Rasmus Rønnike

En af de få der er mange af København V

› LÆS MERE

Lad mig til en start melde ærligt ud. Jeg er socialist og har altid været det. Jeg er socialist fordi jeg tror på retfærdighed, og da min matematiklærer i gymnasiet hånligt, i et forsøg på at latterliggøre mig overfor min klasse, kaldte mig for naiv forkæmper for millimeterretfærdighed, var jeg kun stolt. Det vigtigste i et samfund må, i min optik, være at der er retfærdighed til. At alle har lige muligheder, og at alle der yder den indsats de kan har mulighed for at blive belønnet - at kunne slå benene op og tage et dybt, tilfredst åndedræt, hvis de har fortjent det. Derfor er jeg socialist. I det følgende forsøger jeg at gøre op med nogle liberalistiske dogmer som, i min optik, tjener til at forhindre retfærdighed. Nogle dogmer som gang på gang benyttes af liberale, og forsvarere af det kapitalistiske system, til at retfærdiggøre noget uretfærdigt: ulighed.

Dogme 1. Frihed findes ikke uden muligheden for ubegrænset profit.

Jeg har mange gange spekuleret over dette liberalistiske, eller kapitalistiske, dogme, og aldrig forstået det. Tit og ofte vil det optræde i forbindelse med et såkaldt stråmandsargument, hvor liberalisten, til at starte med, vil føre enhver socialistisk idé tilbage til Sovjet og Stalin og påpege, at hvis vi lever under et umodificeret planøkonomi og politisk diktatur, så kan vi ikke udtrykke os frit eller sigte efter rigdom. Dér har liberalisten naturligvis en pointe. Det han eller hun, nu her i 2012, glemmer er, at de færreste moderne socialister lider af vrangsforestillinger om at rendyrket kommunisme er et reelt alternativ til rendyrket liberalisme i 2012. Man kunne foranlediges til at tro at liberalister ikke tror at socialister lærer af fortiden. Men nok om det. Lad det blot være slået fast, at de færreste socialister nu til dags er tilhængere af totalitære styreformer som begrænser ytringsfrihed og forbyder folk at sigte efter at tjene lidt mere end andre.

Det helt centrale punkt i dette dogme er dette: ifølge liberalisten kan man ikke være fri hvis man ikke har muligheden for at opnå ubegrænset økonomisk rigdom. Man er altså ikke fri hvis man ikke har muligheden for at tilrane sig uendelige mængder af valuta. Bemærk her ordet "uendelige" - det gør en forskel.

Se, dét er en interessant opfattelse af begrebet frihed. For det svarer lidt til at en FCK-fan anfører, at han bliver begrænset i sin personlige frihed hvis han ikke må slå en Brøndbyfan i ansigtet. Han har jo en lyst til at slå denne person i ansigtet og i og med at det er forbudt ved lov er han ikke ultimativt fri. Han må godt iklæde sig FCKs dragt og synge og heppe, men han må ikke slå tilhængere af andre hold i ansigtet. Vi har, som samfund, besluttet at der skal være regler mod den slags, for det er ikke rart at blive slået i ansigtet. FCK-fanen gør skade på andre hvis han insisterer på at være ultimativt fri og det vil vi som samfund, naturligt nok, ikke acceptere.

På samme måde vil nogen (vel at mærke ikke alle, men nogen) liberalister, hvis de sigter efter at optimere profit i enhver henseende, gøre indirekte skade på andre og argumentere for at det har de ret til hvis de skal være ultimativt frie. I et rendyrket liberalistisk system, i hvilket kapitalisten er ultimativt fri til at gøre som han vil, vil en aktiehaver, ejer eller investor til enhver tid kunne argumentere for at folk skal siges op, eller arbejde mere effektivt, for at profitten bliver maksimeret. Faktisk er profit aktiehaverens og investorens eneste interesse, for de har hverken personlige relationer eller socialt ansvar, og de er ikke forpligtet, hverken moralsk eller juridisk, til at bekymre sig om andet end deres afkast. Det forholder sig lidt anderledes for ejeren som arbejder side om side med de ansatte, men dem er der stadig færre af, og de af dem som er tilpas uansvarlige til at kunne klare sig under de nuværende strukturer, ansætter naturligvis kun medarbejdere som er afvæbnende autoritetstro eller uvidende hvad angår deres rettigheder.

Når samfundet så fortæller denne investor, aktiehaver eller ejer, vel at mærke efter at han har tjent en god sjat penge, at han skal betale lidt mere i skat end dem der tjener mindre end ham - og som han i øvrigt fyrer efter forgodtbefindende i profittens hellige navn - så er han ikke sen til at råbe op om hvordan socialistiske idéer begrænser hans frihed. Tilsyneladende er frihed, i hans optik, en luksus som hans ansatte ikke undes. Hans ansatte skal producere og indordne sig.

