Nicklas Burman

København N

› LÆS MERE

Homobaren Never Mind accepterer ikke heteroseksuelle, som åbenlyst skilter med deres seksualitet, kan jeg læse i Politiken i dag.

Principielt er det galt at diskriminere.

At homoseksuelle, som selv oplever diskrimination, diskriminerer, gør det ikke bedre.

For at bløde den lidt op kan man sige, at et mindretal kan have større brug for at forsvare deres værdier og livsstil end flertallet, som i forvejen definerer normen- i det her tilfælde en heteroseksuel norm.

Man kan spørge sig selv om man ikke i mangfoldighedens navn kan acceptere "mindretallets diskrimination", hvis det er en nødvendighed for mindretallets plads i samfundet.

Personligt kan jeg godt leve med, at jeg ikke får lov til at kysse min partner på en enkelt bar i København- jeg kan vælge at gå et andet sted hen, jeg har mange muligheder. Hvis jeg derimod vidste, at jeg på mange barer og diskoteker i det københavnske natteliv risikerede en røvfuld for at kysse min partner, ville jeg have et rigtigt problem. Jeg forestiller mig, at det er en problematik, mange homoseksuelle kan genkende.

I det perspektiv synes jeg at diskriminationen mod heteroseksuelle på et erklæret homosted er et lille problem, om end stadig et principielt problem.

Principielle problemer som dette skal drøftes og hjælpe os med at nå frem til større forståelse af, hvad mangfoldighed, demokrati og ytringsfrihed er for nogle størrelser, men det må ses som mere end kun et spørgsmål om diskrimination af heteroseksuelle gæster på en homobar. Det må tages op på et større plan, hvor homoseksuelles rettigheder og muligheder for at ytre sig i samfundet generelt må inddrages, for at give et mere helt billede af, hvad det er for en problematik, der ligger bag barens diskriminerende politik. Det skal ikke ses som et lukket fænomen, men som et symptom der indgår i en større og mere kompleks sammenhæng.

Indtil vi alle er frie, kysser jeg mest min partner hjemme.