Anne Grete Hansen

Pens. økonom Glamsbjerg

› LÆS MERE

Hvorfor rinder denne surreelle Bunuel film mig i hu lige i dag? For yngre årgange er "plottet", at et antal mennesker er samlet om et middagsbord for at nyde livets glæder, men invaderes i mange ombæringer af fænomener/risici, der truer deres trygge tilværelse, så champagnen og gåseleverpostejen ikke kan nydes med den forventede fornøjelse.

Det gør den, fordi borgerskabet i disse tider er svært definerbart og fordi "charmen" er blevet mindre og mindre diskret.

Den blotte tilstedeværelse af et par hjemløse på et gadehjørne er en trussel mod en pæn Odenseansk borgerdatter, selvom de ikke et øjeblik har haft til hensigt at frarøve hende nogetsomhelst (det klarer hendes studiekammerater sikkert bedre).

Naboer til socialt belastede familier, der groft misbruger deres børn, vender ryggen til. Det gør diverse socialchefer også, for det "kan jo ikke passe", når man sidder der og kigger på den velordnede udsigt fra rådhusvinduerne.

Normaldanske fædre myrder koner og børn, fordi borgerskabets diskrete charme ikke holdt til så meget.

Danske borgerliggjorte arbejdere føler sig truet af østeuropæiske kolleger i faget, som - efter indførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed - arbejder i Danmark og sørme også bosætter sig her. Hér har den diskrete charme udmøntet sig i overbelånte huse, samtalekøkkener, marmorbadeværelser og alt det andet flitter. Polske håndværkere kommer jo ikke til Danmark for at stjæle jobs fra andre, eller hugge deres Weber-griller, men for at etablere et livsgrundlag, hvor de starter beskedent.

Der er så en lidt speciel form for diskret charme hos Dansk Folkepartis "klientel", - enhver der ikke arriverer i Dannevang med Dannebrog stikkende ud af begge ører, er en meget markant trussel, og den tendens er den allermest skrækindjagende. For dette partis tabergrupper kan heller ikke have deres trygge tilværelse truet, selv om de hverken drikker champagne eller spiser gåseleverpostej.

Det virkeligt øvre borgerskab er ikke specielt interessant, for vi er nok ret mange, der ganske godt ved, hvad de er truet af! Indkredsning, manglende skattely, afsløring, fængselsdomme, udleveringsaftaler. Trods alt udgør de et fåtal.

Det er det voksende borgerskab, deres partipræferencer, deres stemmeafgivelse, der udgør problemet. Og hverken Möger eller andre kan overbevise mig om nogetsomhelst, der har med leverpostejmadder og blå Kansas at gøre. For begge fløje i dansk politik er dette nye og massive borgerskab det stemmekvæg, man slås om. Så ofrer man den meget omtalte "danske model", som efterhånden har været under afmontering i 15 år.

Borgerskabets diskrete charme skal have sit. De dårligst stillede må så betale, uanset om det drejer sig om dagpenge, flexjobs, eksorbitante lejeudgifter på et ustyret lejeboligmarked eller alt det andet.

Så, jeg er sgu' glad for at være ucharmerende.