En stor del af debatten her på siderne handler om forskellen på rig og fattig. Det er synd. Langt vigtigere end at skelne mellem rig og fattig er det at skelne mellem de lykkelige og de ulykkelige, eller med mere nede-på-jorden-ord: de glade og de ikke-så-glade.

Jeg er overbevist om at vi mennesker ønsker glæde mere end vi ønsker rigdom, så grunden til at en stor del af snakken handler om forskellen på rig og fattig er at vi antager at større rigdom fører til større glæde. Men er det nu også rigtigt? Nej, det er det ikke. Og det er ikke kun noget jeg påstår, det er noget mange vise mænd gennem tiden har fortalt os, og som den moderne psykologiske litteratur også underbygger.

Desværre lytter alt for mange af os mere til tv-reklamernes løfter om det gode liv, end vi lytter til folk som Lao Tsu, Buddha, Sokrates, Diogenes fra Sinope, Jesus og Gandhi, for blot at nævne et par stykker. Disse herrer fortæller os at det gode liv ikke udspringer af økonomisk rigdom og materialistisk velstand, så hvorfor dette ekstreme fokus på netop disse ting? For mig at se er der desværre kun en forklaring: en stor del af os har et kompas i hånden der måske nok hjælper os med at styre mod rigdom, men ikke mod det gode liv.

Udfordningen er at lære at lukke ørerne og øjnene, når reklamerne og de gængse konventioner brager ind i stuen, og lære at flytte vores fokus væk fra dette materialistiske cirkus. Jeg ved ikke hvad en iPad koster, men man kan sikkert købe en god stak bøger om/af alle de ovenstående herrer for samme pris, og værdien er usammenlignelig.

Når vi frigør os fra det tankefængsel vi i denne del af verden fødes i - et fængsel der bygger på et fundament skabt af fortidens og nutidens afsporede, men magtfulde, galninge - vil vi opdage at det gode liv er lige for næsen af os, og stort set intet koster. Prisen er blot den tid det tager at fordøje de vise mænds ord, og det er underordet om de er af religiøs eller ikke-religiøs karakter, og om de er skrevet af Diogenes i antikken eller af Seligman for nogle få dage siden.