Annonce
Annonce
Annonce
Debat 2. maj. 2012 KL. 14.33

Forsvarsministeren frustreret!

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Poul Erik Larsen
Poul Erik Larsen Navigatør (nu efterlønner) Frederiksværk

Landets forsvarsminister skal i dag, den 2. maj 2012, i samråd angående den danske piratindsats ud for Somalia. Bl.a. Venstre vil stille spørgsmål om løsladelserne af flertallet af de tilfangetagne pirater, og den manglende vilje i den afrikanske region til at modtage de fangne pirater.

Venstre mener, at de mange løsladelser af tilfangetagne pirater, der er sket siden den danske flåde startede i 2008 med at fange pirater, skal have konsekvenser. Den danske flåde har fanget 286 pirater, men blot 41 er udleveret til retsforfølgelse. Af disse 41, er blot 5 indtil videre blev dømt.

Det vil sige, at 245 pirater er blevet frigivet, ganske vist uden våben og andet piratudstyr. Men ved godt helbred, efter en passende rekreation ombord på et af krigsskibene, med god mad, lægehjælp og anden forplejning. Når de bliver sat i land på stranden i Somalia, er de fuld udhvilede og klar til at genoptage deres piratvirksomhed. Så jeg forstår udmærket, at forsvarsministeren er frustreret!

Udenrigsministeren er ikke frustreret, han er meget glad. Glad for, at han i sidste uge kunne konstatere, at det er lykkedes Danmark at sætte yderlig 16 pirater ud af spil. Glad for, at det lykkedes at få Seychellerne til at tage 4 pirater af ”den hårde” kerne i forvaring, og måske med tiden retsforfølge disse ”hårde” pirater.

Udenrigsministeren udtalte i en kommentar til en artikel i Politiken, den 29. april, - Med overdragelsen til Seychellerne har vi endnu engang vist, at Danmarks og den internationale indsats ved Afrikas Horn virker og gør en væsentlig forskel -.

Så, der er for tiden både frustration og glæde at finde i den danske regering. Men, en virkelig effektiv fremgang i kampen mod pirateriet har jeg mere end svært ved at skue. Når man tænker på den energi, og ikke mindst, den store økonomiske ekstraomkostning der ligges i kampen mod piraterne, må man nok have lov at mene, der burde kunne fremkomme nogle bedre og mere synlige resultater af denne indsats.

At den militære tilstedeværelse i farvandet omkring Somalia har en vis effekt, er der ingen tvivl om. Men når politikerne udtaler sig om nedgang i antal af kaprede skibe, og dermed også tilfangetagne gidsler, glemmer de, i deres iver for at retfærdigøre deres egen store engagement i piratkampen, at det i stor udstrækning er skibenes og rederiernes egen indsats, der er skyld i nedgangen af kapringer, og ikke den politiske indsats.

De glemmer at fortælle, at søfolkene ombord på handelsskibene gør en fantastisk indsats ved forsat at besejle området, med skibe der efterhånden er indrettet som mindre ”slagkrydsere”, for at samhandlen mellem Europa og Østen ikke skal bryde sammen. Disse mange søfolk må leve i et stresset og belastende arbejdsmiljø, som jeg ikke tror findes ret mange andre steder.

De hundredvis af søfolk, der gennem årene har været, og for mange, stadig er gidsler hos piraterne, bliver ikke nævnt i politikernes omtale af indsatsen mod pirateriet. For tiden har Danmark 6 besætningsmedlemmer fra skibet LEOPARD siddende på 16ende måned, som gidsler i Somalia.

Mon disse seks mennesker er frustreret over deres skæbne?

Jeg tror desværre de efterhånden er så nedkørte, fysisk såvel som psykisk, at de har opgivet at være frustrerede, eller forventningsfulde. Jeg tror de er lykkelige for hver dag de ser dagens lys nok engang. Og bare ønsker at komme fri af deres helvede. Det burde vores udenrigsminister, og alle danske politikere tænke noget mere på, og forklare den danske befolkning den rette sammenhæng omkring grunden til disse gidsler triste skæbne.

Annoncer