Anne Grete Hansen

Pens. økonom Glamsbjerg

› LÆS MERE

Det gjorde lille Danmark et forsøg på i 1973. Jens Jørgen Thorsen modtog filmstøtte til at producre en film om selveste JESUS. Helvede brød løs. Tusinder gik i protestaktioner i gaderne og Thorsen kæmpede i 2 år med blasfemianklager og andet godt i det danske retssystem. Thorsen gjorde sig skyld i ikke alene at antyde, at Jesus vel også havde et sexliv. Det var sgu' den skinbarlige virkelighed for snart 40 år siden.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad den oprindelige version af Jesus-filmen ville have afstedkommet af tumult worldwide. For såvel den katolske som den protestantiske kirke er Jesus jo profeten over alle.

Det lykkedes endelig Thorsen - mere end 10 år senere - at lave filmen "Jesus vender tilbage". Fremtidsversionen udspillede sig i år 2000 men udløste ikke borgerkrige, kun dårlige anmeldelser. Men lige akkurat denne film banede måske vejen bl.a. for Monty Python-bandens "The Life of Brian".

Kan vi deraf slutte, at vi har en mere åben og humoristisk tilgang til vores fremmeste profet? Næppe. Vi har vores søndagsgudstjenester, vores rituel, vores pavekåringer og vores imposante (men halvtomme) kirker med klokkeringlen. Den islamiske verden har fredagsbønnen, deres rituel, deres moskéer med megafonanlæg og så vender de den rigtige legemsdel mod Mekka.

Begge profeters "efterladte skrifter" kunne trænge til en begavet fortolkning, men ikke Hollywood-versionen, please. Hvad med et satirisk program i 20 afsnit om jomfrufødsler, fodvaskende ludere, genopstandelse og den lukulliske sidste nadver? Nogen må jo gå i spidsen. Specielt et et såkaldt sekulært land, hvor "vores" kirke og deraf følgende tro er skrevet ind i grundloven.