Simon Halifax

Universitetsstuderende København Ø

› LÆS MERE

Jeg kan forstå på Mattias Tesfeye, at det kun giver mening at kæmpe for samfundsgrupper, som man selv repræsenterer, derfor vil jeg komme med mit bidrag til den aktuelle debat om homoseksuelle, der finder sted både i Danmark og i omverdenen.

I dag forsøger man gerne at sætte labels på alt, jeg er derfor, hvad de fleste vil betegne som homoseksuel. Jeg går ikke selv op i seksualitet, da det i min verden ikke skal spille nogen rolle. Statistikken fortæller blot, at jeg er mere tiltrukket af mit eget end det modsatte køn.

Som regeringsgrundlaget så sandt indledes, er Danmark et fantastisk land. Danmark er især et fantastisk land at være homo i (”homo” bruges som fællesbetegnelse for primært fyre, der er sammen med andre fyre, altså har homoseksuel adfærd og ikke (nødvendigvis) identitet). Specielt når man kigger ud over landets grænser bliver det tydeligt, hvor store sociale konsekvenser det kan have at være homo.

Der skal ikke særligt meget til at vække opsigt i Danmark til trods for, at vi lever i et meget tolerant land. Hvis man som fyr går rundt om søerne i København iført lilla Converse, kan man nemlig stadig blive udsat for nedladende tilråb fra unge fyre, men som man siger, så er de mest homofobiske de ægte skabshomoer. Dette viser blot, at der stadig er lang vej igen før det er lige så lidt bemærkelsesværdigt at se to fyre gå hånd i hånd, som det er at se en svensker i København, selvom de to ting burde være ganske ligestillede.

De homoseksuelle i USA er meget glade i disse dage, fordi Obama som den første præsident nogensinde åbent har erklæret sin støtte til homoægteskaber. Dette er selvfølgelig en glædelig nyhed, og det manglede da også bare. I Danmark er der også en heftig debat i gang om ægteskab mellem personer af samme køn. Jeg har dog personligt svært ved at brænde for lingvistisk ligestilling som tilfældet er, hvor man vil omdøbe det registrerede partnerskab til et ægteskab, men stadig beholde de juridiske forskelle der på nuværende tidspunkt stadig eksisterer. Da jeg stod ansigt til ansigt med ligestillingsministeren den 14. april forsikrede han mig dog at det ville komme til efteråret - så jeg gemmer champagnen lidt endnu.

Det er selvfølgelig fint, at man fjerner forbuddet mod, at kirken må vie personer af samme køn, så længe vi ikke har en sekulær stat, hvor juridiske anlæggende hører det offentlige til og kirken blot forbeholder sig til at velsigne monogamiet for dem der skulle ønske noget sådan.

Inden jeg når helt ind til kernen følger lige endnu en ligestillingskommentar, der i sin substans er meget tæt relateret til mit læserbrev om værnepligt fra sidste måned. Det forholder sig nemlig sådan jf. vævsloven, at man ikke må være bloddonor, hvis man har homoseksuel adfærd. Som sådan befinder man sig nemlig i en såkaldt højrisikogruppe (for HIV antager jeg), så selvom du meget gerne vil give dit bidrag til blodbanken (og dermed samfundet), ja så kan du ikke få lov. Hvorvidt du har HIV eller ej spiller tilsyneladende ikke nogen rolle. Det var ellers mit indtryk, at der er mangel på bloddonorer, men det vejer åbenbart ikke tungere end, at man som homo automatisk klassificeres som potentielt smittet - og det til trods for, at antallet af især unge homoer, der er smittet er forsvindende lavt jf. Statens Serum Instituts opgørelser over nypåvist HIV. Dette skyldes i høj grad den paranoia man giver de unge homoer. Når det nu er virkeligheden så forstår jeg ikke hvorfor ”vi” unge homoer skal være udelukket fra at bidrage hjælpsomt til samfundet.

Det jeg ser som det vigtigste emne i debatten om homoseksuel adfærd og de sociale konsekvenser af denne, er uden tvivl spørgsmålet om reproduktion. Det er nemlig altid det argument man hører når der tales om ”uhensigtsmæssighederne” ved homoseksualitet som jeg så diplomatisk vil kalde det. Nu lever vi faktisk i det 21. århundrede og reproduktion kan næppe siges at være det, der spiller den største rolle i den moderne verden. Der er jo rigeligt med mennesker på kloden, så det jeg ser som det vigtigste er at sørge for, at de kommende generationer bliver bedst muligt rustet til livet.

