Tommy Sørensen

Faglærer teknisk skole Arden

› LÆS MERE

Hvad er godt og skidt i kampen mellem de gule virksomheder, og de røde fagforeninger?

Hvad er det vi får når vi indgår partnerskab med det ene eller andet i faglig forhold?

Hvilken betydning har det i grunden at der er flere om buddet, og hvilken betydning vil det i grunden få hvis Venstre, Liberal Alliance og Dansk folkeparti får magt som de har agt, og gennemfører lovforslaget om ”forbud mod blokade af virksomheder der har en overenskomst”?

De gule virksomheder bruger store midler til at kapre kunder til deres butikker. Ses på KRIFA alene er der her ansat mellem 30-40 personer som telefonsælgere til at kapre kunder. KRIFA har et budget på kr. 138,- set i forhold til Dansk Metal som bruger kr. 5,- pr. medlem til information over for nye kunder/medlemmer.

De gule virksomheder er klart billigere end de røde, og de røde er ofte beskyldt for at bruge penge til røde partiers valgkampe, hvilket i nogle situationer også er tilfældet.

Netop pris og politisk tilhørsforhold er hovedargumenter i valget af de gule virksomheder i forhold til de røde fagforeninger. Men hvad går pengene i grunden til bag facaden.

KRIFA bruger som sagt et pænt stort beløb på reklame og salg, og de ansatte deltager i bønnemøde hver dag svarende til at KRIFA anvender 30 fuldtidsstillinger til bønnemøder. Her til kommer støtte til stærke kirkelige emner, lige som der er bevidst opbakning til emner på den kirkelige højrefløj så som modstand mod abort og vielse af homoseksuelle mm.

De røde fagforeninger har anvendt midler til politisk støtte, men bruger også penge på forhandlinger, som til tider kan være særdeles hårde og koste mange penge. KRIFA har ikke strejkeret, da KRIFA holdning er ydmyghed og underkastelse af autoriteter i ånd med de stærke kirkelige højreorienterede kræfter. Til gengæld forventer KRIFA at deres medlemmer får samme løn og rettigheder som andre, når der er forhandlet bedre forhold hjem. Altså uden at deltage med kræfter og penge.

I dag er konflikt og blokade et fy-ord, da det stilles i kontekst med at det er at tryne den ”lille mand”. Men er det nu også det?

Set i konflikten med Vejlegården er ejeren i pressen opstillet som den lille mand over for den store fagforening. En lille mand der bare vil have ret til at ytre sig og have politiske holdninger.

Det vi ikke har hørt er at mindst en ansat er fyret for ikke at ville melde sig ind i KRIFA, og de ansatte arbejder op til 45 timer uden tillæg. De ansatte er tillige forbudt at udtale sig kritisk omkring KRIFA med mindre de vil fyres. Det ligger lige som ikke rigtigt i ånd med ejerens ønske om ret til demokratisk frihed.

Så med KRIFA får vi et billigere abonnement med en virksomhed uden indflydelse på driften, og ser kontingentkroner brugt til stærke højreorienterede kirkelige formål, samt reklamevirksomhed.

Med fagforeningerne ser vi dyrere abonnementer, men ret til at stille tingene på spidsen i en forhandling og i visse fagforbund ser vi midler gå til røde politiske partier, med mindre man har sagt fra til det.

For danskerne er der her ikke den store forskel da begge har fordele og ulemper i forhold til politisk og ideologisk ståsted. Det må bero til et personligt valg.

At der er flere om buddet er et andet forhold.

Det kan sammenlignes med at der i byen er flere butikker at handle i. Kundernes valgfrihed betyder at varen er i konkurrence, og at vi får mulighed for billigere varer, modsat der kun var en butik i byen.

I forhold til faglige overenskomster er det samme billede. MEN her er det virksomhederne der handler og de ansatte der er varen. Jo flere overenskomster jo større konkurrence og jo billigere arbejdskraft.

Allerede nu ses hvordan virksomheder og private entrerer med østeuropæisk arbejdskraft. Selv politikerne har gjort det. Karen Ellemann (V) fik renoveret sin villa, Ulla Tørnæs (V) brugte illegal og underbetalt arbejdskraft på sin gård, og Lene Espersen (K) fik ordnet sin villa.

Vi vil alle gene have en stor løn, og det høres da at vi er villige til lønnedgang for at bevare vores arbejde. Men hvor langt er vi villige til at gå ned i løn? Til kr. 14,- som er set som aflønning til polske arbejdere i Danmark?

De tre partier Venstre, Liberal Alliance og Dansk folkeparti er ude og fiske stemmer i den manglende sommervarme, og har bebudet en lovændring hvor det skal være forbudt at konflikte over for virksomheder der har overenskomst.

