed eller kontrol med. I hvert fald vil mulighederne for overvågning gennem Verfassungsschutz (offentlig instans, der skal beskytte grundloven m.v.) blive forværret.

Jeg forstår godt, at man kunne ønske at fratage NPD deres offentlige tilskud gennem et forbud. Men det løser altså ingen problemer. Det løser ikke de problemer, der ligger bag partiets opbakning. Det løser ikke de problemer, der tjener som generator for opbakningen til partiets synspunkter.

Jeg er af den opfattelse, at et forbud kun vil være symptombehandling. Hvorfor stiller man sig ikke følgende spørgsmål: Hvorfor er der behov for NPD? Hvad er det, der gør, at op til 6% af indbyggerne i de tidligere østtyske områder sympatiserer med et så ekstremt parti?

- Er det en eksisterende politikerlede? Utilfredshed med måden, hvorpå man bedriver politik og offentlig forvaltning? Er det utilfredshed med de nuværende partier og deres folkevalgte, der får folk til at stemme på et ikke-veletableret, ekstremt protestparti?

- Er det sociale problemer, der fremkalder ekstremistiske tendenser? Den gennemsnitlige arbejdsløshed er langt højere i de østtyske områder end de vesttyske områder. Netop i de østtyske delstater har NPD opnået valg lokalt og har en relativt stor opbakning. Det er i langt højere grad de østlige delstater som eksempelvis Brandenburg og Sachsen, der oplever underbydende østeuropæisk arbejdskraft og udenlandsk kriminalitet, end det er i delstaterne Baden-Württemberg og Niedersachsen i ”Vesten”.

- Er det en utilfredshed med den tyske integrations- og indvandringspolitik? Er det en protest imod det offentlige tabu, der eksisterer vedrørende etniske minoriteter, og som har hersket siden efterkrigstiden? Er det protesten imod manglen på en åben og hæmningsløs indvandrerdebat, hvor man ikke dæmoniseres og smides i bås, blot fordi man er kritisk over for muslimsk tilstrømning?

Spørgsmålene og grundene kan være mange. Der må være en grund til, at ultranationalistiske partier som NPD har (tilsyneladende) berettigelse og et lille men dog tilstrækkeligt vælgergrundlag. Det tyske, politiske ”establishment” må se i øjnene, at et forbud altså ikke fjerner den utilfredshed med enten de politiske eller sociale forhold, som NPD må være et udtryk for. Kun ved at tage hånd om problemerne, gribe fat i problemets ”kerne” og så få disse problemer løst, vil kunne dæmme op for en styrket højreekstremisme i Tyskland. Symptombehandling har aldrig hjulpet nogen. Det er naivt at tro, at det vil hjælpe. Man skyder sig selv i foden ved blot at forbyde en politisk modstander.