Jeg har gennem nogle år gået og rodet med tanker omkring hvordan vi møder andre mennesker og særligt mennesker som på overfladen måske ikke lige ligner os mest.

Jeg oplever gang på gang, at jeg selv og andre mennesker møder hinanden som repræsentanter for den kulturelle baggrund man ser ud til at have - eller den "uniform" man har på.

Her skal Uniform ikke forståes for bogstaveligt. Jeg oplever ofte, at jeg møder udtagelserne som ikke passer ind i de kasser eller forestillinger, som jeg har opstillet i mit hovede.

For eksempel for hvordan en lærer eller sygeplejeske skal være. Jeg oplever en tendens til at man ser hiphopperen, betjenten, hudfarven, religionen eller den vilde frisure længe før man ser det almenmenneskelige i sine medmennesker.

Det kunne være at betjenten var far, foldboldglad eller bare glad og endnu mere tænkeligt kunne det være, at den unge muslimske mand som du møder i gågaden er gymnasieelev, fodboldglad, på vej på fritidsjob eller bare er helt vildt glad - helt almenmenneskelige egenskaber ved alle individer uanset tilhørsforhold.

Når vi ser det almenmenneskelige før vores tilhørsforhold til dit eller dat, så baner vi, efter min mening, vejen til mødet som individer.

Lidt forsimplet, så kunne min oplevelse af den måde vi mødes på næsten sættes på formel eller rækkefølge:

Kulturelle - Almenmenneskelige - Individuelle

Hvis fordomme, uvidenhed omkring hinanden, eller integration skal skubbes i den rigtige retning, så kunne man med fordel vende formlen om og udfordre sig selv ved at forsøge, at møde mennesker i det individueller eller som minimum det almenmenneskelige og til allersidst - hvis overhovedet - som repræsentanter for en hel kultur. Så ville formlen se således ud:

Individuelle - Almenmenneskelige - Kulturelle

Jeg påstår ikke, at det er nemt at møde folk på denne måde - men i min optik en udemærket udfordring at give sig selv en gang imellem. Det kræver lidt mod at tage kampen op mod egne forestillinger. Tør du det?