Jesper Van Der Schaft

Førtidspensionist Åbyhøj

› LÆS MERE

Min overskrift har jeg stjålet fra bagsiden af Politiken fra 10/5, hvor en journalist går i dybten med DR1 programmet "Min barndom i helvede", hvor det handler om Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersens barndom. Politikens journalist skriver bl.a. i artiklen:" Manden der pinte, plagede og krænkede den 10-11-12-årige Lisbeth Zornig Andersen, som i dag er formand for Børnerådet, kan intet erindre om, at han forbrød sig mod hende gentagne gange. Stedfaderen har endog den uhyre tilgrænsende frækhed at påstå, at han kun gav "en endefuld", når ungerne (hende og hendes to brødre) havde været virkeligt strenge.

Da jeg læste det, kom jeg i tanke om en som dog ikke havde så forfærdelig barndom, som Lisbeth Zornig Andersens barndom. Ingen seksuelt overgreb - heldigvis -, men, hvor personens adoptivfar også havde benægtet, hvad der reelt var sket i personens opvækst.

Her er en smule af personens historie om sin opvækst:

Når jeg kigger tilbage på billederne fra barndommen, ser jeg ikke mange billeder, hvor jeg smiler. I vil tænke, har vi givet jer sådan en dårlig barndom/opdragelse, at det ikke kan viskes væk, og vi kan ikke starte forfra med hinanden?. Ud fra min synsvinkel har min og min søsters barndom været utroligt dårligt. I vil sige, det var fordi, vi var nogle skarnsunger: Og ja vi var ikke Guds bedste børn. Men jeg vil også sige til jer. I var heller ikke de bedste forældre for min søster og jeg. Der var ikke noget med snak om følelser, hvordan det var at blive barn til voksen f.eks. sex, stjæle osv.. Alt sammen var tabu for jer. Hver gang vi gjorde noget, som ikke var så smart, så fik en røvfuld eller blev lukket inde på vores værelser. Desværre er der mange oplevelser, som jeg har mareridt over. De to værste vil jeg fortælle, var at jeg blev lukket inde på værelset mindst i en uge. Det sidder dybt i mig den dag i dag. Det var i en sommerferie, hvor vejret var kanon. Men fordi jeg havde løjet og stjålet, så måtte jeg ikke komme ud af værelset undtagen, når jeg skulle på toilet og have mad. Det andet, som jeg tænker tilbage på, er at jeg blev hivet op om natten - var ca. 13 år - og blev krydsforhørt, fordi jeg havde stjålet penge til fodboldmærker. Ja det var/er forkert at stjæle, men hvorfor fik jeg aldrig en reel snak om det? Nej i stedet for, blev jeg hivet op om natten. Jeg var skide ræd og løj jo igen, for ikke atter at få klaps på den bare numse.

Da det kom til konfrontation mellem personen og adoptivfarren, så benægtede faren, at fysik og psykisk afstraffelse ikke havde fundet sted mere end 1-2 gange. Ligesom Lisbeth Zornig Andersens stedfar kun gav hende og hendes brødre endefulde, når det var strengt nødvendigt.

På et tidspunkt spurgte vedkommende via e-mail begge sine adoptivforældre, hvor vedkommende blev adopteret, når det gik så galt. Og svarede tilbage pr. e-mail" Vi erkender, at vi ikke har magtet at give jer en god opvækst. Vores kærlighed blev slidt op. Det kunne vi bare ikke vide på forhånd. Det var ikke det vi havde regnet med og håbet på."

Jeg siger:" Tak for kaffe."

Således var det også en historie, hvor vedkommende viser sit skyggebillede af sin opvækst