Kære politikere. Jeg føler mig nødsaget til at gøre et forsøg på at aflive myten om dagpenge som passiv forsørgelse, og den efterhånden fasttømrede diskurs om dagpengemodtageren som et forkælet individ, der går og hygger sig og ikke gider at arbejde. Lad mig slå fast én gang for alle: det er et fåtal af arbejdsløse, der ikke ønsker at bidrage til samfundet. At påstå dette er en grov generalisering, der ikke har hold i virkeligheden. For mig personligt føles det decideret unaturligt og forkert at have taget indtil flere uddannelser for at ende som stresset arbejdsløs på dagpenge og uden økonomisk frihed i en alder af 33. Alle andre jeg kender, der har været eller er ledige, har det på samme måde. For ja, det er lige så stressende at være ledig som at være i arbejde – stress er i sandhed en folkesygdom, der rammer bredt.

At være arbejdsløs er at have søgt over 300 jobs i de sidste 18 måneder. Både jobs jeg er overkvalificeret til, jobs jeg er meget kvalificeret til og også nogle, der er et langskud, men dog et forsøg værd. Hver eneste gang jeg har søgt et job, opfordret eller uopfordret, har jeg forestillet mig, hvordan det vil være at have præcis dette job, hvordan mit liv vil blive i det specifikke arbejde. Ja, faktisk lægger jeg en del energi, fantasi og forestillingsevne i at skrive en god ansøgning, som virksomheden lægger mærke til. Hver gang jeg får afslag, eller bare ikke hører noget fra virksomheden, er det et slag i ansigtet. For hvert afslag forsvinder en smule gejst og en smule håb. Når man er ved ansøgning nr. 299 er man holdt op med at tro på det.

At være arbejdsløs er at have været i løntilskud i ti måneder. I mit tilfælde i et drømmejob. Jeg har været vanvittigt heldig med et løntilskudsjob, der rent faktisk har opkvalificeret mig. Jeg kender flere eksempler på mennesker, der er blevet udnyttet i løntilskud, der decideret har været ledighedsforlængende. Jeg er blevet utroligt godt behandlet og har fået mulighed for at bruge mine kvalifikationer og kompetencer. Jeg ved med sikkerhed, at jeg var blevet ansat, hvis pengene havde været der. Det var de ikke. Som tak for at jeg har arbejdet gratis for det offentlige i ti måneder, er jeg nu blot rykket ti måneder tættere på at miste dagpengeretten, fordi man under løntilskud bruger af sine dagpenge og ikke genoptjener. Man skal være et år i ordinært fuldtidsarbejde for at have optjent en ny dagpengeperiode. Her tæller løntilskud ikke med. På trods af opkvalificering og erfaring bliver jeg nu undermineret af selv samme løntilskudsordning, der er lavet for at hjælpe mig. Selvfølgelig vil virksomheder hellere have gratis arbejdskraft end en dyr, ”rigtig” arbejdskraft. Jeg har, som mange, mange andre, brugt en stor del af min ledighedsperiode på at dygtiggøre mig, men får intet ud af det.

Kære politikere. Jeg frygter, at Danmark er ved at skabe et arbejdsmarked baseret på gratis eller meget billig arbejdskraft, hvor mennesker knokler for en løn, de knapt kan overleve på. Er det det vi vil her i landet? Skal det til at være attraktivt at arbejde for ingenting?

At være arbejdsløs er at være identitetsløs. Jeg har været lærer med en meget stærk identitet knyttet til mit fag. Jeg holdt op for at færdiggøre en kandidatuddannelse som supplement til min læreruddannelse. Det skulle jeg ikke have gjort, for det har sat mig i en situation, jeg ikke kan se mig ud af, og med en følelse af ingen identitet at have. Min identitet er IKKE arbejdsløs! Jeg bor i et land, hvor det er normalt at stille spørgsmålet:”nå, hvad laver du så?”, når man møder nye mennesker. Det gør det meget svært ikke at blive ét med identiteten som arbejdsløs. I Danmark er man det man laver. Derfor blev jeg også meget hurtigt ét med mit løntilskudsjob. Nu føler jeg mig endnu mere identitetsløs, fordi jeg havde regnet med at min erfaring fra løntilskuddet ville skaffe mig nogle samtaler – som minimum. Det gjorde det ikke.

Kære politikere. Der vil være en idé i at tænke grundigt over formålet med løntilskudsordningen, der i det offentlige fungerer som gratis arbejdskraft. Vi er rigtig mange, der rigtig gerne vil tage del i det danske arbejdsmarked, men vi kan ikke konkurrere med løntilskudsstillingerne, om vi så tilbyder vores arbejdskraft for 50,- i timen. Offentlige løntilskuddere er stadig gratis.På denne måde skaber vi et arbejdsmarked, hvor veluddannede kæmper om at arbejde gratis. Er det det vi vil i Danmark?

