Psyken er en del af kroppen. Det kan være lige så alvorligt at være psykisk syg, som somatisk. I Danmark er det ofte et tabu. En afvigende psykisk adfærd kan virke skræmmende på venner og familie. Det kan (som patient) virke koldt og uforståeligt, og medføre en afstandsspiral, som tit varer alt for længe.

I psykiatrien er der en stor udvikling igang. Væresteder, botilbud, jobs, medindflydelse, afstigmatisering, medicinudvikling, hjerneforskning, pårørendegrupper, foredrag, stævner ....

Forældre til psykisk sårbare ved ikke hvordan de skal agere. Det kan hjælpe hvis man opsøger læge/psykiater. Men det er også vigtigt at tale forstående og lyttende.

Medicin er også relevant. Der findes mange (nye) muligheder. Patienten er ofte afvisende, fordi denne ikke kan se behovet. Men det er en god måde at dæmpe de psykiske smerter.

Der er brug for at sætte dette alvorlige emne på valgplakaten.

Der er brug for en større debat - også politisk.

Heldigvis er der mange psykisk sårbare, der får et liv, de kan holde ud.

Dette kan f.eks. opnås via skånejobs, daglige arbejds(hus)opgaver, bofællesaktiviteter, stabil behandling, refleksion, selvbestemmelse og opbakning i svære situationer.

Medicin"tvang" er en broget størrelse. Lige ubegribeligt for begge parter(giveren og modtageren). Behandleren mener det ER nødvendigt, og den behandlede i lige så høj grad det modsatte.Man hører tit ordene: "Vågn op - du skal have din sovemedicin" - fra den ene part.

Mit bedste råd er: Tag medicinen - og lyt til din læge/psykiater. Så er du helgaderet. Men ,når det så er sagt, så kræver det MEGET af den syge.