At arbejde er en pligt. Dem der ikke arbejder bliver nemt stemplet som misfits eller syndere. De ansvarlige politikere bør italesætte arbejdsløse og arbejdsløsheden på anden vis

Arbejdet bærer prisen i sig selv. Ved hårdt arbejde kan man opnå succes. Ordsprogene og den praktiske visdom der knytter sig til dem er indlejret i sproget. Max Weber skrev i 1904 Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. En af budskaberne fra bogen er at den protestantiske arbejdsetik kobler sliddet og den mulige succes sammen med frelsen. Det at have succes bliver et tegn på at den succesfulde er udvalgt til en plads i paradis.

Alle kan arbejde sig til succes
Forestillingen om at det slidsomme arbejde kan føre til en himmelsk belønning er opgivet i dag, men forestillingen om at kunne arbejde sig til succes eksisterer stadig i bedste velgående. Hvor stiller det de arbejdsløse?

Den økonomiske krise er over os. Der er efterhånden kommet mange arbejdsløse til. Jobcentrene har travlt. Arbejdsløsheden bliver omtalt i medierne. Dovne Robert er et af de fremtrædende eksempler på hvordan arbejdsløsheden bliver konkretiseret. Kort fortalt var Robert på kontanthjælp over en længere årrække, påbegyndte diverse studier uden at færdiggøre nogen af dem.

Forargelsen var stor. Ligeså var fordømmelsen. Det er naturligvis ikke i orden at omgå reglerne for at kunne hæve sin kontanthjælp, men mit ærinde er et andet. Der er opstået et billede af at de arbejdsløse er dovne og at de bare burde tage sig sammen, for så skal arbejdet nok komme til dem. Et billede som delvist er skabt af medierne, delvist af politikere fra den borgerlige fløj.

Jeg siger ikke det her for at frakende, at den enkelte har et stort ansvar for at komme i job, men snarere for at vise hvordan diskursen er med til at forme vores syn på de arbejdsløse og hvordan det måske smitter af på lovgivningsprocessen om de relevante ydelser.

Det kan naturligvis ikke afvises at der er nogle der udnytter systemet. Det interessante er imidlertid, at de arbejdsløse er blevet udpeget til nutidens syndere. De gør ikke deres pligt og leverer ikke det stykke arbejde, som primært gør om et menneske er respektabelt eller ej i andre menneskers øjne.

Mediediskursen stempler de arbejdsløse som syndere
Uden at have de videnskabelig belæg, har jeg en fornemmelse af at historierne om de dovne passive forsørgede ikke alene påvirker diskursen om de arbejdsløse, men også lovgivningen. Dagpengereglerne er blevet strammet og perioden hvor man kan modtage dem er blevet forkortet. Kontanthjælpsreglerne er også blevet skærpet – så man skal forsørges af sin ægtefælle i stedet for at modtage ydelsen.

Selvfølgelig er sigtet at skabe flere jobs og flere i beskæftigelse. Reelt set er der bare ikke så mange der giver et bud på hvordan det kan gøres, eller om ikke andet er dårlige til at fremkomme med buddene i medierne.

Lidt forenklet kan man sige at der er to indstillinger. Den ene er at individet selv er ansvarligt for at skaffe sig et job. Den anden er at rammebetingelserne er afgørende for om flere kommer i arbejde. De to indstillinger hænger sammen, dvs. individet skal gøre en indsats og politikerne skal prøve at forbedre rammebetingelserne. Velfærdsstaten hænger jo kun sammen, hvis tilstrækkelig mange betaler skat og det derfor politikerne fører en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis der var nogle der kunne frelse de arbejdsløse, havde de nok allerede gjort det. Men det fritager naturligvis ikke politikerne fra at tage deres del af ansvaret for at skabe bedre rammebetingelser for at folk kan komme i arbejde igen, ligesom det heller ikke fritager den arbejdsløse ansvaret for at anstrenge sig med at komme i arbejde.

De ansvarlige politikere må gøre deres for at ændre den negative diskurs om de arbejdsløse. Man skal tale til kongen og ikke til stodderen. Det gælder både at der tales til kongen i den arbejdsløse, men også til kongen i dem som udgør den borgerlige offentlighed.

http://www.dr.dk/Nyheder/Ligetil/Dagens_fokus/Indland/2012/06/28072146.htm