Med andre ord siger fodboldfanen: "Hvad fanden? Må jeg ikke slå ham her i ansigtet fordi jeg synes han er latterlig og holder med det forkerte hold"?

Og investoren siger "Hvad fanden? Må jeg ikke maksimere min profit uden hensyntagen til andre mennesker bare fordi jeg vil berige mig selv"?

Gør det mon mest ondt på et menneske at blive slået i ansigtet af en fodboldfan eller at miste sit job under en lavkonjunktur, hvor det er svært at finde arbejde, fordi aktiehaverne kræver effektivisering og øget profit?

Den liberalistiske investor vil aldrig kunne forstå logikken i ovenstående - præcis som fodboldbøllen ikke kan. "Jeg vil jo bare mit eget bedste. Jeg vil bare kunne gøre det jeg vil", vil de begge sige - som forkælede børn. Nej, siger samfundet. Vi har lavet regler som forhindrer at man kan gøre skade på, eller udnytte, andre mennesker. Nogle af disse regler bliver dog, her og nu, modificeret så den liberalistiske investor ikke ender med sorteper.

Dette liberalistiske dogme - at frihed ikke findes uden muligheden for ubegrænset profit, som stadig benyttes flittigt i debatter overalt, vidner dog, mere end noget andet, om hvor primitiv neoliberalismens væsen er. Alt gøres op i penge, også frihed. At kunne få lov til at sige hvad man vil, at have mulighed for at vælge en hvilken som helst uddannelse og at kunne prioritere fritid, som jo giver mulighed for åndelig udvikling og kulturel berigelse, er intet værd for liberalisten. Kun muligheden for ubegrænset økonomisk rigdom tæller. Har man ikke mulighed for at tilrane sig uendelige mængder af valuta, så er man øjensynligt ikke fri.

I et moderne socialistisk samfund, hvor markedsøkonomien overvåges og reguleres af staten, eller folket om man vil, vil der stadig være mulighed for at blive velhavende. Mulighed for at skille sig ud på den økonomiske skala hvis det er det man vil. Det der ikke vil være mulighed for i samme grad som nu, er at udnytte andre mennesker i bestræbelserne på at berige sig, og at tilrane sig så store summer at man kan tjene penge alene ved at have mange af dem i forvejen. Det vil der blive lovgivet imod, nøjagtigt som der lovgives mod at slå andre personer i ansigtet.

At frihed, i en liberals sind, ikke kan eksistere uden muligheden for ubegrænset profit, er i bedste fald en misforståelse. I værste fald indikerer det at fuldblods-liberalister er ualmindeligt overfladiske mennesker, som ikke har nogen interesse i åndelig berigelse eller samhørighed mennesker imellem, men kun i, som individer, at blive så velhavende som muligt.

(I parentes bemærket, vil jeg gerne her give udtryk for at jeg er klar over at der stadig findes oprigtigt sympatiske, empatiske og socialt ansvarlige iværksættere og arbejdsgivere. Desværre har det nuværende system afstedkommet at de er i klart undertal, da de sjældent vil være konkurrencedygtige - og hvis de har succes nok, så opkøbes de ganske ofte af førnævnte investorer og aktiehavere).

Dogme 2. Fremskridt er afhængigt af det enkelte individs mulighed for ubegrænset profit.

Det er et klassisk liberalistisk og kapitalistisk argument at mere eller mindre al videnskabelig og/eller teknologisk fremgang skyldes at skaberne eller idémagerne er motiveret af økonomisk gevinst. Det var i 1900 et relativt godt argument.

Selv i 1900 ville det dog kunne anfægtes. Man kunne således stille spørgsmålstegn ved, om manden, eller kvinden, som opfandt hjulet var motiveret af udsigten til den økonomiske gevinst et patent kunne føre med sig, eller af udsigten til at kunne spare en time om dagen, og smerter i skuldrene, når der skulle hentes vand fra den nærliggende flod. Man kunne også spørge sig selv om manden der opfandt guitarplektret havde ondt i fingrene eller om han sad, uden nogensinde at have spillet på en guitar, og grublede over hvordan han kunne tjene nogle penge.

Men nok om det. Argumentet var, for 100 år siden, ikke helt hen i vejret. Udsigten til, eller chancen for, en økonomisk gevinst, ved at udtænke eller finansiere udviklingen af noget nyt, som kunne komme menneskeheden til gavn på den ene eller den anden måde, har helt sikkert betydet at projekter blev både startet og fuldført - og som en ven skrev til mig i dag, så er det da rart at vi nu til dags tørrer os bag i med blødt papir efter endt toiletbesøg. Med andre ord er jeg, som forholdsvis fanatisk socialist, tilbøjelig til at være enig i at udsigten til økonomisk gevinst ved at være opfindsom og fremsynet har tjent til at den teknologiske udvikling har taget et kvantespring eller to. I fortiden, altså.

