Dette er ikke nogen ny historie, blot en i rækken af mange om medicinalbranchens griskhed og "evne" til at udnytte enhver given lejlighed til at maksimere profit. Taberne er de kronisk syge og ikke mindst det offentlige.

Jeg er så'n een. Altså en kronisk syg. Jeg har en utæt hjerteklap og venter p.t. på en operation, der givetvis vil give mig bedre livsvilkår, men jeg vil til den dag, jeg stiller træskoene, alligevel være afhængig af den selvsamme medicin, som jeg tager i dag. Det er en situation, som jeg har det helt ok med, og jeg piver ikke. Men jeg hader mildt sagt at blive taget i røven, når nogen udnytter min sygdom på det groveste. Og det fik jeg et eksempel på i dag.

Jeg er "programsat" til dagligt at skulle spise 2 stk. depottabletter på hver 100 mg af mærket Selo-zok fra AstraZeneca. De fås bl.a. i 100 stk's pakninger, der hidtil har kostet 338,45 kr. jf. www.min.medicin.dk . Selo-zok har til for ganske nylig kunne substitueres af fire kopipræparater, som hidtil alle har kostet omkring 58,- kr. for en 100 stk.'s pakning. Jeg har til denne pris anvendt Metoprololsuccinat fra Hexal. Bortset fra fyld- og farvestoffer, er de to tabletter fra AstraZeneca og Hexal fuldstændig ens forsåvidt angår det aktive stof, metoprololsuccinat.

Stor var min overraskelse således, da jeg i dag, den 29. juni skulle afhente 2 x 100 stk. Metoprololsuccinat og bad om dem fra Hexal. Apotekeren finder de to glas, taster det hele ind i kasseapparatet og siger så: "580,- kr., tak".- altså en stk.-pris på 290,- kr. Jeg siger selvfølgelig, at der må være tale om en fejl og nævner en vanlig 100 stk.-pris på omkring 58,- kr. "Ja, siger apotekeren, men tre af kopipræpatraterne er blevet trukket fra markedet, så nu er priserne blevet justeret".

Det må man da nok sige. Metoprololsuccinat fra Hexal er steget fra de nævnte ca. 58,- kr. til altså 290,- kr. En stigning på 232,- kr. eller 400 procent. Og, tjah hvorfor ikke, Selo-zok er præcis på dato "justeret" fra de nævnte 338,45 kr. til ca. 700,- kr., jf. apotekerens oplysninger (rettelsen er endnu ikke foretaget på www.min.medicin.dk). Tilfældigvis ligeledes en stigning på omkring 232,- kr. eller her godt 69 procent, grundet det højere udgangspunkt.

Konsekvensen er, at udgiften for mit vedkommende er steget (med dags varsel) fra ca. 400,- kr. til 2.030,- kr. pr. år, hvoraf region Hovedstaden kommer til at dække de 715,- kr. (mod før 0,- kr.!!!) efter de gældende tilskudsregler. Tallene gælder ved køb at det nu billigste - og eneste - kopipræparat, Hexal.

Det bliver ikke det, der slår mig ihjel. Jeg hører til i den heldige ende blandt de kronisk syge, og skal således blot tage denne ene slags medicin, sådan som tingene flasker sig lige nu. Men mange andre kronisk syge er langt værre stillet og det er som bekendt langfra unormalt med 7-10 forskellige slags ordineret receptpligtig medicin dagligt, ja flere gange dagligt. At man så i mange tilfælde formentlig kan stille spørgsmålstegn ved det store forbrug, er en helt anden sag uden for dette indlægs rammer.

Vores velfærdsstatsmodel spiller dog trods diverse blå og efter min mening lettere asociale forlig, heldigvis stadig rollen som sikkerhedsnet, så det kun i begrænset omfang er den enkelte kronisk syge, der kommer til at betale. Men eksemplet viser, at medicinalbranchen har fuldstændig frie hænder og hæmningsløst lader griskheden råde, når konkurrencemomentet forsvinder. Det offentlige - os alle - betaler jo bare regningen.

Hvor ville det dog klæde regeringen og dens nye legekammerater i V og K, hvis man for alvor tog fat på at tøjle den griske medicinalbranche. Det ville uden tvivl give plads til yderligere og mere reel sygdomsbehandling og sundhedsfremme i såvel statens som regionernes økonomi. Ovenikøbet betalt ved at begrænse profitten hos en af den private sektors sorte - eller i hvertfald grågrumsede - får!