48 procent af den regering, der trådte til i oktober, har en statskundskabsbaggrund. Ifølge CEVEA er andelen af akademikere i det nuværende Folketing 64 procent mod 7 procent af befolkningen. Vore politikeres uddannelsesmæssige sammensætning er helt skæv i forhold til befolkningens. Er det en udvikling, vi sætter pris på?

Vi fik i oktober 2011 en ny regering. 73 procent af ministrene har læst på universitetet, men det gælder dog, at nogle ikke fandt tid til at gøre studierne færdige, før end den politiske karriere trak kraftigere end livet på SU.

Tallene kan i sig selv være øjenåbnere, men de er ikke decideret nye. Siden 1982 har vi udelukkende haft DJØF statsministre og vores regeringer har været nogle akademiske klubber. I perioden fra 2007 til 2011 havde vi borgerlige regeringer med 31 forskellige ministre. Her havde 77 procent været forbi universitetet på deres vej til regeringen. I perioden 2001-2007 var det 66 procent.

Så kan man spørge, om statskundskabere (politologer, scient.pol.er – kært barn har mange navne) og andre akademikere har særlige forudsætninger for at lede landet? I perioden 1905 til 1982 skabtes eksempelvis den danske velfærdsstat, selvom vi havde hele ni statsministre uden akademisk uddannelse.

Statskundskab er for de røde

64 procent af Folketinget har altså været omkring universitetet, selvom kun 47 procent nåede at få

skrevet specialet, mens de var der. Men ud af de 86 mandater i Folketinget, som tilhører den nuværende borgerlige opposition, er der imidlertid 14 procent i alt, der har beskæftiget sig med statskundskab eller samfundsfag. Det tal er hele 43 procent for den røde blok – og altså 48 procent for regeringen. Blokkene er ens, hvad angår andelen af akademikere, men den røde blok har altså en usædvanlig høj andel af folk, der har læst statskundskab eller lignende uddannelse.

Det ville være useriøst, at beskylde uddannelsen i statskundskab for at hjernevaske de studerende til at blive “røde lejesvende”. Men uddannelsen tiltrækker nok i højere grad røde politisk engagerede, der bruger uddannelsen, som baggrund for en politisk karriere. De jævnaldrende borgerlige tager snarere en økonomisk, merkantil eller juridisk uddannelse i deres stræben efter politiske hverv.

Hvis flertallet skulle skifte efter næste valg, ville statskundskaberne givetvis ikke være så dominerende. Men tilbage står stadig, at politik er blevet for en lille elite og i ringere og ringere grad for de mange folk, der ikke har gået på universitetet. Så i dansk politik står valget i høj grad mellem på den ene side en blå broget skare af akademikere og på den anden side rød skare af statskundskabere. Man må håbe, at disse gennem deres uddannelser har fået en idé om, hvad den store rest af befolkningen uden for universiteterne mener og føler.

Partierne har en stor del af ansvaret

Vi vælgere kan ikke frit bare gå ud og stemme på nogle andre end akademikerne. Partierne har meget indflydelse på, hvem der opstilles. Og hvad regeringer angår, så bliver der også hevet folk ind, som vi ikke har stemt på. Jeg nævner i flæng Thor Möger, Lykke Friis, Claus Hjort, Hans Engell osv.

Som samfund generelt skulle vi måske også løfte niveauet for undervisning i samfundsfag? Så ville kløften mellem borger og politiker måske mindskes. Når statskundskabere leder landet, så skulle denne uddannelse måske også være underlagt en større offentlig debat? I USA har man været opmærksomme på, at jurister bestrider mange magtfulde hverv og derfor er de som gruppe genstand for debat. Debatten om statskundskab er endnu udeblevet i Danmark.

Man kunne også styrke forholdene i det kommunale demokrati. Det er nyt, at det er blevet statskundskabsinstitutterne, der skaber grundlaget for de politiske karrierer. Førhen havde et flertal af Folketingets medlemmer fået en praktisk politisk skoling i kommunalbestyrelser. Hvad uddannelse angår, gav det en langt mere alsidig flok af politikere. Men to kommunalreformer har til trods for befolkningstilvækst reduceret antallet af pladser i kommunalbestyrelser til under en fjerdedel. Tilbage står vi med en relativ lukket politisk-administrativ elite af statskundskabsuddannede politikere. Deres studiekammerater er placeret som centrale embedsmænd og særlige rådgivere og ligesindede sidder som politiske kommentatorer.