Nasser, gøgeunge, snylter, doven. Termer, der tit bliver brugt mod samfundets bund i den offentlige debat, i særdeleshed blandt de brede, mainstreammedier. Det er i særdeleshed en privilegeret middelklasse, der slynger om sig med disse begreber mod samfundet bund, uden at tage højde for, at der i de flestes tilfælde ligger nogle sociale tragedier bag deres aktuelle situation. Jeg benægter bestemt ikke, at der er reelle nassere i samfundet. Men jeg vil hævde, at størstedelen af kontantshjælpmodtagere, førtidspensionister m.fl. er folk, der reelt har problemer af den ene eller anden karakter.

Jeg vil tage mig selv som eksempel, ved kort at referere min livshistorie. Dette skal hverken forstås som opmærksomhedssøgen, pral, eller søgen efter empati og medfølelse, med udelukkende som en understregning af min pointe, som jeg vil komme tilbage til, efter min historie.

Jeg har aspergers syndrom, som er en Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF). Jeg har, selvom jeg kun er 22 år, kostet samfundet millioner af kroner. Penge, som jeg næppe tror, jeg via arbejde når at betale tilbage. De penge, der er blevet brugt på mig, er ikke alle givet lige godt ud. Nogle er gået til fejlplaceringer på mere eller mindre inkompetente specialskoler. Mens andre faktisk har hjulpet mig til at blive det nogenlunde velfungerende menneske, som jeg er i dag, der kan passe et (deltids)job, har taget en STX, og kan klare sig selv med dagligdagsting i egen lejlighed.

Jeg har som lille været en ”rigtig lille møgunge”, der var direkte social inkompetent. I mine tidligste børneår (2-4 år) har jeg nærmest krævet mandsopdækning, for ikke at skade andre. I mine tidlige skoleår (6-10) var jeg konstant forstyrrende over for andre børn i undervisningssituationer, og dette krævede store ressourcer for lærerne og pædagogerne.

Jeg har gået på fire skoler i mine skoleår.

*I Børnehaveklasse til 1. klasse (1995-1997) gik jeg på den nu nedlagte Nørregårdsskole i Brøndbyøster, hvor jeg var enkeltintegreret. Men jeg blev stadig mere forstyrrende over for de andre elever, blev udsat for meget mobning, og dette krævede en flytning af mig. Fagligt lærte jeg her ikke det store, da jeg allerede havde lært mig selv at regne, læse m.m.

* I 2. til 4. klasse (1997-2000) gik jeg på Gl. Hjortespringskole i Herlev, en specialskole for børn med bl.a. sociale kontaktproblemer. Meget af tiden her – hele det første år – gik med at få mig til at falde til. Og som sagt, så var jeg stadig ekstrem forstyrrende og ressourcekrævende, så det gjorte blandt andet, at jeg nærmest ingen undervisning fik her. En dag, hvor der virkelig var ”tryk” på undervisningen, havde jeg sammenlagt 45 minutters undervisning. Mine sociale kontaktproblemer blev i det meste af min periode på denne skole løst med isolation fra de andre elever. Man kan så diskutere, om det er måden at lære et barn med kontaktbesvær, at komme i kontakt med andre mennesker på…

* I 5. til 7. klasse (2000-2003) gik jeg på Lindelundsskolen i Brøndbyøster, i en gruppeordning med 3-4 andre aspergere, der var integreret i en normal folkeskole, dog på egen gang sammen med 2 andre aspergerklasser. Mine sociale kompetencer var her en anelse forbedret – men stadig langt fra velfungerende. Men denne skole var under alt kritik! Der var ikke styr på noget, projekter slutte på kvartvejen, lærerne direkte inkompetente, og undervisningen foregik ved at vi fik en opgavebog, fik at vide hvilke opgaver vi skulle lave, de satte et ur med hvor lang tid vi skulle arbejde, og så gik de ellers ud og røg og drak kaffe i køkkenet (det var dengang, man stadig måtte ryge indendørs på skoler), og vi fik at vide, at vi bare kunne komme ud og spørge, hvis vi var i tvivl om noget. Vi var dermed overladt til os selv. Vi var 4-5 aspergerdrenge, flere også med DAMP, og vi havde ingen selvmotivation. Behøver jeg at fortælle, hvor meget, vi fik lavet?

