Kim Gravlev

Awacs Borup

› LÆS MERE

Jeg sidder på min terrasse, på min plads, i hjørnet, i min stol. Fra denne position kan jeg beskyttet, og i fuldt beredskab, overskue den lille by. Jeg kan se de små forudsigelige rigide mennesker køre og gå rundt på veje og stier som var de små røde myrer. Jeg foragter dette scenario, denne tro på arbejderens lykke, denne naive glæde og forventning ganske som en tjener der arbejder ekstra hårdt for at tjene ekstra, uden dog nogensinde at komme i nærheden af den nydelse som hans gæst besidder, når han spiser den mad tjeneren aldrig får råd til.

Jeg bor på toppen og her befinder jeg mig godt. Folk fra byen skal gå op ad en lang bakke for at komme frem til mit kvarter, min vej, mit hus. Man kan se hvordan de slider sig vej op ad bakken i alt slags vejr. Det meste af året syntes det at foregå i mørke både når de går ned og når de går op. De knokler hele dagen på et kontor, i en hal, et plejehjem eller på et sygehus hvor de foretager nedre toilette på andre arbejdere der er blevet nedslidt af denne higen efter noget, de egentligt aldrig har tænkt over hvad indebar.

Nogle af dem har opnået denne højtagtede lykke at blive pensioneret i en eller anden form. Man skulle tro at de så gav den gas og sov længe om morgenen for senere at gå til byen og nyde den, når der var plads i forretningerne, men nej. De fleste står fortsat op og gør sig klar når det er mørkt udenfor, klar til at stille sig i vejkanten og glo misundeligt på dem der er unge og raske nok til at gå på arbejde, eller klar til at stille sig i vejen ved busstoppestedet, på togstationen eller hos bageren. De holder øje med dem der arbejder, de holder øje med om de nu lider ligeså meget som de selv gjorde da de arbejdede. Det er et krævende job der kræver samme rytme som dem der arbejder, men det passer så fint på deres krop og sind, ja hele maskineriet kan ikke andet, det kan ikke vende sig til at det har fri, det kan ikke udnytte denne fantastiske mulighed som de har arbejdet frem mod hele livet igennem.

Således forbliver deres frihed ufødt og uforløst låst fast i et skema, i en virkelighed, udenfor solen og dens timer, midt i myretuen udenfor naturens og årstidernes naturlige rytmer, på et sted hvor der aldrig bliver ro og fred nok til at kunne synke og fordøje tingenes tilstand nok til virkelig at kunne forstå dem.

Du er på vej min ven, på vej mod et mål, en virkelighed du ikke kender. Du er på vej mod pensionist zombie tilværelsen. Du har kun to muligheder. At blive som helten Robert, eller at forblive en arbejdshelt i arbejde.

Jeg tager hatten af for begge parter, men spørger samtidig om det er den virkelighed vi ønsker. Jeg tror ikke på at vi kan udkonkurrere den asiatiske ingeniør eller den afrikanske arbejder hverken innovativt eller produktivt, dertil er de indiske børn for kloge og de afrikanske for billige. Men hvad skal vi så leve af? Vi kunne jo holde op med at opføre os som arbejde og pensionszombier og begynde at udvikle livsstil til eksport. Det er blot at overbevise asiaterne og afrikanerne om at den eneste måde at leve rigtigt på er som os. Pt. er det sku lidt svært når vi måske skal arbejde fra vi er 18 til vi er 70, tror ikke rigtig den kan sælges?

Men måske vi skulle stoppe med at bygge huse med dobbelt carporte der frister de unge mennesker til at køre hjemme fra kl. 0600 og komme hjem kl. 1730 for at få råd til at bo der. Så kunne det også være at de kunne være sammen med deres børn mere end 1,5 time inden de skal i seng, det kunne da være en start.

Kampagne: Køb en bolig I kan klare på en løn. Vær sammen i jeres familie og oplev livet og hinanden. Så slipper vi for at udvikle kærlighedssvigtede børn på samlebånds vuggestuerne, og mor slipper for at aflevere sit skrigende barn i mørke om morgenen.

Eller ønsker I at fortsætte med den fantastiske udvikling af vores velfærdssamfund for så er kursen mod pengefyret ikke kun arbejde til vi er 70 år, men måske til vi er 80 år og helst i mindst 10 timer alle ugens syv dage. Således kan vi måske holde asiaterne fra døren måske de næste 20 år ?????????????????????

Se spørgsmålet er jo så om ikke en bevidst framelding på dette døds race af en samfunds kurs i virkeligheden er det mest fornuftige og velafbalancerede ? Det er vel det Robert har gjort, og det er så pisse provokerende fordi det sætter spørgsmålstegn ved velfærdssamfundets lange zombie tog.