Der hersker et meningsdiktatur, der er ting vi ikke må sige, der er ting vi ikke må skrive, der er ting vi end ikke må undersøge, prøve at forstå eller beslutte at vi ikke forstår. En stor del af disse ting er højre radikalt arvegods med del i nazisme og fascisme hvor basal overlevelse af ikke bare mennesket, men mennesket i dets mangfoldighed som hvide, sorte gule mv. har en betydning.

Det er forbudt område og har været det i mange år, men uagtet dette så stikker det konstant hovedet frem og forlanger at blive set, forlanger at blive debatteret, forlanger eksistens og berettigelse med samme styrke som mennesket gennem millioner af år har udviklet sig som hvid, sort eller gul.

Når det i den vestlige verden bliver undertrykt, når der hersker et meningsdiktatur, et berufsverbot, så skabes der grobund for stigmatisering og udelukkelse af mennesker der ønsker at undersøge sagen. Et miljø for fanatisme bliver skabt og de ting der burde have været testet i en fri debat forbliver uimodsagte og forbudte. Uimodsagte og forbudte ting er af nysgerrighedens grunde spændende, og som de står, jo måske også sande.

Således kan dette meningsdiktatur udvikle fanatikere med stærke personligheder, der trods stigmatisering og udelukkelse, formår at holde fast ved de ting de ikke må udtrykke, de ting der måske kan være sande. Det er et forum hvor vreden akkumuleres og når den eksploderer i vores egen baghave så fatter vi ikke hvor det kom fra eller hvorfor vi ikke formåede at knægte denne ondskab.

Sådan et samfund med meningsdiktatur, berufsverbot omkring eksistentielle ting som kultur, race og historie har vi fornylig set eksplodere i Norge. Det er sket tidligere i Oklahoma, og en af de gennemgående trends må siges at være unge mænd i deres bedste alder, der er kørt alt for langt ud af et spor som de ikke har kunnet efterprøve styrken på undervejs, netop på grund af meningsdiktaturet. Vi begraver nogle uskyldige unge og bekræfter hinanden i vor sorg og i hvor forfærdelig en ugerning dette umenneske har begået, men vi glemmer at tage den næste unge mand alvorligt, når han forsøger at bringe det til torvs som vi ikke må snakke om, det som vi ikke må undersøge, det som meningsdiktaturet om noget omhandler.

Med udgangspunkt i Danmark kan vi jo blot tage hul på noget fra ”berufsverbot”. Således vil jeg så bringe nogle af disse ting til torvs:

-Skal vi lade et multikulturelt samfund udvikle sig uden hensyntagen til den grundfæstede danske kultur.

-Påstand: Resultatet bliver jo at den danske kultur bliver til en multikulturel kultur.

-Vi har udviklet en global transport infrastruktur der gør at flow mellem landene flyder frit. Talte vi om arter i anden sammenhæng end homo sapiens ville dette være en katastrofe, fordi mangfoldigheden ville blive udryddet og økosystemet ville bryde sammen. Er det i orden at vi alle får brune øjne, at vi alle bliver sorthårede og mangfoldigheden forsvinder, eller skal vi lave lovgivning mod dette, hvilket vel reelt set er den eneste mulighed, hvis vi ikke ønsker menneskets forskellighed udryddet.

-Ønsker vi i den vestlige verden fortsat samme høje levestandart og kan vores nuværende kultur tåle at se faktum i øjnene, nemlig at hvis vi alle levede således også i Asien, Afrika mv. så ville vi udrydde os selv i forurening og overbefolkning i løbet af meget få årtier. Tør vi erkende at vi i den vestelige verden er et ”herrefolk” der i stor stil kun kan gennemføre vores livsstil med de fattige som fundament.

-Tør vi erkende at vores nuværende økonomiske kultur kræver en top og en bund for at kunne være bæredygtig og eksistere. Og tør vi stille os selv spørgsmålet om hvem der så i givet fald skal befinde sig på bunden?

Er demokrati det rigtige eller bliver både stærke og svage mennesker dagligt knægtet i demokratiets navn?

Uha nogle grimme spørgsmål, spørgsmål der netop i Danmark, ja vel i hele den vestlige verden er helt eksistentielle, men uagtet dette underlagt netop et meningsdiktatur i form af et alment eksisterende men ikke lovformeligt berufsverbot.

Kritikere vil sige at det er for følelsesladet og at vi derfor ikke skal bringe det til torvs. De vil argumentere at vi skal lade værdierne og ikke følelserne råde. Man kunne måske i den forbindelse stille sig selv spørgsmålet om netop disse værdier ikke er skabt i rummet mellem følelser og værdier, det er vel hele dynamikken.

Dynamikken kan blive til dynamit hvis den på nogle punkter undertrykkes. Derfor bør det vigtigste budskab efter den frygtelige tragedie i Norge være en stærk manifestering af ytringsfriheden og et fremtidigt bredt folkeligt mod til også at turde diskutere de ”ubehagelige” ting.

Uden ytringsfrihed vil demokratiet være ikke eksisterende og afstemninger og valg vil være meningsløse farceagtige tilkendegivelser, men uden den dynamiske proces i fuld udfoldelse med vores fulde mod i åben diskussion med højre, venstre eller religiøst orienterede debattører, vil vi også fremover se forfærdelige ting eksplodere uden at vi kan forstå hvorfor. Dybest set har vi jo undertrygt ytringsfriheden og dukket hovederne på nogle, for nogen, yderst ubehagelige spørgsmål.

Giv dem tid. Giv dem pressetid, lad dem eksponere sig, lad dem deltage for det er deres ret, lad os modargumentere eller give medhold hvis vi bliver overbevist. Undertryk ikke dynamikken og den helt frie ytringsfrihed!