Da Danmark ikke kan lave særskilte love der beskytter alene danske virksomheder betyder det reelt at der hermed åbnes op for at polske og græske overenskomster kan blive gældende i Danmark.

Ses alene på danske forhold vil det ødelægge konfliktmuligheden, en mulighed som i flere danskeres øjne er et fyord.

Et forhold mellem en virksomhed og en lønmodtager er et ulige forhold, hvor virksomheden er den overlegne, hvilket i en moderne virksomhed heller ikke er et problem.

Problemet opstår når lønmodtageren møder den mindre samarbejdsvillige leder, og her skal det lige bemærkes at mindst 10% af ledere i danske virksomheder har psykopatiske træk, hvilket vil sige at retfærdighedsfølelsen over for ansatte ikke altid er i højsædet.

Virksomhederne har ret til at ansætte og afskedige, og i øvrigt lede sin ansatte. Det er en ret givet gennem hovedoverenskomsten, og en væsentlig del af den danske model.

Finder den ansatte forhold utilfredsstillende er den ansatte som enestående i arbejdsgiverens vold, uden mulighed for at protestere. Nogle vil sige at ansatte bare kan sige op, og finde andet arbejde. Det er nemmere sagt end gjort, når ansatte er forankret med familie og bolig mm. hvor friheden til at sige op pludselig er særdeles indskrænket.

Når ansatte møder den ikke så pæne leder er ansattes eneste modsvar at stå sammen i flok, og bruge de midler der er til rådighed gennem den danske models aftalesystem. Virksomhederne står jo også sammen gennem arbejdsgiverorganisationer, og kan i flok her udføre pression. Så forholdet virksomhed og lønmodtager udlignes igennem den danske model til mere ligeværdige forhold.

Nogle, og især KRIFA, mener alt kan forhandles på plads i ærbødighed for ledelsen. Hvis det ikke alene skal være til den enes fordel, kan det blive nødvendigt at stille tingene på spidsen. Altså at konflikte. Arbejdstagerne fik ikke 5 ugers ferie uden at konflikte, eller nuværende løn og arbejdsforhold.

Det pudsige er at arbejdsgiver organisationerne står i kø for at forsvare den danske model på trods af at de gennem historien er ramt flere gange af temmelig store konflikter. Arbejdsgiverne mener at den danske model vil lide et sønderlemmende krak hvis politikerne lovgiver på tværs af modellen.

De danske lønmodtageres vrangvillighed mod kamp og konflikt kan ses i de forholdsvis gode løn og arbejdsforhold. Forhold der ses som en menneskeret. Mange taler om det naturlige i at gå ned i løn, men de færreste har nok tænkt over at det kan betyde pæne lønnedgange, hvis der skal konkurreres med polske lønninger. OG netop polakker er jo et gode for den velhavende dansker der nu kan få billig arbejdskraft til at udføre de hjemlige reparationer. INGEN har tænkt over hvem der gjorde arbejdet før, og at der hermed er indført en konkurrence om arbejdet, som i sidste ende også er en konkurrence om ens eget arbejde og arbejdsforhold.

De gule virksomheder mener altså at vi ikke skal konflikte men nyde de goder virksomhederne finder passende, og borgerlige politikere finder deres holdninger passende, hvilket de har i sinde at lovgive for.

En lovgivning der betyder adgang for udenlandske fagforbund.

En lovgivning virksomheder og lønmodtagere i forening kraftigt advarer imod.

De danske løn og arbejdsforhold er en skrøbelig størrelse, der hurtigt kan krakelere og lide ubodelig skade.

Det har taget danskerne over 100 år at nå hertil hvor de fleste har rigeligt og ser arbejdsforhold som en menneskeret. Men der er intet lovgivning der beskytter den forventede ret til god løn og arbejdsforhold.

Eks. er KRIFA overenskomst omkring 6. ferieuge (ferie/fri dage) lavet således at der skal arbejdes 9 måneder i virksomheden for at kunne begynde opsparing her til. Det betyder reelt at eks. sæsonarbejdere aldrig vil få 6. ferieuge.

Når du handler i forhold til hvad der er godt for andre på arbejdsmarkedet, så husk at du er en del af de andre på arbejdsmarkedet, og at dine forhold samtidig er en del af det der sker.

Når du synes det er ok med lønnedgang, så husk at du også skal ned i løn, og at det ikke kun er en tier der er på spil.

Når du synes det er en god besparelse på at blive kunde i en gul virksomhed, kontra medlem af en fagforening, så husk på at du nu forventer de andre forhandler din løn hjem, og at du bare skal nyde heraf uden at yde. OG bliver den gule virksomhed stor nok, så mister fagforeningerne muligheden til at forhandle, og hvem skal så gøre det? – dig selv?

Tag kampen op imod det uretfærdige, men gør det indefra. Det er der indflydelsen er.