Det som liberalisten ikke erkender i dag, er dog at dette - måske det eneste valide argument nogensinde, for at kapitalismen er til det fælles bedste - ikke længere holder vand. Det forholder sig nemlig sådan, at langt størsteparten af de penge som bliver tjent i dag tjenes af folk, eller selskaber, som hverken opfinder eller videreudvikler noget som helst. Faktisk producerer de ikke engang noget. Nej, de flytter udelukkende rundt på værdipapirer med det ene mål for øje at skabe profit. De behøver ikke at finde på noget som helst. De behøver ikke forbedre noget. De behøver end ikke producere noget. De skal bare spille værdipapiret rigtigt, så høster de uden at have sået.

Det er dokumenteret at det giver et langt bedre afkast at spekulere i værdipapirer end det giver at investere i produktion. Det kan bedre betale sig at flytte rundt på værdier end det kan at skabe dem. Ethvert begavet menneske må kunne se at når det forholder sig sådan, så er der noget galt. Hvem tager initiativ til produktion hvis det bedre kan betale sig at spille på heste?

Her vil en ultra-liberalist anføre, at når man flytter rundt på disse værdipapirer, og dermed skaber rum for investeringer i forskning og kreativitet. Så tjener det ufejlbarlige kapitalistiske system stadig til at der gøres nye opdagelser og at der findes på nye opfindelser som vi alle har gavn af. De er bare lidt svære at få øje på. Reelt set, har de teknologiske fremskridt over de sidste 15 år mestendels budt på løsninger som gjorde det lettere at være effektiv på arbejdspladsen eller at blive underholdt. Vi er ikke for alvor kommet tættere på at lande på Mars og vi har ikke udviklet transportformer som er mere forsvarlige for miljøet eller mere økonomiske for slutbrugeren end fly og biler.

Groft sagt har det kapitalistiske system, over de sidste 15 år, udelukkende budt på nye funktioner på mobilenheder og tilføjelsen af obskure frugt-ekstrater i vores shampoo. Så jeg spørger dig, liberalisme: er det det du kalder fremgang? At definere kunstige behov for forbrugere, som vel at mærke befinder sig i et, af dig iscenesat, koma og profitere af det. Er det fremgang? Kære liberalisme, kan du forklare mig hvordan du tjener til det fælles bedste?

Nej, også her har liberalismen spillet fallit. Og hvis man stadig, her i 2012, kan mene at stater og "det samlede folks interesser" ikke skal have indvirkning på hvordan vi bygger vores samfund op, så er man enten blåøjet, forblændet af medierne eller grådig.

I parentes bemærket, vil en anden ultra-liberalist, måske forklædt som socialdemokrat, anføre at det er i nationens interesse at værdipapirerne flyttes rundt på en måde som betyder at vi får danskere i arbejde så billigt så muligt. Det er en sandhed helt uden modifikationer - og det er grunden til at regeringen fører den politik den gør. Set ud fra et nationalt pissen-sig-i-bukserne-synspunkt er det bestemt ikke helt idiotisk. Måske glemmer man bare at den danske arbejdsstyrke har en historisk tradition for at stille rimelige krav, og at den indre nationale harme muligvis kammer over lang tid før den globale krise er overstået. Måske siger man, i den politiske klasses lukkede miljøer, at vi jo altid kan kaste et par A-bomber over Asien hvis arbejderne i USA og Europa begynder at opføre sig helt fjollet? Så udligner det hele jo sig selv.

Og hvad skal vi så?

Der hersker ingen tvivl om, at den klassiske kommunisme er den død sild. Der bør dog heller ikke herske tvivl om at den klassiske liberalisme - som neoliberalismen er en næsten nøjagtig kopi af - er det samme, nemlig død. Måske er der brug for nogle nye store tænkere (de findes jo umiddelbart ikke længere da neoliberalistiske kræfter (læs: finanssektoren og den politiske klasse) i den vestlige verden, helt uanfægtet, har skræddersyet uddannelsessystemet så det producerer omstillingsparate, fleksible, resultatorienterede og autoritetstro individer, og ikke individer som er rustede til at finde svarene selv), måske kan vi finde svarene ved at tage udgangspunkt i socialismen og bygge på derfra - på baggrund af alt hvad vi har lært over de sidste 30-50 år.

Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at gøre op med de liberalistiske dogmer som jeg har forsøgt at diskutere i dette indspark: "Frihed findes ikke uden muligheden for ubegrænset profit" og "Fremskridt er afhængigt af det enkelte individs mulighed for ubegrænset profit". Ingen af disse påstande er valide, og det vil tjene den offentlige debat at få den aflivet. Nøjagtigt som man har aflivet adskillige socialistiske dogmer. Først da har vi en chance for at komme videre.