Efter at nyheden om at DF skal have ny formand så er hele den borgerlige presse gået i selvsving.

Hele dagen forsøgte man at overbevise læserne, lytterne og seerne om, at det forhold at Pia K træder tilbage var et stort tab for partiet samtidig med at man allerede var i gang med at promovere den nye formand som en klar forstærkning af partiet.

For de fleste vil det være svært at fremføre sådanne påstande - ihvertfald samtidig. Men ikke når man som journalist/kommentator er ansat for at fremme bestemte holdninger.

Så har man naturligvis allerede nu behov for at fremhæve den nye politiske stjerne i blå lejr.

Al tale om at han er en kedelig politiker uden gennemslagskraft ophører, når bare Pia K udtaler "Årh. Hold da op". Så er han pludselig en rigtig hyggelig fyr.

Og det er skam heller ikke nogen ulempe at man nu får en formand der er en "talknuser". Det er jo lige det vi har behov for her i krisen - siger Pia K. Og så er det så rigtigt at de politiske kommentatorer jo risikofrit kan gentage det.

Det ville dog være interessant at finde ud, hvorfor det først er nu at DF mener det er nødvendigt at have en formand med økonomisk indsigt, for krisen er jo ikke ny. Tværtimod var den jo ekstra stor her i landet som følge af en fejlslagen økonomisk politik som DFs "talknuser" jo havde ansvar for gennem de mange års finanslovsforlig som han berømmes for.

Men når nu DF - og de politiske kommentatorer - gerne vil fremhæve den nye formands økonomisk store indsigt, hvorfor har DF så aldrig selv haft et økonomisk program? Hvorfor har man gennem alle årene blot fungeret som kommaretter i forhold til andres økonomiske forslag?

Men det kan naturligvis være som følge af at den nuværende formand har haft så lidt interesse for økonomi, at hun har forhindret at DF fik et økonomisk program, så det bliver da spændende at se om DF nu efter 17 år får en selvstændig løsning på hvordan vi kommer ud af den krise som de altså først nu erkender omfanget af.

Så selv om alle de politiske kommentatore blev meget overrasket over nyheden om at Pia K træder tilbage fra formandsposten, så lykkedes det dem alligevel hurtigt at finde den borgerlige kammertone, så man hele onsdagen kunne blæse og have mel i munden samtidigt.

For hyldesten til Pia K. skulle jo helst ikke medføre at man ikke også fremover kan hylde DF som et af de vigtigste partier i kampen for at Venstre igen kommer til magten.