Den igangværende debat om arbejdsløse og deres manglende bidrag til samfundet, giver anledning til at vi gang på gang hører folk som Simon Emil Ammitzbøll komme med udtalelser som "jeg vil ikke betale for dine børn".

På denne måde tager LA den rolle for de arbejdsløse, som DF i mange år har haft for indvandrere, de taler til vores indre svinehund, de appellerer til vores følelse af at det er urimeligt og synd for os vi betaler så meget i skat som vi gør.

Det er et faktum at vi ikke har arbejde nok til alle, og det er et faktum at vi ikke har råd til et offentligt system af de proportioner det har fået igennem de sidste 25 år, men det er også et faktum at dette ikke er de arbejdsløses skyld.

Men vi har brug for ofre, vi har brug for nogen at give skylden for den uretfærdighed vi føler os udsat for, og her er det beklageligvis de svageste der må tage skraldet.

Der er brug for en debat om hvordan vi skaber arbejdspladser i Danmark, hvordan vi får simplificeret vores regler, og dermed den offentlige administration, så en hvilken som helst borger, har en reel mulighed for at sætte sig ind i sine rettigheder, og kan forvente at blive behandlet med respekt og hjælpsomhed når han har brug for en offentlig ydelse.

Som noget nyt bør vi også begynde at tænke på de arbejdsløse, og indvandrerne som ressourcer, og spekulere i hvordan vi bedst får værdi ud af disse ressourcer.

Vi kan starte med at behandle hver sag i socialforvaltningen individuelt, at lade den menneskelige intuition råde over reglerne, og indføre en klageinstans, der ikke er en del af systemet.

Ved også at stoppe med at presse, stresse, ydmyge og knække folk i kontanthjælpssystemet, vil vi også her kunne frigive menneskelige ressourcer til at skabe nye initiativer, og derigennem arbejdspladser.