Jeg tror, at vi musikere selv må deltage og forklare sagen, så; den står soloklar også for forbrugeren af musik, der mener, at alt fra nu af bør være gratis.

Disse forbrugere mener måske at have "råd" til at være ligeglade med ophavsretten, da de ikke selv rammes på pengepungen. På længere sigt vil de dog blive ramt på kvaliteten af den musik, der vil være tilgængelig at bruge. Hvis f.eks. John, Paul, George og Ringo ikke var blevet betalt det mindste for alle deres sange og indspilninger mellem Please, Please Me og Rubber Soul, ville de have været nødt til for længst at tage et ekstra fuldtidsjob ved siden af for at få brød på bordet.

Det ville have været højest usandsynligt, at vi så idag havde haft klassikere som Let it be, Hey Jude, Here comes the sun, Something og mange, mange andre. Disse sange blev skrevet i den sene periode, hvor Beatles arbejdede 24 timer i døgnet, nat og dag, i studiet, levede og åndede deres musik, for at nå "derud" - som Lennon udtrykte det: "To reach out there" - derud, hvor det ypperste kommer.

Og dér når de færreste ud uden fuldkommen fordybelse og ikke med et fuldtidsjob ved siden af. Og verden ville have været fattigere uden disse sang. Så fattig, at så mange af de kendte bands, der i dag i høj grad lader sig inspirere af denne sound, de melodilinier - ja selv frisuren, ikke ville have det at bygge videre på. Disse sange har samlet millioner af mennesker og gør det stadig.

Jeg oplevede i Parken for få år siden 48 tusinde mennesker synge Hey Jude sammen - for fuld hals og hjerte med tårer i øjenene ca. 40 år efter sangen blev skrevet. Det er det stof, det bedste er gjort af. Og den slags kommer ikke, hvis man lige skal klare et 9 - 16 job ved siden af.

Måske kommer det ikke alligvel. Men i dette tilfælde gjorde det. Og Beatles er bare ét eksempel - blot for at nævne et, som de fleste kan være enige om.

Hvis vi ønsker kunst og kultur på et professionelt niveau, er vi nødt til at gøre det muligt for professionelle musikere og komponister at arbejde med det som det er: Et fuldtidsjob - hvis det skal være kvalitet og nyskabende.

Vi kan ikke downloade en liter mælk eller et par nye cowboybukser. Jeg kan ikke downloade en reparation af min radiator. Det er nemt at blive enige om, at vi ikke bare går ind i en butik og bare tager to mælk og et par bukser. Nogle har malket koen og puttet mælken på kartoner og nogle har vævet stoffet og syet bukserne. Og smeden er kørt hele vejen over til mit hus med sin værktøjskasse. Nogle har skrevet og indspillet sangene. Det hele tager tid. Masser af tid. Tid i hvilken man er nødt til at spise, drikke og bo i et hus.

Hvis dette fundament ikke støttes og forstås, er det ikke bare musikere, der rammes på brødet, det er forbrugeren, der rammes på udbud og kvalitet.

Blot fordi en teknik er mulig, er den ikke nødvenigvis korrekt. Der er også mange muligheder i genteknologi, som ikke er lovlige. Fordi vi har en etik. Fordi vi har et ansvar. Fordi ting har en konsekvens og alt ikke er et gratis ta-selv-bord for egotrippere, der ikke tåler nogen grænser.

Det her handler ikke om at begrænse menneskers ytringsfrihed. Det handler ikke om et døende fag, der må acceptere, at den teknologiske udvikling er løbet fra det - som nogle indlæg i debatten påstår. Det handler om, at det ikke er ok at løbe fra regningen, bare fordi man kan.

Som musikere er vi nok bedst til det vi gør. Måske mindre gode til at være politiske. Men jeg tror, at nu er det nu. Vi må selv forklare, at vi ikke er de eneste, der bliver ramt, hvis ophavsretten ikke håndhæves, eller hvis den forringes eller forsvinder.

Forbrugerne bliver også ramt - for der bliver ingen seriøs kvalitetskultur at bruge af i den sidste ende. Og jeg tror, det er nødvendigt, at vi deltager som samlet faggruppe - på tværs af genrer. Nu.