Jeg er ligeglad om skattereformen er rød eller blå, jeg ser den som udemokratisk. Selv om jeg i over 30 år skiftevis, har stemt på S og SF, er jeg for første gang fortvivlet. For hvem skal jeg stemme på ved næste valg?

Jeg har forsvaret regeringen fra starten, jeg så ikke de mange "løftebrud" som et valg, men et nødvendigt onde. Stigningen i afgifter var skæv, men de blev jo udlignet i den kommende skattereform. Og det vigtigste i politik, har for mig aldrig været økonomi, men menneskesyn, respekten og troen på den enkelte borger.

Men jeg ser nu at de blå, jeg har diskuteret/debatteret med havde ret i en ting. Jeg var for blåøjet, for naiv, når jeg troede på at S og SF kæmpede for andet end magt til sig selv.

Men hvornår burde jeg have gennemskuet dem, da de gjorde det dyre at være fattig igennem afgifter? Da de gennem retorikken, "det skal betale sig at arbejde", mere end antydet at folk selv valgte at være arbejdsløs? Da de fortalte at fleksjoberne, sagtens kunne arbejde mere end de selv og deres mange læger og specialister sagde, hvis de fik flere penge? Da de oplyste de mange førtidspensionister, der efter års helvede med kommunal mistro. Endelig havde fået fred til at bygge et liv op, med de få resurser menneskelige som økonomiske, som de har til rådighed. At fra nu af skal marerittet, gennemleves igen og igen resten af deres liv?

Jeg har altid haft den holdning, at jeg tror på folk indtil de har taget røven på mig. Og med skattereformen som det afgørende bevis, har S og SF taget røven på mig. Ja det er min egen skyld, jeg er for naiv og det bliver jeg ved med at være. Men jeg stemmer aldrig på S eller SF igen, lige nu er jeg faktisk i tvivl om jeg kommer til at stemme igen.