Fremtiden er: At lære at dele, eller at undertrykke masserne massivt

Der er i denne tid mange reformer og forslag til reformer om at gøre fremtidens samfund modstandsdygtigt og robust i forhold til omverdenen, og for at bevare det velfærdssamfund, som med en mere og mere hul og tom række af argumenter bliver beskåret ned til sokkeholderne af de selvsamme folk der hævder at være dets forsvarere.

Vores fremtid bliver sandsynligvis endnu mere udfordrende end nogle analytikere og politikere hævder i disse år. Den påståede mangel på arbejdskraft inden for den tiårs horisont som er fremme i tiden, den forventede mangel på arbejdsudbud og dermed mangel på ledige hænder til udfyldning af basale jobs som får hjulene i samfundet til at køre rundt, mener mange andre økonomer, analytikere, fremtidsforskere, politikere m.fl. er vildt overdrevet, og muligvis direkte forkert.

De tal om befolkningsdemografi og om virksomheder der bliver nødt til at flytte udenlands for at få arbejdskraft er fulde af mangler og tager ikke højde for lavkonjektur og eventuel minusvækst i et land og et EU der når det kommer til stykket bør gå i minusvækst i mange år fremover, både af hensyn til det globale på fattigdomssiden hvor man bør overveje om ikke man skulle outsource endnu flere arbejdspladser til lande med fattigdomsrater i befolkningen på 80-90% eller mere, og hvor man nødvendigvis bør tage hele vækstbegrebet op til revision ene og alene af hensyn til miljøet.

I et land som Danmark har vi fra 2008 til 2010 hvor krisen kradsede mest og hvor fyringsrunde efter fyringsrunde ramte danske lønmodtagere, både i det offentlige system og i det private erhvervsliv haft en stigende gennemsnitsindkomst på omkring 30 tusinde kroner pr. person pr. år, og dermed er al tale og debat om at landet er nødt til at spare sig igennem problemerne kun et spørgsmål om fx at hæve topskatten, og derefter at fordele overfloden imellem befolkningen.

Rotationsordninger på arbejdsmarkedet, nedsættelse af arbejdstid, eller flere ferie- og helligdage burde være regeringens politik, og absolut ikke det modsatte. Den i forrige afsnits nævnte gennemsnitsindtægt for borgere i landet over 15 år var i 2010 på 283 tusinde gode danske kroner, og det må siges at det er muligt at vi alle her til lands kan leve, i hvert fald set i et globalt perspektiv, rigtigt fedt at denne samfundskage.

I analyserne af fremtidens behov og forventninger til krav og behov på virksomheder og på det generelle arbejdsmarked, ser jeg som barn af IT-revolutionen der er vokset op efter den store effektiviseringsbølge i 1960’erne og 1970’erne, med transportbånd, robotter og diverse andre arbejdskraftsbesparende og menneskehåndsberørings unødvendige produktionsteknikker, en snarlig ny og kommende effektiviseringsbølge, hvor mængden af arbejdspladser vil svinde ind til hidtil uforudset få.

Allerede for 20-30 år siden blev det normalt at store produktionsvirksomheder som bryggerier og bilfabrikker m.m. blev betalt med skattefordele og tilskud af stater i den vestlige verden, for at nedtage allerede opførte tekniske hjælpemidler, med det ene formål at genskabe arbejdspladser til de nu overflødige arbejdere. I stedet for at nedsætte arbejdstiden generelt og dermed skabe flere jobs og at dele overskuddet med befolkningerne, der når alt kommer til alt har skabt alle nutidens multinationale koncerners værdier fra bunden.

Dette er et klokkeklart eksempel på at kapitalismen og de frie markedskræfter har taget overhånd og fuldstændigt har mistet forbindelsen til virkeligheden uden for børserne og direktionslokalerne.

Hvor fedt ville man selv syntes at det var at få en jobfunktion med fysisk hårdt, farligt og beskidt arbejde, hvor man er ansat til fx at flytte en ølkasse eller en bildør fra A til B, i et job som er skabt ved at nedtage en maskine der gjorde arbejdet dobbelt så hurtigt og meget mere effektivt og præcist?

Effektiviseringens næste fase er allerede begyndt i det små ved computernes og internettets massive overtagelse af tidligere tiders kontorpiccoliner, postvæsen og andre papirrelaterede industrier og branchers arbejde. Den næste fase kommer når computere og maskiner som biler, busser og som eksempel de allerede førerløse Metro-tog rammer næste trin på effektiviseringsevolutionsskalaen, og dette trin er lige om hjørnet.

I denne tid som vi lever i lige nu er supermarkeder uden betjening allerede mulig, og snart tidligere tiders truckførere og lastbilchauffører er også nu mulige at udskifte med selvtænkende teknologi som totalt overflødiggør disse og mange andre arbejdspladser i samme kategori.

Fremtidens arbejdsmarked bliver næsten rent IT baseret, og selv læger, sygeplejersker, undervisere og andre tilsvarende såkaldt bløde faggrupper vil også komme under pres fra en teknologi der bliver mere og mere raffineret, præcis og ufejlbarlig. Næste udviklingstrin indenfor disse områder vil blive, at hvor der er mennesker indblandet vil der ske fejl. Og hvem er interesseret i at blive fejldiagnosticeret som kræftsyg, eller fejlopereret af kirurgen der ikke har sovet ordentligt om natten?

Maskiner skal ikke sove, maskiner skal ikke have løn, maskiner bliver ikke trætte og ukoncentrerede sidst på arbejdsdagen. Inden længe vil i hundredetusindevis af jobfunktioner bare i vores lille land blive overflødige, og virksomhedsejere vil i takt med globaliseringen og masseopkøb af konkurrenter blive færre og færre. Fordelingen af indtægterne vil gå til en mindre og mindre del af befolkningen, nemlig ejerne af produktionsapparatet.

Derfor er det nu at vi skal reagere som borgere og befolkning, hvis vi skal nå at få vores basale rettighed, som arbejdstagere, til at have et basalt livsgrundlag tilgodeset i fremtidens verden.

Verdenssamfundet har nu kun to muligheder på denne planet, og det store spørgsmål er så om befolkningerne i demokratierne kan gennemskue de højreorienterede kapitalistiske mediers totale dominans af informationsstrømmen.

Valgmulighederne er få, og der er kun to udfald på dette dilemma for verdens befolkning:

At lære at dele, eller at undertrykke masserne massivt!