For godt og vel en måned siden offentliggjorde Lørdagsliv deres resultat af deres Discounttjek 2012, hvor de havde testet priserne på 36 forskellige dagligvarer i Rema1000, Aldi, Lidl, Netto og Fakta. Danmarks såkaldte discountbutikker. Vinderen blev Lidl.

Men denne undersøgelse kan ikke blot bruges til at kaste lys over, hvilke butikker, der er billigst. Den giver også et ret fint overblik over noget, som jeg vil betegne som et samfundsmæssigt problem. Man kan nemlig tydeligt se på Lørdagslivs undersøgelse, at konkurrencen i Danmark er død. Man skulle tro, at en af fordelene ved at have et frit marked var, at der også var konkurrence. Men hvorfor i alverden er det så, at priserne på dagligvarer er så identiske fra butik til butik, at man skulle tro, de var underlagt samme styre?

Hvis vi nu holder fast i de fem butikker, som har været med i undersøgelsen, så kan jeg blot ved at kaste et blik ned notere, at selvom Lidl er udråbt til at være den billigste discountbutik i Danmark, så er de fleste af deres varer i samme prisleje som konkurrenternes. Eller… ikke i samme prisleje… De er faktisk fuldkommen ens. Det drejer sig blandt andet om æg, rugbrød, økologisk mælk, havregryn, mayonnaise, juice og håndsæbe. Priser der er identiske ned til mindste øre. Hvis man levede i et land, hvor der var konkurrence, skulle man tro, at konkurrenterne ville dreje bare 25 øre af prisen. Men sådan leger vi åbenbart ikke i Danmark. Butikkerne siger, at de ikke aftaler priserne indbyrdes, men at udviklingen skyldes inflation og stigende omkostninger. Men er det så ikke sjovt, at fem forskellige butikker ændrer prisen med præcis samme beløb, i præcis samme tidsperiode?

Jeg har længe været bevidst om, at noget er fuldkomment galt på dette område herhjemme. Som studerende er mine indkøb tilrettelagt ud fra pris, så jeg er meget opmærksom på ændringer af mine faste indkøb. For et års tid siden var jeg for eksempel i Fakta, hvor jeg så, at en liter juice, fra den ene dag til den anden, var steget fra 7,95 til 11,95. Jeg tænkte, at jeg da ikke skulle have juice i den butik mere, så jeg gik i stedet i Netto, hvor juicen også plejede at koste 7,95… Det gjorde den dog ikke. Den var på samme tid steget til 11,95. Og det var endda før, der var noget der hed sukkerafgifter. Nu koster juicen 12,95 i både Fakta, Netto og alle de andre discountbutikker, så jeg faktisk er holdt op med at købe det. Præcis det samme skete, da jeg for et halvt år siden opdagede at prisen på dåsemajs var steget fra 3,95 til 4,95. Alle butikkerne havde ændret prisen i samme tidsrum. Man kan så sige, at det skyldes stigende leveringsomkostninger eller produktionsomkostninger… Men igen… Hvorfor have forskellige mærker og distributører, hvis prisen alligevel er den samme for dem alle? Nogle varer produceres samme sted, ja. Men sådan er det altså ikke med alle. Og med det i baghovedet synes jeg, det er alarmerende, når priserne foretager en ændring på en så synkron måde, at det er svært ikke at blive mistænksom.

Hvis de kan overkomme at benytte psykologiske priser som 9,95, hvorfor er der så ikke én enkelt butik, der tør skære bare 5 øre mere af prisen? Det ville da udsende et sundt signal om, at konkurrence rent faktisk stadig findes. Det, jeg ser nu, er ikke et sundt samfund. Inflation er der masser af, men konkurrence er dødt. Og dermed synes jeg det er komisk at kalde butikker som Fakta, Lidl og Rema1000 for discountbutikker. I min ordbog står der, at discount er handel med varer, der kan købe forholdsvis billigt. Men hvis størstedelen af landets butikker har den samme pris på deres varer, er det så ikke det, man vil kalde for normalpris? Jeg synes personligt ikke, at der er noget, der hedder discount mere. Butikker som Føtex og Kvickly har også såkaldte discountmærker, hvor prisen for resten også er identisk med de andres. Chokerende?

De eneste steder, der er konkurrence er på områder som kød, frugt og grønt. Hvis jeg skal have mælk til morgenmaden, sodavand til festen, remoulade til rugbrødsmaden eller WC-rens til toilettet, så har det absolut ingen betydning, om jeg vælger den ene butik frem for den anden. Bonen kommer til at være en kopi af sig selv lige meget, hvor jeg går hen. Og er det ikke problematisk? Hvis jeg sad inde i forbrugerministeret, havde jeg råbt vagt i gevær for længst. For jeg kan jo se på de forrige undersøgelser, som Lørdagsliv har lavet, at det ikke er et nyt fænomen. Forbrug er med til at holde et samfund i gang. Og hvis der ikke er konkurrence, så mister man det flow, som brug af penge inde for grænserne er med til at skabe. Der er da ikke noget at sige til, at folk tager til nabolandene og handler stort ind, når butikkerne herhjemme ærlig talt burde være under samme navn. Danskerne bliver udnyttet for deres behov. Priserne på de ting, som vi i dagligdagen har brug for, ser ud til at være systematisk aftalt. Det er det samme med tandlæger og dyrlæger, hvor man kan besøge to forskellige udbydere inde for samme måned og ende op med to regninger, hvorpå beløbet er det samme.

Det er noget af et tilfælde, hvis butikkerne på præcis samme tid sidder bag deres egne lukkede døre og siger, at nu skal prisen stige med 1kr. på en bestemt vare. Hvis de absolut ingen påvirkning har på hinanden, så er det, vi er vidne til, noget af det mest fascinerende inden for sammenfaldsgenren. Men netop ens fornuft, burde derudfra fortælle en, hvor utænkeligt dette er, så man dermed kan regne ud, at noget er helt galt på konkurrenceområdet. Men fordi vi har brug for de ting, som en dagligvarebutik udbyder, kan kæderne åbenbart tillade sig at efterligne hinandens priser. For hvis vi ikke gider betale 13kr for en liter juice, så nytter det jo ikke noget at sige ”Jeg går da bare hen til konkurrenten”… For konkurrenten har jo sjovt nok samme pris! Og er han så en konkurrent? Jeg vil sige, at han er en samarbejdspartner eller kollega.