* I 8. til 10. klasse (2003-2006) gik jeg på Kasperskolen i Ballerup. En specialskole for børn med ASF. Jeg har stort set kun positivt at sige om denne skole, og en beskrivelse af mit ophold her vil kræve et indlæg for sig selv! På Kasperskolen var der nogle, der tog hånd om mig, lærte mig at blive stort set social velfungerende, samtidig med at jeg for første gang fik noget faglig undervisning. Et helt folkeskolepensum lært på 3 år! Og der var flere på den skole, der ligesom mig var kastebold, og først dér fik noget ud af skoletiden. Det var Kasperskolen, der hjalp mig på alle måder, og mine 3 år på Kasperskolen, er til stadighed mine 3 bedste år i mit liv.

Herefter gik jeg et år på efterskole (Sorø Husholdningsskole), og i august 2007 startede jeg i Danmarks første aspergerklasse på Høje-Taastrup Gymnasium, hvor jeg i juni 2010 bestod med 7,1 i karaktersnit.

Herefter flyttede jeg i egen lejlighed, og mit liv har været lidt kaotisk siden (bestemt ikke optimalt for en asperger, der har brug for struktur og forudsigelighed!). Først med et forsøg på DTU Transport, hvor jeg stoppede efter et halvt år, og herefter en periode som kontanthjælpsmodtager, hvor jeg så efter gik i gang med en kontoruddannelse, hvor jeg står nu. Jeg har desværre ikke de mentale ressourcer, til at klare jobbet på fuldtid. Så jeg er lige nu på deltid. Selvom jeg gerne vil bidrage til samfundet, så føler jeg mig simpelt hen for mentalt udmattet, til at kunne klare et fuldtidsjob.

Hvad vil jeg så sige med det her? Jo, min pointe er, at hver gang der trampes på os; samfundets bund, ”nasserne og snylterne”, så er det folk som mig, og folk i lignende situation som mig, der trampes på! Vi har ikke valgt denne situation, og de fleste af os gør et kæmpe arbejde, for at blive velfungerende! Her tænker jeg ikke kun på fysisk og psykisk handicappede, men også de mennesker, der f.eks. har vokset op i et kriminelt-, alkoholiseret- eller misbrugerhjem, og alligevel formår at klare sig!

Ja, vi koster samfundet en del flere penge, end folk der er vokset op i velfungerende middelklassehjem, uden handicaps, og bare har styr på (næsten) det hele. Men fortæl mig, hvorfor har den velfungerende middelklasse ret til at trampe på os, pga. vores handicaps og sociale baggrund?

Jeg er træt at blive trampet på. Så nu tramper jeg igen!

Hvorfor skal middelklassen snylte på samfundet, med de uendelige mængder af tilskud de modtager, i form af kørselsfradrag, tilskud til private sygesikringer, privatskoler, privathospitaler osv.? Hvorfor skal arbejderne betale for middelklassens angst og frygt for at være sammen med ”de beskidte arbejdere”, og isolere sine børn i ariske privatskoler etc.?

Hvorfor skal vi konstant være vidne til at middelklassen gang på gang dikterer den offentlige debat, senest i forbindelse med betalingsringen? Hvorfor skal vi gang på gang høre middelklassen klynke over, at ”åhh nej, nu skal jeg betale for at køre i bil ind til byen”? Kære middelklasse, hvis I har råd til bil, har I også råd til de 25 kr., det koster, at passere betalingsringen! Det hedder økonomisk prioritering. Det er noget, vi dagligt praktiserer her i arbejder- og underklassen, for at få tingene til at løbe rundt. Det er vel også fair, at dette kræves af jer. I kan jo spare ved at droppe jeres angst for enhedsskolen, og sende jeres børn i folkeskole i stedet for privatskole. Så har I masser af penge til betalingsringen.

Stop med at brokke jer, I har masser af penge. I har en indtægt, jeg i min sociale situation kun kan drømme om! I vil få flere udbetalt på dagpenge, end jeg får udbetalt i dag med min elevplads (8.658 kr.). Jeg har aldrig haft så mange penge mellem hænderne, som jeg har nu. Jeg føler mig ekstrem velhavende! Men I vil næppe kunne klare jer med de penge, jeg får…