At være arbejdsløs er at være i limbo. Det forudsættes, at man altid har tid. Det kan være svært at retfærdiggøre, at man rent faktisk har travlt med jobsøgning. Men det er et fuldtidsjob både at søge job og skulle dokumentere hvert eneste skridt man tager henimod ….forhåbentlig et arbejde, men mere sandsynligt mod at miste sin dagpengeret. Det kan føles som festdage de dage, hvor vækkeuret ringer, fordi man skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Og man kan tage sig selv i at nynne, mens man cykler gennem byen, for: ”de andre tror sikkert, at jeg skal på arbejde!!”. (Indtil man står hos A-kassen og skal have godkendt sin rådighed for arbejdsmarkedet, at man nu har søgt det man skal osv.osv). Selv mens man er i løntilskud skal man opfylde disse krav. Man er (måske) den eneste på kontoret, der skal huske at klikke ind på jobnet.dk hver uge for at vise, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet. Som løntilskudder arbejder man næsten fuld tid. Man knokler som en vanvittig i håbet om, at det giver et rigtigt arbejde i sidste ende. Samtidig skal man søge mere end ét job om ugen og hele møllen igennem med at udfylde jobsøgningsplan og joblog (der, hvor man noterer hvert eneste job, man søger). For at vende tilbage til identitetssnakken, er det meget mærkeligt at have identitet som (i mit tilfælde) akademisk medarbejder på et museum i ca.37 timer om ugen og resten af tiden som arbejdsløs. Lever man ikke op til forpligtelserne, mister man sin dagpengeret. Så af frygt for de ”trussels”breve og det besvær man risikerer at få, hvis man ikke overholder sine forpligtelser, gør man det selvfølgelig. Man udfylder troligt sine blanketter, møder op hos A-kassen, anden aktør eller karrierecentret, fordi man skal (”hvis ikke du dukker op, så.....”). Jeg har været til frivillige workshops, ansøgningstjek (hjælp til ansøgninger) og temadage i håbet om, at noget kunne hjælpe eller inspirere. Inspirerende har det været, og jeg har gjort brug af mange gode råd. Desværre uden held.

Kære politikere. Man kunne spare mange, mange penge ved at afskaffe det dyre, rigide og tidskrævende kontrolsystem og de private aktører. For det første kunne pengene måske bruges på at skabe nogle rigtige arbejdspladser. For det andet føles det nedværdigende for os ledige at skulle kontrolleres i hoved og.....ende, og vi står i forvejen i en meget sårbar position.

At være arbejdsløs er i yderste konsekvens at indse, at mulighederne i Danmark er ved at være udtømt. Derfor søger jeg nu både akademisk og ufaglært arbejde i Norge og ikke længere i Danmark. Jeg er nået der til, hvor jeg ser det som min eneste udvej. På den ene side håber jeg naturligvis, at det lykkes og ser det egentlig lidt som et eventyr. Det kan da blive rigtig skægt at rejse til Norge i en periode og arbejde, lære landet og nye mennesker at kende. Måske kan det også føre noget fast arbejde med sig? På den anden side synes jeg det er tragiske vilkår at tage på eventyr på. Min kæreste har et rigtig godt job, som jeg ikke kan bede ham sige op. Hvis han rejser med, vil vi jo måske bare ende i samme situation med omvendt fortegn. Så han må blive hjemme. Jeg må også forlade min familie og mine venner, fordi jeg desværre blev færdig med en uddannelse på det forkerte tidspunkt, fordi jeg har arbejdet i ti måneder for min dagpengeret og ikke er bedre stillet af den grund. Lad mig sige det én gang for alle: der er ikke noget jeg hellere vil end at tage del i det danske arbejdsmarked, bidrage til det samfund jeg er vokset op i, og som har betalt for min uddannelse. Lige nu er det bare ikke en mulighed.

Når jeg forhåbentlig sidder i et job i Norge på den anden side af nytår, frygter jeg, at der kommer en strøm af akademikere fra Danmark rejsende derop. På trods af, at det kunne være hyggeligt, er det også en frygt. Det vil nemlig betyde, at det er dele af den gruppe, der mister dagpengeretten efter nytår og, ligesom jeg, oplever, at mulighederne i Danmark er udtømt. Vil Danmark gerne være et land, der driver sine højtuddannede borgere ud af landet? Selvom jeg også ser det som et eventyr, føler jeg mig drevet ud af mit eget land. Så kan jeg ikke se, at Danmark er et velfærdssamfund.

Så til slut: kære politikere. I skal passe godt på os akademikere. På det danske arbejdsmarked anses det ikke nødvendigvis for attraktivt at have erfaring fra udlandet. Så det er ikke sikkert, at vi vender tilbage. Her fra takker jeg mange gange for min gratis uddannelse, som jeg er meget glad for. Jeg er sikker på, at den vil gøre gavn ude i verden et sted.