Annonce
Annonce
Annonce
Debat 16. apr. 2012 KL. 12.06

Hvad får staten ud af at tvinge mig til værnepligt?

Hvis jeg ikke er studerende til september, insisterer man på at indkalde mig til værnepligt.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Simon Halifax
Simon Halifax Universitetsstuderende København Ø

Hvis både den nuværende og den tidligere regering kan blive enige om noget, så må det indikere, at der er noget rigtigt ved det. En ting, de helt sikkert er enige om, er, at studerende skal skynde sig igennem uddannelsesstytemet så hurtigt som muligt.

Når jeg til sommer får min bachelor i astrofysik, så har jeg studeret uafbrudt de sidste 17 år. Direkte fra folkeskole til efterskole til gymnasie til universitetet. Efter så lang tid i uddannelsessystemet synes jeg efterhånden, at jeg trænger til en pause for at undgå, at jeg bliver skoletræt, inden jeg er helt færdig.

Med min bachelor i astrofysik har jeg de faglige kompetancer, der kræves for at tage et årsvikariat som fysik- og astronomilærer på et gymnasium. Der er bare lige det ved det, at hvis jeg ikke er studerende til september, så insisterer man på at indkalde mig til værnepligt.

Da jeg for fire år siden var til Forsvarets Dag, var der ikke finanskrise og et så højt antal frivillige, at man ikke længere tvinger folk ind, som jeg kan forstå er situationen nu. Jeg var derfor så 'heldig' at trække et nummer lige under grænsen, hvilket betyder, at jeg SKAL aftjene min værnepligt.

Jeg har ganske vist tænkt mig at være militærnægter, da det er uforeneligt med min samvittighed at fylde den jyske hede ved Varde med patroner. Det, jeg ikke forstår, er, at folk, der melder sig frivilligt nu, må vente på at komme ind, fordi man stadig insisterer på at tvinge folk som mig, der ikke er det mindste interesseret i hærens basisuddannelse, til at aftjene værnepligt.

Når jeg kigger på kalenderen, så ligner det øjensynligt, at vi lever i det 21. århundrende, det er bare som om, det ikke rigtigt kommer til udtryk, når man ser, hvor håbløst umoderne vores samfund stadig er på et punkt som værnepligt.

Jeg ville have muligheden for at arbejde i et år på et gymnasium som årsvikar, hvis ikke man fra myndighedernes side åbenbart har vurderet, at det tjener samfundet bedre, hvis jeg først bruger 4 måneder på værnepligt og så er på kontanthjælp fra december til september næste år, hvor jeg kan starte studie igen.

I den nuværende økonomiske situation i landet er jeg med min bachelor i fysik ikke kvalificeret til særligt meget andet end at undervise i gymnasiet, og det giver jo ikke mening at sige til eleverne »Ja, I kan altså først få fysikundervisning til december, for jeres lærer er i værnepligt«.

Så min situation efter værnepligten ville være at stille mig i kø med de 200 andre der søger den samme ene stilling i Netto.

Jeg fik til min session at vide, at jeg havde de bedste resultater i intelligenstesten, men mødte ikke meget forståelse, da jeg spurgte om jeg så ikke kunne blive benådet for værnepligt

Simon Halifax

Jeg har meget stor respekt for dem, der gerne vil have en karriere i forsvaret, og synes derfor, at man burde give dem lov til det i stedet for at tvinge folk som mig, der brænder for at tjene samfundet, men på en mere akademisk måde, i værnepligt.

Jeg kan forstå på regeringsgrundlaget, at man vil diskutere værnepligtens fremtid med forligsparterne, men hvem ved hvornår det sker? Jeg kan i hvert fald ikke tage chancen ved at søge job som gymnasielærer, for så til august at finde ud af at jeg altså stadig skal bruge fire måneder på noget der, undskyld mig, ikke synes at tjene noget som helst formål.

Lene Espersen mener jo ellers, at værnepligten er vigtig, fordi den skaber folkelighed omkring Forsvaret. Min historie her fra virkeligheden er dog ikke en, der har mødt den store forståelse, men tværtimod viser, hvor håbløst umoderne systemet er, hvilket jeg tvivler stærkt på skaber større folkelig opbakning.

Hvis man endelig gerne vil have de studerende hurtigere igennem systemet, så har den nuværende ordning på sin vis en effekt, for jeg er jo 'tvunget' til at søge direkte ind på kandidaten, selvom jeg måske mest af alt havde brug for at lave lidt andet.

Jeg har endda ikke bare fulgt den normerede tid, men gjort det endnu hurtigere ved at tage et sommerkursus. Det har dog medført at studenterservice har sagt, at jeg ikke MÅ tage et kursus her i forsommeren, for så overskrider jeg, hvor mange ECTS-points man må tage på din bachelor. Det viser sig nemlig at være ilde set at samle 187.5 point på de tre år, der er normeret til 180 ECTS.

Noget siger mig dog, at vores uddannelsesminister er højest uenig i den betragtning, hvilket jeg også er, men det er nu engang sådan studenterservice er pålagt at rådgive.

Det er altså den måde man vælger at takke os, der følger politikernes ønske om at blive hurtige færdige.

Jeg kan derfor ikke gøre så meget andet end at vente nu, mens jeg bruger de næste to år på at læse til kandidat, og håbe på, at det næste forsvarsforlig suspenderer værnepligten, før man omsider får bragt Grundloven ind i det 21. århundrede ved at fjerne værnepligten helt eller får lavet en universel borgerpligt i stedet, der ikke skal hvile på, at man ved lodtrækning kan være uheldig at skulle aftjene værnepligt, når man er sund og rask (og mand!).

Jeg fik til min session at vide, at jeg havde de bedste resultater i intelligenstesten, men mødte ikke meget forståelse, da jeg spurgte om jeg så ikke kunne blive benådet for værnepligt for i stedet at stimulere mit akademiske potentiale. Det ville jo være en skam hvis man havde et system der udviste fleksibilitet...

Annoncer