Freia Heidtmann

stud.scient.pol Odense M

› LÆS MERE

Lige siden Joachim B. Olsen kom på den politiske dagsorden, har han præget den politiske debat med rabiate, og om nogen alternative retoriske virkemidler. Vi kender ham som manden, der ikke er bange for at brække sig over venstrefløjen, og manden der ikke er bange for at ytre, at vi i Danmark ingen fattige har, og hvis man er/føler sig fattig, er det i hvert fald ens egen skyld. Holdninger og ytringer som for andre højtprofilerede politikere ville have været politisk selvmord.

Men hvordan kan Joachim B. Olsen’s popularitet være støt stigende? Hvordan kan det være, at han kan slippe så nemt af sted med denne retorik? Jo, det kan han fordi medierne fortsat giver ham taletid. Det kan han fordi, at medierne gerne vil sælge deres nyhedsstof, og når Joachim går ud og ytrer, at han brækker sig over venstrefløjens retorik – hvilket i sig selv er et paradoks - ja, så er det sensationelt, og medierne elsker det.

Problematisk er det når andre politikere, som ellers er kendt for en sober tone, går ud i medierne og forsøger sig med et mindre voldsomt angreb på den modsatte part, for så er det uoriginalt og kedeligt, ikke værd at spilde tid på, og om ikke andet skal den vedkommende politiker i hvert fald sættes på plads for sin udtalelse.

Er det ikke på tide, at medierne tog sig selv op til selvvurdering? Hvornår er det tid til at komme tilbage til en nogenlunde saglig, substantiel nyhedsorden igen? Hvorfor give Joachim B Olsen spalteplads og taletid, på trods af han intet sagligt har at sige. Senest fik Hr. Olsen næsten en halv times taletid på P1, hvor han gentagene gange afviste statistisk relevans – Jeg har endnu aldrig set en politiker slippe så nemt af sted med at fuldstændig afvise genuin statistik.

Medierne er de demokratiske vogtere her i landet, men desværre har vi i den seneste tid set en uheldig udvikling, og en tendens hvor de lader den saglige politiske debat stå i baggrunden, til fordel for en fuldstændig uhørt debat, der mest af alt minder om god gammeldags mundhuggeri, der handler om, hvem der kan komme med de mest vidtgående udtalelser og få lov til at slippe af sted med det. Der er dog, vel og mærke, desværre et paradoks – at der er forskel på, hvem der får lov til at høste godt af den fordel medierne deler ud af.

Hvis medierne gad at genvurdere deres rolle her i samfundet, og lade os komme tilbage til en nogenlunde normal debat igen, ville retorikken og det politiske landskab genfinde sit optimale niveau.