Når man mister retten til dagpenge, kan man søge om kontanthjælp, såfremt ens formue ikke overstiger 10,000 kroner. I praksis er det kun de allerfattigste, der ikke har 10,000 kroner, idet selv almindelige brugsting medregnes. Et tab af dagpengeretten medfører således for de fleste et tab af indkomst overhovedet. Men det stopper langt fra her.

For een ting er, at man står uden indkomst og må begynde at sælge de værdier, man har. Det er såmænd rimeligt nok, at man ikke skal belaste de offentlige kasser, hvis man har oparbejdet værdier, man kan trække på, fx friværdi i sin bolig.

Men personer, der ikke er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp, mister mere end deres indkomst. Når man henvender sig til Jobcenter, får man at vide, at man er udelukket fra initiativer som tilskudsjob og virksomhedspraktik. Jobcenter kan kun hjælpe mennesker, der modtager ydelser i form af dagpenge eller kontanthjælp - altså "nasser på systemet" - hvorimod mennesker, der intet modtager, men alene ønsker hjælp til at komme i arbejde, afvises med ordene "jeg kan godt se, det er dumt, men sådan er reglerne".

Jobcenter er altså lukket land for borgere, der ikke er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp. Men hvad med fagforeningen? I tilfældet DJØF er svaret det samme som på Jobcenter. DJØF har en række opkvalificerende kurser, der dels giver deltagerne en række værktøjer og ny indsigt, dels viser overfor en kommende arbejdsgiver, at man som jobsøgende er aktiv og forsøger at forbedre sine kompetencer i forhold til et nyt job. Disse kurser er imidlertid lukket land, hvis man ikke er dagpengeberettiget. Også her vil man kun hjælpe dem, der modtager penge hver måned. Dem, der lever af egen opsparing og forlængst har solgt hus og hjem for at overleve, er der ingen kurser til.

Man skal uddanne sig, siger diverse ministre og øvrige politikere, som om uddannelse var den lette løsning på alt. Men hvad med dem af os, der selv mente, at uddannelse var en god ide og således allerede er i besiddelse af uddannelse? Jo, du har gættet det, vi er udelukket fra yderligere uddannelse. Kontakter man universiteter eller andre højere læreanstalter angående sine muligheder for yderligere uddannelse, oplyses man om, at såfremt man allerede er kandidat, skal man søge om dispensation for at blive optaget på en ny uddannelse. Man rådgives også til at søge studier, der har fripladser - altså de studier, der er så upopulære, at de ikke havde nok ansøgere til deres pladser, fx eskimologi.

Men hvorfor får man ikke bare et job i stedet for alt det besvær? Her er det korte svar, at der ikke er jobs nok i forhold til antallet af ledige. En lidt mere uddybende forklaring vil anføre, at lavtlønsjobs ikke er det slaraffenland for højtuddannede, som vores beskæftigelsesminister synes at mene. Arbejdsgiverne ønsker ikke overkvalificeret arbejdskraft, da de forventer, at højtuddannede søger væk, så snart de har muligheden for det - og det har de fuldstændig ret i. De færreste knokler fem år på universitet for at sidde bag kassen i Netto resten af livet - hvad i øvrigt også ville være spild af ressourcer for såvel den enkelte som for samfundet.

De uddannede skal søge bredere, siges det. Den gamle nyhed er, at de gør vi allerede. Jeg har personligt søgt jobs i brancher, der umiddelbart ligger fjernt fra min uddannelse, fx ved en avis (jeg er ikke journalist) og ved en privatbane (jeg er ikke togfører). Naturligvis har jeg også søgt i mine "normale" områder i regioner og kommuner.

Det siges også, at vi skal søge andre steder, end hvor vi bor. Det gør vi også allerede. Jeg kan nævne eksotiske destinationer som Ærø, Vejle, Hillerød og Odense fra min liste over steder, hvor jeg har søgt arbejde, selv om jeg er bosiddende i København.

Videre siges det, at vi skal søge tidsbegrænsede stillinger, og igen er svaret, at det gør vi allerede. Flertallet af de stillinger, jeg har søgt, har været barselsvikariater eller 1-2-årige stillinger.

Så her er, hvad der venter dem af jer, der mister dagpengeretten og ikke kan blive kontanthjælpsberettigede:

- Ingen muligheder for hjælp hos Jobcenter

- Ingen muligheder for hjælp hos fagforeningen

- Ingen muligheder for relevant uddannelse, hvis I har været dumme nok til allerede at uddanne jer

- Ingen jobs, uanset hvor eller hvad I søger

Dermed er vi tilbage, hvor vi startede - og hvor politikere og faglige organisationer bør begynde. Een ting er, at mange bliver nødt til at sælge deres værdier for at overleve - det er der trods alt en vis rimelighed i. Men er det rimeligt, at samme mennesker udelukkes fra at bruge den hjælp, Jobcenter og fagforeninger tilbyder arbejdsløse? Man kunne også spørge: Er det fornuftigt? Er det fornuftigt, at hende, der gjorde sin uddannelse færdig i 2006, men som i dag ikke kan finde beskæftigelse, udelukkes fra yderligere uddannelse - mens ham, der drak bajere og spillede guitar i 2006 og aldrig blev færdig, i dag kan tage sin kandidat og komme foran hende i køen, fordi han nu er nyuddannet?

Hvis politikerne mener alvorligt, at de vil gøre noget ved arbejdsløsheden og ved de mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet, bør de i den grad ændre på de gældende regler for Jobcenter og på mulighederne for yderligere uddannelse. Som reglerne er i dag, er mennesker uden kontanthjælps- eller dagpengeret udelukket fra enhver form for hjælp til at komme i beskæftigelse.

Vi, der er i den situation, vil meget gerne gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre vores chancer for at komme i arbejde. Men det kræver handling fra politisk side. Er politikerne villige til at ændre reglerne, så vi får mulighed for at tage kurser og videreuddanne os? Eller vil man fortsat lade os rådne op i ingenmandsland?