På dette punkt har man dog valgt, at homoseksuelle mænd ikke må få muligheden for at blive forældre gennem adoption. Jeg har meget svært ved at se, hvad argumentet for at afholde dem fra denne mulighed er. Jeg er nemlig ganske overbevist om, at det vigtigste element i et menneskes opvækst er kærlighed. Derfor mener jeg, at der er mange andre man skulle begrænse i forplantning end homoseksuelle mænd der af en lidt mere naturlig årsag er begrænset da de jo ikke på egen hånd kan få børn.

Man hører, at det ikke skulle være naturligt for to mænd at danne par. Og hvad så hvis det ikke er naturligt? Det er da lige meget. Vi lever i et årtusind, hvor man på utallige punkter er holdt op med at agere på, hvad der er naturligt. Det er jo heller ikke naturligt, at vi kan bekæmpe sygdomme, men jeg tvivler på, at de selvsamme personer, der bruger naturlighedsargumentet mod homoseksuelle vil afholde sig fra at blive kureret for en livstruende sygdom.

Jeg er kun glad for, at vi som mennesker benytter os af de muligheder, vi har for at sikre så normal en tilværelse som muligt, hvis man tilhører en gruppe, der af den ene eller anden årsag er begrænset, det være sig ved sygdom eller seksualitet. Derfor lægger det mig utroligt meget på sinde at gøre opmærksom på en teknologisk udvikling der én gang for alle gerne skulle fjerne samtlige sociale og samfundsmæssige konsekvenser ved homoseksualitet.

Det er nemlig lykkedes stamcelleforskere at (i mangel på bedre ord) føde en mus, der genetisk har to fædre. Dette er gjort ved at dyrke en ægcelle fra stamceller af den ene hanmus, der efterfølgende bliver parret med en sædcelle fra den anden hanmus. I processen indgår der dog også en rugemus, men biologisk er musen efterkommer af to hanner.

http://issuu.com/proud_dk/docs/issue2_web/37

Når man allerede kan gøre dette med mus, hvad skulle så være til hinder for, at man kan gøre det samme med mennesker inden for en årrække?

I DR2 Tema fra den 29. april om designerbabyer møder man, hvad jeg vil kalde en uhensigtsmæssig konsekvens af, at det endnu ikke er standard praksis, at en familie består af to mænd og deres fælles børn. De er nemlig nødt til at være lidt for kreative i deres forsøg på at få egne børn, men den diskussion er helt anderledes og etisk end den mulighed jeg gjorde rede for ovenfor, som jeg ikke ser nogen etiske problemer med.

Bevæggrunden for at homoseksuelle mænd ikke må adoptere på nuværende tidspunkt må man gå ud fra er et udtryk for at man formoder, det er skadeligt for barnet at vokse op med to fædre. Jeg må bare sige, at jeg har ret svært ved at se, hvori faren ved regnbuefamilien består. Hvad er det man er bange for der vil ske med barnet? At det ikke vil kunne fungere socialt med andre mennesker? Eller selv skulle udvikle homoseksualitet? Jeg ser ikke noget der taler for de to ting. Det er jo ikke fordi, man aldrig møder det kvindelige køn, fordi man har to fædre. Og hvis seksualitet var noget der blev afgjort af forældrenes seksualitet så vil jeg gerne have forklaret, hvorfor jeg ikke er heteroseksuel når begge mine forældre er.

Selvfølgelig er det klart, at homoseksualitet er uhensigtsmæssigt i vores nuværende samfund, hvis alle er det, fordi Jorden så ville uddø, men det behøver heldigvis ikke at være den virkelighed vi befinder os i, når vi bevæger os ind i fremtiden. Og nu er seksualitet jo heller ikke noget man selv vælger.

Jeg drømmer derfor om en verden, hvor seksualitet ikke har nogen sociale konsekvenser, for det mener jeg ikke der længere er nogen grund til i modsætninger til tidligere tider. Indtil da håber jeg, at der breder sig den holdning i det generelle Danmark, at det ikke spiller nogen rolle om ens søn bliver kæreste med en rødhåret pige eller en rødhåret dreng - for hvad er forskellen? Så kan jeg nok også gå rundt om søerne i mine lilla Converse uden at møde tilråb fra unge fyre, der måske i virkeligheden er ægte skabshomoer.